Наши партнеры

Menu



Ruud Gullit, Holland

Fulde navn: Ruud Dil Gullit

Født: 1. september 1962

Landskampe/mål: 66 (17)

Verdensmesterskaber: Ingen

Europamesterskaber: 1

Klubber: HFC Haarlem, Feyenoord, PSV, AC Milan, Sampdoria, Chelsea

Ligakampe/mål i alt: 465 (175)

Klubtrofæer:

Haarlem: Vinder af anden division – 1981.

Feyenoord: Hollandsk mester – 1984. Pokalmester – 1984.

PSV: Hollandsk mester – 1986, 1987.

AC Milan: Italiensk mester – 1988, 1992, 1993. Champions League-vinder – 1989, 1990. Italiensk Super Cup – 1988, 1992, 1994. Europæisk Super Cup – 1989, 1990. Interkontinental Cup – 1989, 1990.

Sampdoria: Pokalmester – 1994.

Chelsea: FA Cup-vinder – 1997 (som spillende manager)

De første år

Ruud Gullit blev født under trange kår, og startede med at spille fodbold på gaderne i Amstredam, som så mange andre i den hollandske hovedstad, og spillede sammen med andre kommende stjerner, som for eksempel Frank Rijkaard. Her udviklede Gullit sine tekniske færdigheder, og gjorde blandt andet indtryk på HFC Haarlem, som på daværende tidspunkt fristede en tilværelse i bunden Hollands bedste række.

Gullit fik debut på holdet som bare 16-årig, og blev den yngste spiller nogensinde i Æresdivisionen. Selvom Gullit hurtigt fik etableret sig på holdet, lykkedes det ikke at redde Haarlem. Klubben fik dog en hurtig tilbagevenden til den bedste række, og den unge Gullit, som allerede var en nøglespiller for holdet, blev kåret som Æresdivisionens bedste spiller. Inden Gullit som et naturligt led i sin udvikling rykkede videre til større klubber, var han med til at ende som nummer fire i ligaen, og sikre Haarlem deres hidtil eneste optræden i europæisk regi.

Gennembruddet – En legendarisk hollandsk trio i Milan

Ruud Gullit var dog ikke med i Haarlems europæiske kampagne, for inden sæsonen i 1982 skiftede Gullit til storholdet Feynoord, hvor hans udvikling for alvor tog fat. Hvor han i Haarlem fortrinsvist havde spillet som sweeper, rykkede han i Feyenoord op på midtbanen, hvor han spillede sammen med legenden Johan Cruijff, og de to var en vigtig del af mesterholdet som hjemtog ‘The double’ i 1984.

Gullit blev igen kåret til den bedste hollandske spiller, inden vejen mod verdenstoppen gik over PSV Eindhoven. Her spillede Gullit sig for alvor til opmærksomhed fra de største klubber i Europa, og var med til at vinde endnu to hollandske mesterskaber.

Da sæsonen 1986/87 var færdigspillet, blev Ruud Gullit hentet til AC Milan, som stadig var i gang med at opbygge et nyt storhold, efter tvangsnedrykningen i 1980. I klubben var to af Gullits hollandske landsholdskolleger, Marco Van Basten og Frank Rijkaard, og de tre skulle vise sig at blive en legendarisk trio for Milan, på højde med den svenske Gre-No-Li (Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Niels Liedholm) trio som huserede i klubben i efterkrigstidens første år.

På trods af en svær start i klubben, da Gullit ikke talte italiensk og havde svært ved at vende sig til den italienske livsstil, var han med til at vinde Serie A for Milan i sin første sæson i klubben. Det var det første mesterskab i ni år for klubben fra San Siro. Fra at have spillet i den bagerste række i sin første klub, var Gullit nu en farlig offensiv kraft, hvilket han beviste året efter, da han scorede to mål i Europa Cup-finalesejren på 4-0 over Steaua Bucharest.

AC Milan var for alvor på vej tilbage til toppen af Europa, og i løbet af hollænderens tid i klubben vandt Milan det italienske mesterskab yderlige to gange, og i sæsonen 1991/92 præsterede Milan at gå ubesejret gennem Serie A. Også på den europæiske scene var Gullit og co. toneangivende, og klubben formåede at genvinde Europa Cuppen året efter Gullits første triumf.

Gullits position på holdet var dog, på grund af skader og tilgangen af flere udenlandske stjerner, truet. Da AC Milan i 1993 tabte finalen i Champions League, var det uden Gullit, da det kun var tilladt at have tre udlændinge i truppen. Derfor besluttede han sig for at søge nye græsgange, og da U.C. Sampdoria meldte sig på banen, slog Gullit til.

Hollænderen skiftede dermed pladsen i periferien af Milans hold ud, med en nøgleposition hos Sampdoria. Han spillede 31 kampe for de blåringede og scorede 16 mål, heriblandt en matchvinder mod sin tidligere klub, Milan, og var med til at sikre Sampdoria en tredjeplads i Serie A, lige som klubben hentede pokalmesterskabet i samme sæson.

Ruud Gullit gjorde det så overbevisende for Sampdoria, at Milan fik kolde fødder over at have ladet ham gå, og besluttede sig for at hente Gullit tilbage i stalden. Det skulle dog blive et kort gensyn med dreadlock-hollænderen, for efter otte kampe og tre mål i 1994/95 sæsonen valgte Gullit i november at skifte tilbage til Sampdoria, hvor han spillede sæsonen færdig.

Da sæsonen var færdigspillet rykkede Gullit for første gang fra det europæiske fastland, og bosatte sig i London, hvor Chelsea skrev kontrakt med ham. Chelsea var i tiden før Roman Abramovich et midterhold uden de store profiler, men var opsatte på at følge op på succesen i den forgangne sæson, hvor klubben nåede FA Cup-finalen, og hentede ud over Gullit profiler som Mark Hughes og rumæneren Dan Petrescu. Gullit startede som sweeper i Chelsea, men blev senere med stor succes rykket op på midtbanen, og kronede sæsonen med en semifinale i FA Cuppen og en andenplads i konkurrencen om årets spiller i England, efter Eric Cantona.

Efter blot et år i Chelsea blev Gullit udpeget til at efterfølge Glenn Hoddle som manager i klubben, og førte som spillende træner Chelsea til klubbens første trofæ i 26 år, da det blev til en FA Cup-sejr i 1997. Selvom det blev til en imponerende sjetteplads i Premier League i 1996/97, og klubben året efter lå på en flot andenplads, blev Gullit fyret midt i sæsonen, efter uenigheder med klubbens bestyrelsen.

Landsholdet

Ruud Gullit fik debut på det hollandske landshold på sin 19 års fødselsdag i 1981 som indhopper i en kamp mod Schweiz. Selvom han hurtigt spillede sig til en fast plads blandt Hollands elleve bedste, gik der lang tid før han fik chancen for at bevise sit værd på allerhøjeste niveau, da det ikke lykkedes for Holand at kvalificere sig til en slutrunde før EM 1988 i Vesttyskland. Men det skulle vise sig at have været hele ventetiden værd. Gullit var kaptajn og nøglespiller på mesterholdet der slog Sovjetunionen med 2-0 i finalen, og Gullit scorede endda det første mål.

Guldet fik forventningerne til hollænderne til at stige i vejret, men de kunne ikke leve op favoritværdigheden, da først Vesttyskland ved VM 1990, og siden lille Danmark ved EM 1992, stoppede ‘Oranjes’ vej til toppen. I 1993 blev Gullit og landstræner Dick Advocaat uenige om Gullits position på banen, og Gullit valgte at trække sig fra landsholdet. Han vendte senere tilbage, men kort før VM 1994, valgte han for bestandigt at stoppe sin internationale karriere.

Tiden efter bolden på banen

Efter fyringen i Chelsea fik Gullit tilbudt et job hos ambitiøse Newcastle United. Og starten i klubben var da også lovende, da hollænderen formåede at føre Newcastle i finalen i FA Cuppen i sin første sæson. Alligevel skulle opholdet i den nordengelske klub vise sig at være langt fra problemløst. Gullit kom på kant med klublegenden Alan Shearer og anfører Robert Lee, og alle omkring klubben var klar over at situationen var gået i hårknude, så Gullit valgte at sige op som manager kort inde i sæsonen 1999/2000.

Herefter vendte Ruud Gullit først tilbage til fodboldverdenen i 2004, hvor han vendte tilbage til Feyenoord, men Gullit kunne ikke leve op til sine præstationer i klubben som spiller, og sagde op efter blot en enkelt sæson, da Feyenoord endte på en skuffende fjerdeplads efter rivalerne Ajax, PSV og AZ.

Senest har Gullit overtaget ansvaret for David Beckhams Los Angeles Galaxy i den amerikanske Major League Soccer, og skal forsøge at rette op på den skuffende 2007-sæson, hvor det ikke lykkedes Galaxy at kvalificere sig til play-off runderne.

Skrevet af Michael Elgaard



Kommentér



Top-menu
Menu