
Newcastle og Arsenal delte her til eftermiddag point i en tam affære på St. James’ Park i Newcastle. Dermed er Arsenal uden sejr i de seneste fire kampe i Premier League.
The Gunners tabte i lørdags skuffende hjemme på Emirates Stadium mod West Ham, og dermed var Arsenal uden point i tre kampe i træk, inden de tidligere i dag spillede 0-0 i det nordlige England mod Newcastle.
1. halvleg forløb rodet på grund af mange fejlafleveringer og frispark på midten af banen. Kun i de sidste fem minutter formåede Newcastle at spille sig til chancer, da især Damien Duff var tæt på, men mål blev det ikke til.
Efter pausen var tendensen den samme. Arsenal havde boldbesiddelsen, men kom aldrig rigtig frem til noget. Ydermere formåede Newcastle ikke at udnytte sine dødbolde og kontraer, og dermed sluttede det skuffende opgør med 0-0.
Dette kunne Bolton have udnyttet med en sejr hjemme mod Everton, men The Trotters formåede ikke at udnytte sin mulighed for at spille sig op på samme antal point som Arsenal på 4. pladsen, idet kampen sluttede 1-1.
Charlton spiller senere i aften hjemme mod Reading i en kamp, hvor Charlton skal forsøge at hente vigtige point i kampen mod overlevelse.
Skriv et svar