
Franck Ribéry blev i dag kåret til årets franske fodboldspiller, da Thierry Henry for første gang i fire år ikke vandt titlen.
Magasinet, France Football, som også står bag den prestigefyldte kåring af årets spiller i Europa, kårede i dag Franck Ribéry til årets franske fodboldspiller. Det var første gang i hele fire år, at titlen ikke tilfaldt hans landsholdskammerat og Barcelona-spiller, Thierry Henry, som til gengæld blev nummer to.
Ribérys karriere har været en lang solskinshistorie de seneste par år, men den startede noget mere ydmygt. Først efter tre år hos franske marginalklubber, skiftede Ribéry i 2004 til FC Metz og derfra videre til Galatasaray året efter. Her nåede han at blive meget populær, da han scorede det enlige mål i Galatasarays 1-0-sejr i pokalsemifinalen og siden hen scorede og lagde op til et mål i 5-1-nedslagtningen af rivalerne fra Fenerbache i pokalfinalen.
Han tog dog hurtigt hjem til Olympique Marseille, efter han havde brudt sin kontrakt med Galatasaray efter blot fem måneder i Tyrkiet, hvor han ikke havde fået løn i de fire. Galatasaray gik både til FIFA og den internationale sportsdomstol, CAS, men deres sag blev afvist begge steder. Tilbage i Marseille begyndte Ribérys karriere for alvor at tage fart, da han spillede fremragende med ”Månedens Spiller”-kåringer til følge, og som kronen på værket blev han udtaget til Frankrigs VM-trup til VM i Tyskland.
Her spillede han helt til finalen flere gode kampe, og det vakte interesse hos flere storklubber i Europa. I sommers blev han efter en uendelig strøm af rygter så solgt til Bayern München i Tyskland, og det er hans præstationer her sammenvejet med hans betydning for Frankrigs EM-kvalifikation, hvor han var en vigtig del af den franske offensiv, som i sidste ende gav ham prisen.
Nummer tre i kåringen blev Olympique Lyons unge tank-center forward, Karim Benzema.
Skriv et svar