Premier League har igen skiftet førerhold. Det er nu Manchester United der topper rækken efter Arsenal igen vaklede, da de i denne 30. runde mødte Middlesbrough. Chelsea skulle på udebane forsøge at fortsætte de fine takter og dermed holde sig til i titelracet. Det var også en runde, hvor vi blev præsenteret for et par overraskelser. Vi bringer dig overblikket over 30. runde i Premier League.
Derby – Manchester United
Der var ikke tvivl om rollerne inden kampen mellem bundproppen Derby og mesterskabskandidaterne Manchester United. Trods United-dominans så det længe ud til, at Derby skulle holde gæsterne fra at score og dermed give Arsenal og Chelsea en hjælpende hånd i kampen om mesterskabet, men 14 minutter før tid gik det galt for værterne. Wayne Rooney slap igennem i venstre side og fandt ligaens topscorer, Cristiano Ronaldo, der passerede Roy Carroll i Derbys mål. United vandt dermed kampen med 1-0 og overtog førstepladsen i Premier League.
West Ham – Blackburn
Det var Blackburn, der startede kampen bedst, da Morten Gamst Pedersen efter 20 minutters spil fik plads i venstrekanten, og fandt Roque Santa Cruz i straffesparksfeltet. Angriberen svigtede ikke og headede gæsterne på 1-0. Det lykkedes West Ham at komme tilbage i kampen kort tid inden pausen. Dean Ashton vippede bolden uden om sin direkte modstander, og udplacerede derefter Blakcburn-keeper, Brad Friedel. Stillingen holdt helt frem til ni minutter før tid. Her fik Sears i to forsøg bolden forbi Friedel til slutresultatet 2-1.
Sunderland – Chelsea
Sunderland bed godt fra sig i hjemmebanekampen mod Chelsea, men gæsterne beviste, at de også kan vinde på mindre gode dage. Allerede i det ottende minut fandt anfører, John Terry, vejen til netmaskerne, da han headede et hjørnespark sparket af Frank Lampard i mål. Senere havde Sunderland et par gode forsøg, men Carlo Cudicini, der vikarierer for en skadet Petr Cech, hev flotte redninger op. Chelsea formåede at holde Sunderland fra at udligne, og de hentede dermed en om ikke sikker så i hvert fald vigtig sejr.
Liverpool – Reading
Reading kom overraskende foran på Anfield, da Marek Matejovsky scorede sit første mål for klubben. Liverpool lod dog ikke denne føring holde længe. Den 23-årige argentiner, Javier Mascherano, udlignede med en behersket afslutning med højrebenet. Efter udligningen lagde værterne pres på Reading, og Steven Gerrard havde således flere udmærkede forsøg udefra. Det var dog ikke Gerrard, der kom på måltavlen, men derimod måltyven, Fernando Torres. Spanieren laver mål på samlebånd i øjeblikket og derfor kom det ikke som den store overraskelse, at netop han skulle afgøre kampen for Liverpool. Han scorede til slutresultatet 2-1.
Portsmouth – Aston Villa
Martin Laursen spillede hele kampen for Aston Villa, der på udebane mødte Portsmouth. Jermain Defoe har efter skiftet fra Tottenham gjort det rigtig godt for Portsmouth, og det var netop ham, der scorede kampens første mål i det 11. minut. Inden pausefløjt blev føringen doblet op, da Nigel Reo-Coker havde den tvivlsomme fornøjelse at score selvmål. Vi fik ikke yderligere scoringer i kampen, men derimod to udvisninger. Først måtte Sulley Ali Muntari forlade banen efter at have modtaget sit andet gule kort, og i kampens næstsidste minut måtte Villas Olof Mellberg gå samme vej. Portsmouth sejrede 2-0 og sørgede for, at Aston Villa nu er helt ude af kampen om Champions League-pladserne.
Arsenal – Middlesbrough
Arsenal så ud til at få en drømmestart på kampen, men Emmanuel Adebayors scoring efter fire minutters spil blev annulleret for offside, selvom han modtog bolden via en Middlesbrough spiller og scoringen derfor burde tælle. I stedet var det Middlesbrough, der kom foran efter 25 minutter spil, da den tidligere Arsenal-spiller, Jeremie Aliadiere scorede. Arsenal havde store problemer med at skabe noget som helst, også selvom London-klubben efter godt en times spil endte Nicklas Bendtner på banen. Fem minutter før tid lykkedes det dog for Kolo Toure at score til 1-1, men trods en intensiv jagt kom kom The Gunners ikke tættere på. Dermed led de endnu et pointtab i mesterskabskampen.
Fulham – Everton
Danske Leon Andreasen var med i hele kampen, da Fulham sikrede sig tre vigtige point i bundstriden. Afgørelsen på kampen faldt efter 66. minutter, da Brian McBride headede et indlæg fra Simon Davies i nettet. Andreasen spillede en fornuftig kamp, hvor han var med til at stå i vejen for Everton flere gange. Med 1-0-sejren rykkede Fulham nærmere på overlevelse, mens Everton med nederlaget er tre point efter Liverpool i kampen om den Champions League-givende fjerdeplads.
Wigan – Bolton
Kampen var ikke mere end fem minutter gammel, da Wigans Jason Koumas lidt hårdt blev udvist efter en sen tackling på Gary Cahill. Trods udvisningen viste hjemmeholdet dog gode takter, og det førte til kampens første men også eneste scoring. Det var Emile Heskey der nettede efter 34 minutters spil. Bolton skabte i anden halvleg flere gode chancer, men det hjalp ikke meget, da de ikke kunne få bolden i nettet. Kevin Davies’ havde et godt forsøg, som desværre for gæsterne blev reddet på målstregen. Wigan formåede altså at holde et Bolton mandskab i overtal fra at score og vandt opgøret 1-0.
Manchester City – Tottenham
Robbie Keane bragte gæsterne fra Tottenham foran efter en halv times spil af opgøret. Manchester City formåede dog at overvinde den gode start fra London-holdet. Efter pausen scorede første Stephen Ireland til 1-1 og senere kom også Nedum Onuoka på scoringstavlen. Det var 19-årige Onuokas første scoring den lyseblå City-trøje og en yderst vigtigt et af slagsen. City vandt nemlig kampen med 2-1, da Tottenham aldrig formåede at komme tilbage i opgøret igen. De var tydeligvis frustrerede over tingenes udvikling, mens City selvfølgelig var tilfredse med sejren, efter en række skuffende resultater i den seneste tid.
Birmingham – Newcastle
Siden nytår har Newcastles form været katastrofal, og dermed stod Birmingham med alle chancer for at snuppe tre point hjemme på St. Andrews i denne kamp. Det startede også rigtig godt for hjemmeholdet, der helt fortjent kom foran i det 33. minut ved James McFadden. I anden halvleg skulle Newcastle forsøge at komme tilbage i kampen, og i det 55. minut slog Michael Owen til. Som en rigtig angriber fik han skubbet en returbold i mål til 1-1. Denne stilling formåede Newcastle at holde uden de helt store problemer. Kampen endte dermed uafgjort, 1-1.

d. 21/08/2026 13:54 |
Skriv et svar