Наши партнеры

Menu



Referat: Premier League 3. Runde

Engelsk fodbold

3. runde i den bedste engelske liga er færdigspillet. Runden bød vanen tro på en masse underholdende kampe, samt god fight. Vi har kigget nærmere på alle kampene i denne runde.

Portsmouth – Bolton

Bolton kom bedst fra start, og havde allerede efter 13 minutters spil bragt sig i front. Denne føring holdte dog ikke lang tid. Portsmouths Kanu dukkede op, og gjorde det på flot vis til 1-1. Efter en halv times spil fik vi dog kampens bedste mål. John Utaka kørte solo over en halv bane og sluttede af med sikkert at passere Bolton-keeperen. Herefter havde Bolton ikke mere at byde på, og Matthew Taylor kunne på et straffespark to minutter før slutfløjt sikre hjemmeholdet en sikker 3-1-sejr.

Tottenham – Derby

Hjemmeholdet var store favoritter til denne kamp og det startede da også rigtig godt. Blot to minutter var spillet, da Steed Malbranque havde bragt holdet i front. Kun fire minutter efter kunne franskmanden igen juble, da Tottenham kom foran 2-0. Så så det svært ud for Derby, og det skulle blive værre. Jermaine Jenas afgjorde reelt kampen, da han bragte Tottenham foran 3-0. Derefter holdte Tottenham en pause med hensyn til målscoringen. Men fire minutter før tid slog nyindkøbte Darren Bent til og lukkede kampen til slutresultatet 4-0.

Fulham – Middlesbrough

Efter to nederlag i de to første kampe skulle Middlesbrough forsøge at slå London-klubben Fulham. Det startede dog ikke godt for udeholdet. Brian McBride sendte i første halvleg hjemmeholdet på sejrskurs, da han gjorde det til 1-0. Kort tid efter pausen var Middlesbroughs nyindkøbte angriber Mido på pletten, og han udlignede i sin debutkamp. I det allersidste minut fik de mere at glæde sig over hos udeholdet. Lee Cattermole scorede til kampens resultat, 1-2, og sikrede dermed Middlesbrough deres første sejr i denne sæson.

Birmingham – West Ham

Det lignede på forhånd en kamp, der godt kunne gå hen og blive meget jævnbyrdig. Der var da heller ikke den store forskel på de to hold i starten af kampen, hvor hverken hjemmeholdet eller udeholdet formåede at få bolden i mål. Stillingen 0-0 holdte frem til tyve minutter før tid, hvor Mark Noble sikrede sig matchvinder-værdigheden. Han scorede på et straffespark, og afgjorde dermed kampen til West Hams fordel. Birmingham formåede nemlig ikke at komme tilbage, og udeholdet vandt dermed 1-0.

Reading – Everton

Reading har åbnet denne sæson godt, og igen i dag virkede de oplagte da Everton var på besøg. Holdet overraskede i sidste sæson de fleste, og skal i denne sæson forsøge at bygge videre på den flotte præstation. Det gjorde de godt i dag, og Stephen Hunt bragte i første halvleg holdet foran 1-0. Everton forsøgte at komme tilbage i kampen i anden halvleg, men dette uden held. Der blev ikke scoret yderligere, og Reading kunne dermed løfte armene i vejret og juble over en 1-0-sejr.

Wigan – Sunderland

På forhånd blev Wigan nok betegnet som små favoritter til denne kamp, hvor oprykkerne Sunderland dog ikke stod helt uden chancer. Der skulle dog ikke blive meget spænding om resultatet i denne kamp. Heskey og Landzaat sørgede for en 2-0-føring mens Sibierski afgjorde kampen med sit mål til 3-0. Sunderland havde ikke meget at byde på, og Wigan hev dermed en sikker sejr på 3-0 hjem.

Newcastle – Aston Villa

Martin Laursen var med fra start for Aston Villa, og danskeren var tæt på at bringe udeholdet i front. Hans hovedstød sad dog lige på Newcastle-målmanden, der ikke havde nogen problemer med at redde danskerens ellers udmærkede forsøg. Thomas Sørensen er i øjeblikket skadet, og Villa havde derfor deres nye målmand, Scott Carson med i stedet. Han gjorde det ganske godt, og sørgede for, at Newcastle ikke fik scoret. Det gjorde Aston Villa til gengæld heller ikke, og kampen endte derfor 0-0.

Blackburn – Arsenal

Arsenal havde til kampen danske Nicklas Bendtner med i truppen. Danskeren startede dog på bænken, og herfra kunne han se Robin Van Persie bringe Arsenal i front efter 17 minutters spil. Det var en meget hårdt spillet kamp, og kampens dommer måtte hive ni gule kort op ad lommen. Heraf to til Blackburn-spilleren Ryan Nelsen, der måtte forlade kampen efter 82 minutters spil. Inden da havde David Dunn dog fået udlignet for Blackburn. Arsenal-keeper, Jens Lehmann, kunne ikke holde Dunns skud. Blackburn sikrede sig hermed et 1-1-resultat.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu