Martin Laursen og Aston Villa åbnede denne fireogtyvende runde, da de lørdag eftermiddag tog imod Blackburn. I London var en anden dansker i aktion, da Nicklas Bendtner og resten af Arsenal-holdet på Emirates Stadium mødte Newcastle tirsdag aften. Derudover bød runden også på debut for Leon Andreasen i Fulham-trøjen. Vi bringer overblikket over rundens kampe.
Aston Villa – Blackburn
Martin Laursen var som sædvanlig med fra start for Aston Villa, der på Villa Park fik besøg af Blackburn. Midt i første halvleg blev Blackburn tilkendt et straffespark, da Nigel Reo-Coker gik i ryggen på David Bentley. Matt Derbyshire tog sig af dette spark, men gjorde det ikke særlig godt. Scott Carson i Villa-målet havde ikke de store problemer med at parere det dårlige forsøg. I anden halvleg lykkedes det for gæsterne at passere Scott Carson, da den yderst målfarlige angriber, Roque Santa Cruz, var på pletten. Med godt et kvarter tilbage af kampen lykkedes det Ashley Young, at sikre Villa det ene point, da han viste god sparketeknik på et frispark, og scorede til 1-1.
Arsenal – Newcastle
Arsenals togoleser, Emmanuel Adebayor, har været rigtig skarp i denne sæson og i denne rundes kamp mod Newcastle fortsatte han de gode takter. Der var spillet omkring 40 minutter af opgøret da Mathieu Flamini lagde bolden lige ind i panden på Adebayor, der sikkert scorede til 1-0. Selvom det var udeholdet, der havde bolden mest i lange perioder i kampen formåede de ikke at svare igen. Derimod bragte The Gunners sig yderligere i front, da Flamini tog sagen i egen hånd og sendte bolden i mål. Cesc Fabregas gjorde det til slutresultatet 3-0, da han scorede efter pålæg fra danske Nicklas Bendtner, der var blevet indskiftet.
Middlesbrough – Wigan
Middlesbrough skulle på hjemmebane forsøge at besejre Wigan, der ligger placeret i bunden af Premier League. Det var derfor også værterne, der var favoritter til at snuppe sejren, selvom de ej heller er så godt placeret. Det blev en målfattig kamp. Således krydsede bolden kun målstregen en enkelt gang. Det var hjemmeholdets Jeremie Aliadiere, der stod for denne scoring og dermed blev matchvinder for Middlesbrough. Resultatet betyder, at Wigan rykker ned på den forkerte side af nedrykningsstregen.
Sunderland – Birmingham
Den tidligere AaB-angriber, Rade Prica, startede på bænken for Sunderland, men skulle vise sig at få en hovedrolle senere i kampen. Ved pausen var Roy Keanes tropper foran med 1-0 på mål af Daryl Murphy, og fra anden halvlegs start kom Prica på banen. Der gik ikke mange minutter før svenskeren havde bevist, at det var et godt valg af Keane, at sætte ham på banen. Da kampen var 65 minutter gammel viste Prica nemlig, at det ikke kun er i SAS Ligaen, at han kan finde vejen til målet. Kampen sluttede med en fortjent hjemmebanesejr på 2-0.
Bolton – Fulham
Både Leon Andreasen og Brede Hangeland havde fundet vej til Fulhams startopstilling til kampen mod Bolton. Det var netop Andreasen, der stod for kampens første farlige forsøg, da han et kvarter inde i kampen trykkede af fra distancen. Skuddet strejfede en Bolton-spiller og gik lige over mål. Derudover var det småt med højdepunkter i kampen, hvor gæsterne sad mest på spillet. Dette fik de dog ikke meget ud af, for da kampens dommer, Marc Clattenburg, fløjtede kampen af stod der stadig 0-0 på måltavlen.
Derby – Manchester City
Det er meget få gange i denne sæson, at Derby har forladt banen efter en Premier League-kamp med point. I denne runde kom Manchester City på besøg, og ikke meget tydede på, at Derby kunne få meget med fra det opgør. Det startede dog godt for hjemmeholdet, der kom foran via et selvmål af Sun Jihai. City kom dog forholdsvis hurtigt tilbage i kampen, da Daniel Sturridge i kampens 63. minut scorede til 1-1. Det lykkedes ikke nogen af de to hold at score yderligere, og Derby hentede dermed deres blot ottende point i denne sæson.
Chelsea – Reading
Selvom Chelsea må undvære mange vigtige spillere i øjeblikket har klubben ikke tabt point siden 2. juledags uafgjorte kamp mod Aston Villa. Specielt på hjemmebane har The Blues været stærke og det understregede klubben, da Reading kom på besøg. Paulo Ferreira gik til baglinjen og sendte bolden lige ind i panden på Michael Ballack, der med et kraftfuldt hovedstød headede værterne foran i første halvleg. Chelsea sad fuldstændig på kampen, og overlod ikke meget til gæsterne, der dog havde enkelte store muligheder for at udligne. Det lykkedes ikke og Chelsea kunne dermed hive en fortjent 1-0-sejr hjem.
West Ham – Liverpool
Liverpool har langt fra levet op til de forventninger man automatisk får til et hold af deres kaliber. Onsdag aften skulle Gerrard og co. forsøge at besejre West Ham, der ligger midt i tabellen. Første halvleg endte uden scoringer, og det så længe ud til, at anden halvleg ville gøre det samme. Men i kampens overtid begik Liverpools centralforsvarer, Jamie Carragher, straffespark imod svenskeren Fredrik Ljungberg. Mark Noble omsatte sikkert denne store chance til mål, og tilføjede Liverpool det tredje nederlag i denne sæson.
Manchester United – Portsmouth
Manchester United og i særdeleshed Cristiano Ronaldo er rigtig godt kørende. Den unge portugiser scorer mål på samlebånd og i onsdagens kamp mod Portsmouth fortsatte Ronaldo med at imponere. Efter ti minutters spil modtog han bolden i dybden, tog den med sig, og sendte den mellem benene på Portsmouth-keeperen. Blot tre minutter senere fik United-tilhængerne noget mere at juble over, da Ronaldo viste fantastisk sparketeknik på et frispark, og bragte United på 2-0. Ronaldo blev kampens eneste målscorer. United vandt fuldt fortjent opgøret 2-0.
Everton – Tottenham
Der var lagt op til en tæt kamp, da Everton hjemme på Goodison tog imod Tottenham, der har været en af de største skuffelser i Premier League i denne sæson. Everton derimod har gjort det godt, og ligger med i den gode ende af tabellen. Det blev en tæt affære. Således formåede hverken Everton eller Tottenham at få bolden i mål hverken i første eller anden halvleg, hvilket betød, at de to hold måtte tage til takke med et enkelt point hver.
Skriv et svar