Наши партнеры

Menu



Referat: Premier League 11. Runde

Engelsk fodbold

Der blev uddelt store tæsk i London, da Chelsea tog imod efterårets overraskelse, Manchester City. Manchester United fortsatte den gode form mod Middlesbrough, mens Tottenham led endnu et nederlag. Vi bringer et overblik over weekendens kampe i Premier League.

Sunderland – Fulham

Oprykkerne fra Sunderland skulle i opgøret mod Fulham forsøge, at hente vigtige point. Det startede dog bedst for udeholdet, der efter godt en halv times spil kom foran 0-1 ved en scoring af Simon Davies. I anden halvleg så det endnu sværere ud for hjemmeholdet, da Grag Halford måtte forlade banen efter at have modtaget sit andet gule kort. På trods af overtallet formåede Fulham ikke at lukke kampen, og det resulterede i, at Sunderlands Kenwyne Jones udlignede blot fire minutter før tid. Kampen endte 1-1.

Manchester United – Middlesbrough

Opgøret var knap nok fløjtet i gang inden hjemmeholdets Nani havde fået bolden i mål. Den unge portugiser bragte hjemmeholdet foran 1-0 i det tredje minut. Middlesbrough svarede dog hurtigt igen, og bare få minutter efter var stillingen 1-1. Det var Jeremie Aliadiere, der var på pletten. Det var dog ikke længe han og de øvrige Middlesbrough-spillere fik lov til at glæde sig over denne udligning. Efter en halv times spil bragte Wayne Rooney United foran 2-1. I anden halvleg viste hjemmeholdet for alvor deres øjeblikkelige styrke. Carlos Tevez gjorde det til både 3-1 og 4-1, som var kampens resultat.

Reading – Newcastle

Efter en målløs første halvleg kom der gang i scoringerne efter pausen. Hjemmeholdets Dave Kitson var på pletten, og han gjorde det således til 1-0 kort tid efter pausen. Med omkring et kvarter tilbage af opgøret fik Newcastle udlignet, da Michael Duberry var uheldig at score selvmål, og på den måde lukke udeholdet ind i kampen igen. Det lignede en uafgjort kamp, men seks minutter før tid scorede Shane Long til 2-1, og afgjorde kampen til Readings fordel.

Chelsea – Manchester City

Hjemmeholdet var tydeligvis topmotiverede fra starten af denne kamp. Mickael Essien åbnede, hvad der skulle vise sig at blive en ren målfest, allerede efter et kvarter, da han bragte Chelsea foran 1-0. Efter en halv times spil viste Didier Drogba sit enorme målinstinkt, da han øgede til 2-0 efter en flot aflevering af Frank Lampard. Efter pausen var Drogba igen på pletten, og han afgjorde reelt kampen med sin scoring til 3-0. Chelsea var dog ikke færdige endnu, og Joe Cole gjorde det med en halv time igen til 4-0. Derefter scorede Salomon Kalou til hele 5-0, inden Andriy Shenchenko gjorde ydmygelsen total, da han sendte bolden i mål til slutresultatet 6-0.

Birmingham – Wigan

Oprykkerne fra Birmingham havde besøg af Wigan, der hurtigt viste, at de var kommet for at hente point med hjem. Marcus Bent scorede til 0-1 efter 23 minutters spil. Men Birmingham havde ikke tænkt sig at lade Wigan snuppe pointene. Olivier Kapo udlignede blot tre minutter senere. Efter pausen var Bent på pletten igen, og han bragte Wigan i front. Liam Ridgewell udlignede for Birmingham, da han scorede til 2-2. Med omkring ti minutter tilbage af opgøret kom Kapo på scoringstavlen igen. Han afgjorde kampen med sin scoring til 3-2, og sikrede Birmingham en vigtig hjemmebanesejr.

Portsmouth – West Ham

Det var en intens affære da West Ham gæstede Portsmouth. Ingen af de to hold formåede at score i første halvleg, hvor Nolberto Solano havde halvlegens største chance, da han ikke fik ram på et godt indlæg. I anden halvleg havde Solano igen en god mulighed for at score, da riposten fra Carlton Coles forsøg på overlæggeren landede for fødderne af peruvianeren. Han sendte dog bolden forbi mål. Der blev ikke scoret i opgøret, som endte 0-0.

Bolton – Aston Villa

Siden Sam Allardyces afgang har Bolton haft det svært. Holdet er startet dårligt ud i ligaen, og ligger under nedrykningsstregen. I kampen mod Villa, der havde Martin Laursen med i hele kampen, startede det godt. Nicolas Anelka bragte holdet foran 1-0, men Aston Villa fik efter omkring en times spil udlignet ved Ashley Young. Det endte med en pointdeling mellem de to hold, og Bolton er dermed stadig under nedrykningsstregen.

Derby – Everton

Derby tog hjemme på Pride Park imod Everton, til noget der lignede en svær opgave for hjemmeholdet. Det blev det da også. Udeholdet kom foran ved Mikel Arteta efter lidt under en halv times spil, og i anden halvleg blev 0-1-føringen udbygget til en føring på 0-2, da Aiyegbeni Yakubu skød sig selv på måltavlen. Derby kom aldrig tilbage i opgøret, som Everton fortjent vandt med 0-2.

Tottenham – Blackburn

Kriseramte Tottenham, der for nyligt både sagde farvel og goddag til en manager, skulle forsøge at komme på rette spor i kampen mod Blackburn. Det startede da også rigtig godt for hjemmeholdet, der kom foran på et straffespark, eksekveret af Robbie Keane. Men Bennedict McCarthy ville det anderledes, og han bragte balance i regnskabet med sit mål til 1-1 efter en times spil. Dette resultat så længe ud til at holde kampen ud, men i overtiden dukkede Christopher Samba op og scorede til 1-2, hvilket blev kampens resultat. Tottenham er dermed forsat under nedrykningsstregen.

Liverpool – Arsenal

Se dybdegående referat af kampen her.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu