
Denne runde af Premier League bød på et vaskeægte lokalopgør mellem Everton og Liverpool, hvor der vanen tro var dramatik på højt niveau. I London gik det mere roligt til, da Arsenal forsvarede førstepladsen med en sejr over ligaens bundprop, Bolton. Du får hele overblikket over tiende runde her.
Everton – Liverpool
Rundens første kamp var et ægte lokalderby på Goodison Park mellem Everton og Liverpool. Det var hjemmeholdet, der fik den bedste start på kampen, da Liverpool-forsvaren, Sami Hyypia havde den tvivlsomme fornøjelse at sparke bolden forbi sin egen keeper. Kort tid inde i anden halvleg tog kampen dog en anden drejning. Kampens dommer, Mark Clattenburg, viste Evertons Tony Hibbert det røde kort, og gav Liverpool straffespark, hvilket Dirk Kuyt sikkert omsatte til mål. Vi skulle helt frem til kampens overtid, før der igen blev scoret. Hjemmeholdets Phil Neville reddede et skud der havde kurs mod netmaskerne med hånden, og Liverpool fik et nyt straffespark. Endnu en gang scorede Kuyt. Efterfølgende lignede det et straffespark til hjemmeholdets Joleon Lescott, men Clattenburgs fløjte forblev tavs, og kampen endte 1-2.
Wigan – Portsmouth
Harry Redknapps tropper fra Portsmouth var på besøg hos Wigan. Udeholdet har fået en god start på sæsonen, mens Wigan har været mere svingende i deres præstationer. Det var da også favoritterne fra Portsmouth, der kom bedst ud af kampen. Det holdte dog hårdt. Først inden for de sidste ti minutter af kampen fik Benjani bolden i mål. Efterfølgende fik også Glen Jonhson scoret, da han sparkede bolden ind bag Wigan-keeperen. Udeholdet vandt kampen 0-2.
Fulham – Derby
Hverken Fulham eller oprykkerne fra Derby har startet sæsonen overbevisende. Specielt oprykkerne har haft det svært med at følge med i det høje Premier League-tempo, og ligger på nuværende tidspunkt til at rykke ned igen. Hjemmeholdet Fulham var favoritter til opgøret, mens Derby ville blive glade, hvis de bare formåede at få et point med hjem. Der var flere chancer i kampen til begge hold, men der blev ikke scoret, og Derby kunne derfor rejse hjem med et værdifuldt udebanepoint i bagagen.
Blackburn – Reading
Ewood Park dannede rammen om opgøret mellem Blackburn og Reading. Det skulle hurtigt vise sig, at blive et målrigt opgør. Allerede efter 32 minutters spil var Mark Hughes’ Blackburn-mandskab foran med hele 3-0 på mål af McCarthy, Santa Cruz og Kerimoglou Tugay. Gæsterne kæmpede for at undgå en ren afklapsning, og Kevin Doyle fik scoret to mål. Mit i mellem hans to scoringer havde hjemmeholdets McCarthy dog været på pletten igen, denne gang på et straffepark. Hjemmeholdet vandt sikkert 4-2.
Manchester City – Birmingham
Manchester City har fået en fornem start på sæsonen, og skulle i kampen mod oprykkerne Birmingham forsøge at hænge på i toppen af tabellen. Det startede ganske fint, og Elano Blumer kunne fortjent bringe værterne i front efter 37 minutters spil. Det var hjemmeholdet der havde det spilmæssige overtag i kampen, og dette udnyttede de til at hive en smal sejr på 1-0 hjem.
Middlesbruogh – Chelsea
Hverken Middlesbrough eller Chelsea har oplevet nogen god sæsonstart. Hjemmeholdet er kun lige over nedrykningsstregen, mens London-klubben slet ikke har vist det flotte spil, som de ellers ser ud til at have spillerne til at kunne levere. På trods af det var de klare favoritter i dette opgør, og holdets angriber Didier Drogba, hvis fremtid i klubben er usikker, bragte udeholdet i front allerede i det 8. minut. Denne føring blev udbygget i anden halvleg, hvor forsvarsspilleren Rodrigo Alex bragede et frispark på god afstand i mål. Det endte med en sikker udebane-sejr, selvom Chelseas spil langt fra var prangende.
Arsenal – Bolton
Det var top mod bund i dette opgør. Arsenal topper Premier League, mens denne rundes modstander, Bolton, har den kedelige status som bundprop i ligaen. Der var derfor ingen tvivl om hvem der var favoritter i opgøret, men første halvleg endte uden scoringer. I anden halvleg bragte Kolo Toure London-klubben i front, da han sparkede et frispark i mål. Thomas Rosicky fordoblede denne føring, da han ti minutter før slutfløjt sparkede et indlæg fra Theo Walcott i mål.
Aston Villa – Manchester United
Oddsene var på forhånd ikke på Aston Villas side. I 12 år har Manchester United nemlig ikke tabt på Villa Park, og igen i denne kamp så det svært ud for hjemmeholdet. Det startede ellers godt for Aston Villa, der kom i front ved Gabriel Agbonlahor. Men efterfølgende gav Villas forsvar Wayne Rooney alt for meget plads. Dette takkede Rooney for, og han bragte med to mål United foran. Udeholdet kom yderligere i front, da Rio Ferdinand med hjælp fra en Villa-forsvarer fik bolden over stregen. I anden halvleg begik Villa-keeper, Scott Carson, straffespark og han måtte forlade banen efter at have fået et rødt kort. Rooney havde chancen for at score hattrick, men angriberen misbrugte forsøget. Ryan Giggs scorede i stedet kampens sidste mål til 1-4-sejr til United.
West Ham – Sunderland
Allerede efter ni minutters spil bragte den tidligere Chelsea-angriber, Carlton Cole, hjemmeholdet foran 1-0. I anden halvleg kom Roy Keanes Sunderland tilbage i kampen, da Kenwye Jones fik bolden i nettet. Tolv minutter senere var Sunderland-målmanden Craig Gorden uheldig og score selvmål, og i kampens overtid scorede walisiske Craig Bellamy til slutresultatet 3-1.
Newcastle – Tottenham
Tottenham har fået en elendig start på denne sæson, og havde inden opgøret ikke vundet siden den 18. august. En ellers kedelig første halvleg bød på et enkelt mål i slutningen af halvlegen. Newcastles Obafemi Martins var på pletten. I anden halvleg bragte Cacapa hjemmeholdet foran 2-0, inden Tottenham vågnede op. Robbie Keane bragte London-klubben tilbage i kampen med sit mål til 2-1. Efterfølgende var det udeholdet der var bedst spillende, men det var Newcastle der vandt kampen. James Milner lukkede og slukkede med sin scoring til 3-1, og Tottenham er dermed under nedrykningsstregen efter denne tiende runde.
Skriv et svar