
Manchester United møder i dag Tottenham i Carling Cup-finalen og ganske som forventet, har man valgt at spare etablerede profiler, der normalt er selvskrevne.
Manchester Uniteds rutinerede manager Sir Alex Ferguson har i dagens anledning, Carling Cup-finalen mod ligarivalerne Tottenham, valgt at stille op med et ungt hold, da skottens prioriteringer ligger i Champions League og den hjemlige liga.
Navne som Darron Gibson og Danny Welbeck er ikke så velkendte som feks. Ryan Giggs, Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney, men ikke desto mindre er det disse vi finder i startopstillingerne hos de engelske mestre, da Sir Alex Ferguson har valgt at spare profilerne til Premier League-kampen mod Newcastle.
“Vi har en stor kamp ude mod Newcastle på onsdag, og vores prioritet vil altid være Premier League og Champions League,” siger Alex Ferguson til BBC.
Den rutinerede manager har ingen bekymringer i, at han muligvis kommer til at svække det stjernespækkede Manchester United-mandskab, hvis han sætter unge og uprøvede spillere ind.
“Vi vil selvfølgelig gerne vinde, fordi vindermentaliteten i denne klub er derfor vi har haft så meget succes, men vi kender vores prioriteringer og det påvirker mit valg af hold som jeg vælger søndag,” siger han.
Selvom Tottenhams manager Harry Redknapp ved, at det bliver et ungt hold han og London-klubben er imod, er han dog ikke i tvivl om hvem, der har favoritrollen.
“De er det bedste hold i Europa, og de var fantastiske mod Inter i tirsdags i Champions League, siger Redknapp, der mener, at hans spillere vil være ekstra opsatte mod Manchester United, der er favoritter trods en reservespækket startopstilling.”
Kampen afvikles på Englands nationalstadion, Wembley.
Skriv et svar