Наши партнеры

Menu



Optakt: Premier League 9. Runde

Engelsk fodbold

Manchester United er efter en lidt træg start ved at have fundet rytmen. I denne weekend skal det vise sig, om de kan holde stimen mod Wigan. Desuden står Arsenal og Liverpool, begge med hjemmekampe, med gode kort på hånden til at kunne fastholde deres status som ubesejrede hidtil i denne sæson

Manchester United – Wigan (Spilles lørdag d. 6-10-2007 kl. 13:45)

Manchester United er efter en lidt hektisk start nu igen helt oppe i gear, i hvert fald resultatmæssigt, dette beviste de bl.a. med en 2-0-sejr i forrige uge over Chelsea, og endnu en sejr sidste uge ude over Birmingham, 1-0. Dog er Uniteds spil stadig ikke prangende, og der vil sandsynligvis også være muligheder for Wigan i denne kamp, det kræver dog at de får brudt Uniteds yderst velsmurte forsvarskæde. Så en smal United-sejr vil være umulig at udelukke.

Aston Villa – West Ham (Spilles lørdag d. 6-10-2007 kl. 16:00)

Efter den yderst målrige kamp mod Tottenham i mandags, hvor Martin Laursen scorede to mål og høstede store roser, venter der nu Villa en ny kamp, denne gang mod West Ham, som har tabt deres to seneste kampe mod hhv. Newcastle og Arsenal, hvilket dog heller ikke er helt uefne modstandere. Men alt i alt må Villas hjemmebanefordel vægtes som den mulige forskel på holdene.

Arsenal – Sunderland (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 13:00)

Arsenal er stadig ubesejrede og tromler derudaf, Sunderland ligner ikke et hold, der skal forvente bare at få et ben til jorden i denne kamp. De sidste fem gange disse to hold har mødt hinanden, har Arsenal scoret mindst tre mål hver gang, og med det momentum de har i øjeblikket, virker det usandsynligt, at de ikke får gjort det samme igen, og så ligner det unægtelig en Arsenal-sejr.

Reading – Derby (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 15:00)

Der er lagt op til et bundgys på Madejski Stadium når Derby gæster Reading. Enten kan Derby med deres blot anden sejr i ni kampe overhale Reading og sende dem under stregen, ellers kan Reading modsat med deres tredje sejr i samme antal kampe oparbejde et lille hul til de allernederste. En fuldstændig åben kamp er der i vente, det eneste tegn på en afgørelse før kampstart er, at Derby har spillet fire udekampe i denne sæson og tabt alle fire med en målscore på 0-16, så statistisk set kan det blive svært for Derby.

Manchester City – Middlesbrough (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 16:00)

Manchester City kunne stadig, også uden Kasper Schmeichel, det viste de i sidste uge ved at slå Newcastle 3-1 hjemme, hvor Middlesbrough ude tabte 0-2 til Everton, og netop denne stime kan vise sig at fortsætte i denne weekend. Manchester City har nemlig indtil videre vundet alle deres fire hjemmekampe, hvorimod Middlesbrough blot har sejret i en af deres fire udekampe og det var over Fulham, som ikke har fået nogen god start, så alt i alt kunne det ligne en City-sejr

Liverpool – Tottenham (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 16:00)

Liverpool er stadig ubesejret i denne sæson, men på trods af 6-0-sejren over Derby, er det ikke just angrebsspillet der har været hovedårsagen til de fine takter, tværtimod har de kun lukket to mål ind i de første otte kampe. Foruden dette har Tottenham heller ikke scoret de seneste fire gange Liverpool har været modstanderen, men de har dog de fire mål fra Villa-kampen, som måske kan få noget bedre spil frem. Men Liverpool må sæsonstarten taget i betragtning betegnes som klare favoritter, desuden har Liverpool også en del at bevise efter det skuffende 0-1-resultat hjemme mod Marseille i midtugen.

Blackburn – Birmingham (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 16:00)

Midterholdene Blackburn og Birmingham står overfor hinanden i noget, der kan forventes at blive et tæt opgør. Kun en enkelt af Birminghams første otte kampe i sæsonen er endt med en forskel på to mål mellem de involverede hold, det er bl.a. blevet til et-måls nederlag til Chelsea og Manchester United, og en uafgjort mod Liverpool. Samtidig er Blackburn til gengæld det eneste hold der har taget point fra Arsenal i indeværende sæson, og også det eneste hold, som har slået Manchester City. Tilmed er det, i de seneste fire kampe mellem disse to mandskaber, hjemmeholdet der har trukket det længste strå, så Blackburn er en mulig vinder af dette opgør.

Bolton – Chelsea (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 16:00)

Bolton har fået en mildest talt miserabel start på sæsonen, men får i denne weekend lov til at møde en modstander, der ikke har vundet i de seneste seks kampe, og Chelsea virker ikke til at have oplevet en chokeffekt efter fyringen af Mourinho. Udover de ingen sejre har fået på det sidste, har Chelsea heller ikke scoret i noget så uvant som de sidste fire kampe, derfor kan man kun forestille sig en rigtig tæt kamp, muligvis uden specielt mange chancer.

Newcastle – Everton (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 16:00)

Begge mandskaber har i starten af sæsonen været en smule svingende i præstationerne, alligevel er det lykkedes Everton at lægge sig på 5. pladsen inden denne runde, på trods af, at holdet bl.a. har tabt 0-1 til bundholdet Reading. Everton med Thomas Gravesen i truppen kan konsolidere deres position i toppen, men samtidig råder Newcastle også over farlige frontløbere i Martins, N’Zogbia og Viduka, der kan slå til når det er nødvendigt, hvilket måske vil kræves i denne spændende kamp.

Fulham – Portsmouth (Spilles søndag d. 7-10-2007 kl. 17:10)

På trods af at Fulham i sidste uge spillede 0-0 mod Chelsea, kan der i denne kamp måske blive tale om endnu en målrig kamp fra Portsmouths side, såvel som Fulham faktisk. Fulham har efterhånden fundet evnen til at score mål, men desværre har de i to af de sidste fire kampe selv lukket tre mål ind, når de formåede at score det samme antal. Desuden kommer Portsmouths offensiv med masser af selvtillid efter 7-4-sejren over Reading, som samtidig var den mest målrige kamp siden den bedste engelske række skiftede navn til Premier League. Så måske er der mange mål i vente, men hvad var fodbold, hvis man kunne forudsige alt?

Skrevet af Thomas Kloster



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu