
Rivalerne Tottenham og Arsenal tørner sammen i denne 6. runde af Premier League. Derudover skal opgøret Everton og Manchester United blive spændende at følge. Vi har kigget nærmere på samtlige kampe i denne runde.
Everton – Manchester United (Spilles den 15/09-2007 kl. 13:00)
Rundens første opgør er et ganske spændende et af slagsen. Sidste sæsons mestre fra Manchester har ikke fået den start på sæsonen som de havde håbet på, mens Everton til gengæld har fået en rigtig fin start. Hjemmeholdet er inden dagens runde nummer tre med lige så mange point som både nummer to og et, Arsenal og Liverpool, der dog har spillet en kamp færre. Det er derfor en spændende kamp vi har i vente, hvor Manchester nok må betegnes som små favoritter. Everton har dog gode chancer for at stjæle point via deres gode sæsonstart.
Portsmouth – Liverpool (Spilles den 15/09-2007 kl. 13:45)
Udeholdet topper ligaen inden denne spillerunde, og dette endda selvom holdet har spillet en kamp færre end flere af de øvrige hold. Daniel Agger og co. har endnu ikke tabt i denne sæson, og er da også favoritter i opgøret mod Portsmouth. Hjemmeholdet er placeret på den kedelige side af midten på en 13. plads, og har indtil videre blot hentet en enkelt sejr i fem kampe. Sætter man de to hold op mod hinanden, spiller for spiller, vil de heller ikke i denne kamp få en sejr. Liverpool har set på papiret bedre spillere, og er derfor også favoritter.
Tottenham – Arsenal (Spilles den 15/09-2007 kl. 14:30)
Der er ingen tvivl om hvem af de to rivaler, der har fået den bedste start på sæsonen. Arsenal er med helt fremme, mens Tottenham via en dårlig sæsonstart er at finde noget længere nede i tabellen. På trods af dette skal intet tages for givet i dette opgør, hvor vi kan forvente dramatik for alle pengene. De to hold bryder sig mildt sagt ikke meget om hinanden, og derfor vil White Hart Lane med sikkerhed danne en god ramme om dette opgør. Arsenal må være små favoritter grundet den gode start på sæsonen, men i sådanne opgør kan næsten alt ske.
Sunderland – Reading (Spilles den 15/09-2007 kl. 16:00)
Hverken Sunderland eller sidste års store overraskelse Reading har fået nogen god start på sæsonen. Begge ligger de i den tunge ende af tabellen med fire point. Det er dog tidligt og meget kan ske, men man kan godt forestille sig, at disse to hold vil være med i kampen om at undgå nedrykning, og derfor er de tre point meget vigtige for begge hold. Det er svært at udpege en favorit, da de to hold er nærmest side om side i tabellen. Vi har en meget åben kamp i vente.
West Ham – Middlesbrough (Spilles den 15/09-2007 kl. 16:00)
West Ham har i denne sæson spillet fire kampe, vundet to af dem, spillet en enkelt uafgjort samt tabt en kamp. Dette betyder, at holdet er placeret som nummer 11. En udmærket start for hjemmeholdet, der før denne sæson sagde farvel til den argentinske angriber, Carlos Tevez. Udeholdet Middlesbrough er startet knapt så godt. Holdet er én placering under West Ham, men har spillet en kamp mere. Kampen forventes meget lige, men West Ham står med favoritværdigheden.
Birmingham – Bolton (Spilles den 15/09-2007 kl. 16:00)
Bolton havde før starten på denne sæson ambitioner om en placering, der vil give europæisk fodbold. Dette har de nok stadig, men en dårlig sæsonstart har sat dem lidt bagud, og de er nummer 19 inden denne runde. Modstander- og oprykkerholdet Birmingham har haft en svær start i Premier League, og holdet har efter fem kampe fire point på kontoen. I sidste spillerunde tabte holdet til Middlesbrough, og i denne kamp vil Bolton, selvom de er placeret dårligere en Birmingham, stå med favoritværdigheden. Kampen er dog meget åben, og Birmingham står med fine chancer for at nuppe ét point eller tre.
Wigan – Fulham (Spilles den 15/09-2007 kl. 16:00)
Denne kamp ligner endnu et jævnbyrdigt opgør. Wigan har fået den bedste start på sæsonen, men i sidste spillerunde klarede Fulham det bedre. Holdet spillede 3-3 mod Tottenham, mens hjemmeholdet led et smalt nederlag til Newcastle på 1-0. Wigan er dog førerholdet hvad angår favoritværdigheden i dette opgør.
Chelsea – Blackburn (Spilles den 15/09-2007 kl. 18:15)
I sidste spillerunde led Chelsea et sviende nederlag på 2-0 til Aston Villa. Dette er helt sikkert ikke noget, der passer manager Jose Mourinho, som nok har talt med store bogstaver efter kampen. Kampen mod Blackburn bliver heller ingen nem kamp. The Blues må se bort fra profilerne Didier Drogba og Frank Lampard. Et hårdt slag, som Blackburn med sikkerhed vil forsøge at udnytte. Chelsea har dog en bred trup, og som reserve for Drogba har Jose Mourinho udtalt til klubbens hjemmeside, at Andriy Shevchenko kan forvente spilletid for første gang i denne sæson. Holdet fra Stamford Bridge må betegnes som favoritter.
Manchester City – Aston Villa (Spilles den 16/09-2007 kl. 17:00)
Hjemmeholdet har muligvis danske Kasper Schmeichel med på mål. Den normale førstemålmand Andreas Isaksson er vendt tilbage efter sin skade, men den danske keeper har gjort det så godt, at han er svær at skubbe af pladsen. Hos Aston Villa kan vi forvente os Martin Laursen med fra start. Forsvarsspilleren scorede i landskampen mod Liechtenstein, og har vist rigtig fin form på det seneste. Udeholdet bringer god selvtillid med til kampen. I sidste spillerunde satte holdet Chelsea på plads, mens City tabte til Blackburn. En spændende kamp, hvor en direkte favorit er svær at udpege.
Derby – Newcastle (Spilles den 17/09-2007 kl. 21:00)
Rundens sidste kamp står mellem oprykkerne fra Derby og Newcastle. Hjemmeholdet har den kedelige ære at være indehaver af ligaens sidsteplads, mens det ser noget bedre ud for Newcastle. Michael Owen og resten af holdet er på en sjetteplads inden denne spillerunde, og har generelt gjort det godt. Netop Owen har vist, at han er ved at være tilbage. Senest med to mål i Englands EM-kvalifikationsskamp mod Rusland. Udeholdet er store favoritter til at vinde over Derby, der ser ud til at få en svær sæson.
Skriv et svar