Наши партнеры

Menu



Optakt: Premier League 33. Runde

Engelsk fodbold

33. runde i Premier League byder på topopgør, når Arsenal for anden gang i denne uge tager imod Liverpool. Chelsea, der besidder ligaens andenplads, skal en tur til Manchester, mens Tottenham på udebane mod Blackburn, har muligheden for at rette op på sidste rundes 1-4-nederlag til Newcastle. Få overblikket over rundens kampe her.

Arsenal – Liverpool (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 13:45)

Der bliver knald på allerede fra rundens første opgør. Arsenal skal for anden gang i denne uge møde Liverpool, og igen har The Gunners hjemmebanefordel. De to klubbers Champions League-møde i midtugen endte uafgjort, 1-1, og nu står de to mandskaber så overfor hinanden i Premier League. Efter en lidt skuffende periode vandt Arsenal i sidste spillerunde 3-2 over Bolton, efter at være kommet bagud 2-0. Liverpool vandt også deres seneste ligakamp. Deres modstander var bysbørnene fra Everton, og Liverpool har nu sat sig på ligaens fjerdeplads, som Everton nu får svært ved at nå. Vi kan som altid forvente os et spændende opgør, der nok ikke vil blive præget af fantastisk spil, men derimod hård fight fra begge klubbers side.

Blackburn – Tottenham (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

Tottenham blev sat på plads af Newcastle i sidste spillerunde, da de sort/hvid-stribede sejrede med hele 4-1. Tottenham har været alt for svingende i deres præstationer i denne sæson, hvilket også betyder, at de ikke er med i kampen om placeringerne i toppen. Blackburn derimod kæmper en hård kamp for at ende blandt de fem bedste, men det ser ikke alt for godt ud for lige nu. De er placeret som nummer syv, men har hele syv point op til Everton på femtepladsen, og dette hul får de svært ved at hente. Situationen blev bestemt ikke bedre af, at holdet kun spillede 0-0 med Reading i sidste weekend. Tottenham vil, selvom de reelt set ikke har noget tilbage at spille for, være opsatte på at vaske nederlaget til Newcastle væk, og kan de finde det gode spil frem, som de har vist enkelte gange i denne sæson, kan de godt få tre point med fra dette opgør.

Aston Villa – Bolton (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

Aston Villa har kun hentet to point i deres seneste fem kampe, og derfor skal de ganske enkelt vinde dette opgør, hvis de skal holde liv i det efterhånden meget lille håb om europæisk deltagelse i næste sæson. Bolton har efter sidste rundes nederlag til Arsenal fire point op til redning, men holdet har ikke vundet i de sidste syv kampe, hvilket gør Martin Laursen og Villa favoritter til at vinde opgøret. Sidste opgør mellem de to klubber endte uafgjort, 1-1.

Wigan – Birmingham (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

De to klubber ligger henholdsvis nummer 16 og 17 i tabellen, og derfor vil en eventuel vinder af opgøret kunne spille sig lidt væk fra den truende nedrykningsstreg. Wigan har fem point ned til Bolton, der ligger lige under nedrykningsstregen, mens Birmingham har fire point, men det er netop på denne tid af sæsonen, at slutspurten skal sættes ind. Vi kommer med al sandsynlighed til at se to hold, der vil kæmpe hårdt for tre point.

Fulham – Sunderland (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

Der er lagt op til et intenst opgør på Craven Cottage, når Fulham tager imod Sunderland. Roy Keanes tropper kan med en sejr spille sig et stort skridt tættere på redning, mens Fulham skal vinde, for at mindske afstanden på seks point op til Birmingham, der ligger lige over nedrykningsstregen. Statistisk set ser det bedst ud for Fulham. Sunderland har nemlig ikke vundet over Fulham i ligaen siden 1952. Første opgør i denne sæson mellem de to klubber endte 1-1.

Newcastle – Reading (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

Det ser ud til, at Newcastle igen har fundet ind i et godt spor, efter en lang række skuffende resultater. Således har holdet fra St. James’ Park vundet de seneste to ligakampe, og nu er Kevin Keegans udvalgte på jagt efter sejr nummer tre på stribe. Reading ser også ud til at have fundet formen igen efter otte nederlag i streg, og det er tilsyneladende på det helt rigtige tidspunkt, og har således vundet tre af de seneste fem kampe. Reading vandt det første opgør mellem de to klubber i denne sæson med 2-1.

Manchester City – Chelsea (Spilles lørdag d. 5-4-2008 kl. 16:00)

Hvis Arsenal vinder den tidligere Premier League-kamp mod Liverpool, vil det ligge pres på Chelsea, der skal vinde, for at holde liv i mesterskabsdrømmene. Samtidig kan Chelsea ligge pres på førerholdet Manchester United, der først skal i kamp søndag. Og det ligner en overkommelig modstander, The Blues skal op imod. Efter en forrygende start på sæsonen er City dalet længere og længere ned i tabellen, og de tabte senest med 3-1 til Birmingham. Det første opgør i denne sæson, der blev spillet på Stamford Bridge, vandt Chelsea med hele 6-0.

Middlesbrough – Manchester United (Spilles søndag d. 6-4-2008 kl. 14:30)

Hvis både Arsenal og Chelsea vinder deres kamp lørdag, så vil der være pres på Manchester United, der søndag eftermiddag gæster Middlesbrough. United ligner dog i øjeblikket et hold, der kan overvinde dette pres. Anført af Cristiano Ronaldo går holdet fra den ene sejr til den anden, og det er også dem, der står med de bedste kort på hånden i sæsonafslutningen, hvor en mester skal findes. Middlesbrough, der ligger nummer 13, tabte senest 1-0 til Chelsea, men var meget tæt på at tage point med hjem. Derfor må Manchester United ikke undervurdere Middlesbrough, der dog er stærkt undertippede.

Everton – Derby (Spilles søndag d. 6-4-2008 kl. 16:00)

Søndagens anden, men også sidste kamp, står mellem Everton og Derby. Efter nederlaget til Liverpool i sidste runde får Everton meget svært ved at slutte på ligaens Champions League-givende fjerdeplads, så deres mål må nu være, at forsvare femtepladsen, hvor de i skrivende stund er fire point foran Portsmouth. Derbys nedrykning til The Championship blev en realitet i sidste spillerunde, da de spillede uafgjort med Fulham, og dermed ligner det en sikker hjemmebane-sejr til Everton. Første kamp mellem de to klubber i denne sæson endte med en Everton-sejr på 2-0.

West Ham – Portsmouth (Spilles tirsdag d. 8-4-2008 kl. 20:45)

Rundens sidste opgør, der står mellem West Ham og Portsmouth, spilles tirsdag aften, da Portsmouth i weekenden skal spille FA Cup-semifinale mod West Bromwich. Portsmouth kan sikre sig europæisk deltagelse ved at vinde FA Cuppen, men skulle dette ikke lykkes, så har de også en anden mulighed, nemlig ligaens femteplads. Denne plads besidder Everton i øjeblikket, men med et forspring på fire point, er det ikke afgjort endnu. West Ham er nummer ti i ligaen, og har som sådan ikke noget at spille for. Da de to klubber mødtes tidligere i denne sæson endte opgøret uden en vinder, 0-0.



Kommentér

En kommentar til “Optakt: Premier League 33. Runde

  1. Ikercasillas siger:

    Hej hvorfor skriver i ikke hvad i tipper kampene til 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu