Наши партнеры

Menu



Optakt: Premier League 28. Runde

Engelsk fodbold

Otteogtyvende runde i Premier League byder på danskermøde, når Martin Laursens Aston Villa gæster Nicklas Bendtners Arsenal. Derudover mødes Derby og Sunderland til et brag i bunden af ligaen, mens West Ham skal prøve kræfter med titelkandidaterne fra Chelsea. Manchester United skal på besøg i London, hvor Fulham venter, og på Goodison Park skal Everton op imod Portsmouth. Få overblikket over denne rundes kampe i Premier League her.

Fulham – Manchester United (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

Fulham ser ud til at komme på en utrolig svær opgave, når de i denne runde tager imod selveste Manchester United. Fulham tabte i sidste spillerunde 0-1 til West Ham, og ligger under nedrykningsstregen. Dermed venter der klubben en hård kamp i resten af denne sæson. Manchester United har også en hård kamp foran sig, bare i den anden ende af tabellen. De har i skrivende stund tre point op til ligaens nummer et, Arsenal, men viste i sidste runde stor overlegenhed, da Newcastle blev besejret med 1-5. Da de to klubber mødtes tilbage i december sidste år vandt United 2-0, men det er ikke utænkeligt, at sejren bliver større denne gang. Det står klart, at gæsterne er store favoritter, selvom Fulham ikke skal undervurderes.

Birmingham – Tottenham (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

Birmingham er en af de klubber, der er i fare for at rykke ned i denne sæson. Holdet er nummer 17 i skrivende stund med blot med et enkelt point ned til Reading på ligaens 18. plads. I sidste spillerunde spillede holdet uafgjort mod ligaetterne fra Arsenal, mens Tottenham ikke var i aktion i Premier League i sidste weekend. Spurs spillede derimod Carling Cup-finale imod Chelsea. En kamp Spurs vandt efter forlænget spilletid. Dermed er det en klub, der har selvtilliden i orden forud for kampen mod oprykkerne. Birmingham har hårdt brug for point, men selvom de har hjemmebanefordel i denne kamp, ligner det en svær opgave.

Derby – Sunderland (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

I Derby er der lagt op til bundbrag, når ligaens absolutte bundprop, Derby, tager imod ligaens nummer 15, Sunderland. Derby er så godt som allerede rykket ned, mens Sunderland absolut fortsat har muligheden for at redde livet. En sejr over Derby ville være et skridt i den rigtige retning, og holdet er da også favoritter til at sejre. Dog kan det godt blive en tæt kamp ligesom det blev, da de to klubber mødtes første gang i denne sæson. Ved den lejlighed vandt Sunderland 1-0 på hjemmebane, men i denne runde er det Derby, der står med fordelen af hjemmebane. Sunderland har dog mere at slås for, da Derby reelt set kun kan pynte på en hidtil forfærdelig sæson.

Newcastle – Blackburn (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

Newcastle tabte i sidste spillerunde med hele 1-5 til Manchester United, og Kevin Keegan og hans mandskab rykker tættere og tættere på den frygtede nedrykningsstreg. Dermed skal holdet til at hente nogle point, hvis de ikke for alvor vil rykke ind i farezonen. Blackburn er placeret fire pladser over Newcastle på ligaens niendeplads. Til sammenligning har Blackburn i skrivende stund 42 point, mens Newcastle har tjent 28 point indtil videre. Newcastle har fordel af at spille på hjemmebane, og det kan måske være det, der kan sikre holdet point i denne kamp, som ligner et lige opgør.

Middlesbrough – Reading (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

Hvor det peger i den rigtige retning for Middlesbrough, går det til gengæld ikke godt for denne rundes modstander, Reading. Holdet har endnu ikke hentet point siden årsskiftet og er rykket ned under nedrykningsstregen. Middlesbrough er derimod rykket lidt ud af farezonen, og kan tage endnu et vigtigt skridt med en sejr i denne kamp. Det er da også hjemmeholdet, der står med favoritværdigheden inden kampen, hvor intet dog er afgjort på forhånd. Reading må efterhånden være sultne efter at hente de første point i 2008 og holdet har i den grad også brug for pointene.

Arsenal – Aston Villa (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

Arsenal vil huske tilbage på 27. runde som en runde, hvor de mistede angriberen Eduardo da Silva til en alvorlig skade, samt en runde, hvor de mistede to vigtige point i mesterskabskampen, da det blot blev til 2-2 mod Birmingham. Aston Villa besejrede Reading med 2-1 i sidste runde, og er placeret på ligaens sjetteplads med det samme antal point som Liverpool på femtepladsen, dog har Liverpool en kamp til gode. Der er meget på spil for begge klubber. Arsenal skal forsvare ligaens førsteplads og spille sig et skridt nærmere mesterskabet, mens Aston Villa kæmper for at slutte på en af de af pladser, der giver europæisk fodbold i næste sæson. Arsenal vandt det modsatte opgør tilbage i december og er igen i denne runde favoritter.

West Ham – Chelsea (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 16:00)

West Ham er placeret midt i tabellen uden at have så meget at spille om. Denne rundes modstander, Chelsea, har derimod ikke opgivet mesterskabet, der stadig er inde for rækkevidde. I sidste weekend spillede Chelsea Carling Cup-finale imod Tottenham. En finale som Chelsea tabte og en finale, hvor London-klubben spillede uinspirerende og meget passivt. Dette skal der rettes op på, hvis mesterskabet skal hentes tilbage. Derudover skal denne kamp mod West Ham give The Blues tre point, ellers ser det igen svært ud. Sidste gang Avram Grants tropper mødte West Ham vandt holdet 1-0, og de er favoritter til at sejre igen i denne runde. Holdet har fået spillere som Frank Lampard, John Terry, Mickael Essien og Didier Drogba tilbage på holdet, og burde være styrket.

Manchester City – Wigan (Spilles lørdag d. 1-3-2008 kl. 18:15)

Efter en rigtig god sæsonstart har Manchester City mistet pusten og er mere svingende i deres præstationer. Det har den seneste tids resultater været et klart bevis på. Efter en sejr over storebror Manchester United tabte holdet i sidste spillerunde 0-2 til Everton, og mistede vigtige point i kampen om de europæiske pladser. Wigan hentede i sidste runde en pligtsejr på 2-0 over Derby og er nu placeret som nummer 14 i ligaen. De er dermed ikke helt ude af nedrykningskampen, men er dog på vej i den rigtige retning. Begge klubber har brug for de tre point – City for ikke at blive sat af i racet om de eftertragtede pladser i toppen, og Wigan for ikke at ryge ned i farezonen igen.

Bolton – Liverpool (Spilles søndag d. 2-3-2008 kl. 14:30)

Både Bolton og Liverpool havde med sikkerhed regnet med en lidt bedre sæson end det er ved at udvikle sig til. Bolton er tæt på nedrykningsstregen og kan forberede sig til en hård kamp om at undgå at rykke ned. Liverpool, der før sæsonen havde mesterskabsdrømme, kæmper for ligaens fjerdeplads i kamp med klubber som Aston Villa og Everton. Mesterskabsvognen er kørt og er efterhånden nået rigtig langt væk, hvilket ikke er tilfredsstillende for klubben, der så gerne vil helt til tops. Sidste gang de to mødtes sejrede Liverpool med 4-0 og på trods af, at de denne gang skal spille på fremmed græs, er de igen favoritter.

Everton – Portsmouth (Spilles søndag d. 2-3-2008 kl. 17:00)

Runden afsluttes på Goodison Park, hvor to formstærke klubber står overfor hinanden. Både Everton og Portsmouth øjner europæisk deltagelse i næste sæson, og det ser i øjeblikket bedst ud for denne rundes hjemmehold, Everton, der i skrivende stund indtager ligaens fjerdeplads, der giver kvalifikationskampe til Champions League. Det mest realistiske for Portsmouth er at gå efter en af UEFA Cup-pladserne, som bestemt er inde for rækkevidde. Begge klubber kommer fra en sejr i sidste spillerunde. Everton besejrede sikkert Manchester City, mens Portsmouth vandt 1-0 over Sunderland. Da de to klubber mødtes tidligere på sæsonen endte opgøret uafgjort 0-0.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu