Наши партнеры

Menu



Optakt: Premier League 26. Runde (Opd. 13:38)

Engelsk fodbold

Seksogtyvende runde i Englands bedste fodboldrække byder på lokalderby, når de to Manchester-klubber, Manchester United og Manchester City, krydser klinger på Old Trafford. I London løber en anden rival-kamp af staben, når Stamford Bridge ligger ramme om opgøret mellem Chelsea og Liverpool. Ligaens tophold, Arsenal, møder Blackburn mandag aften, mens Aston Villa og Newcastle åbner ballet lørdag eftermiddag. Vi bringer et komplet overblik over rundens kampe.

Aston Villa – Newcastle (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 13:45)

Aston Villa led et 2-1-nederlag til Fulham i sidste spillerunde, og Martin Laursen og co. er dermed opsatte på revanche i denne runde, hvor Newcastle er modstanderen. Det bedste Newcastle kan gå efter i denne sæson er en god midterplacering, mens Villa ligger godt til i den øvre del af tabellen, hvor de kæmper om de eftertragtede europæiske placeringer. Med det in mente og med Aston Villa på hjemmebane, er de favoritter til lørdagens kamp. Sidste gang de to klubber mødtes endte opgøret målløst, 0-0.

Derby – Tottenham (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

Både Derby og Tottenham har haft en skuffende sæson. En dårlig start betyder, at Spurs er henvist til ligaens 11. plads, der er langt under forventningerne før sæsonen. Derby havde én opgave i denne sæson. De skulle skrabe så mange point som muligt sammen, for at livet i den bedste engelske række skulle bevares. Denne mission er dog ikke gået helt efter planen. I skrivende stund har Derby blot ni point på ligaens sidsteplads, og de har over ti point op til overlevelse. Det skal derfor vende fuldstændigt, hvis Derby bare skal have en minimal chance for at blive i Premier League. De er også stærkt undertippede i dette opgør mod Tottenham, der i sidste spillerunde fik 1-1 mod Manchester United.

Bolton – Portsmouth (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

På trods af en 2-0-sejr i sidste spillerunde over Reading er Bolton endnu ikke ude for nedrykningsfare. De har blot fire point ned til den streg, ingen hold ønsker at slutte under. Portsmouth spillede en god kamp i sidste runde, hvor de formåede at stjæle et point i kampen mod Chelsea. Holdet kæmper for en plads i top-7, men på nuværende tidspunkt er de nummer ni med tre point op til Manchester City på syvendepladsen. Sidste gang de to klubber mødtes endte opgøret med en 3-1-sejr til Portsmouth. Denne gang ligner det dog en noget tættere kamp, hvor Bolton via hjemmebanefordelen er små favoritter.

Middlesbrough – Fulham (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

Fulham er en af de klubber, der har oprustet truppen en del i vinterens transfervindue. Allerede i sidste kamp mod Aston Villa gav dette pote, da de hentede en flot 2-1-sejr. Leon Andreasen og co. skal nu forsøge at fortsætte stilen i denne rundes kamp mod Middlesbrough, der er nummer 13 i Premier League. Fulham ligger under nedrykningsstregen med tre point op til Reading, der ligger lige over stregen. Middlesbrough er favoritter til at sejre, og sidste gang de to klubber mødtes endte det daogså med en Middlesbrough-sejr på 1-2.

Everton – Reading (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

Rollerne er klare til opgøret mellem Everton og Reading. Det er hjemmeholdet, der står med favoritværdigheden mod gæsterne, der kæmper i bunden af ligaen. Everton besidder en flot fjerdeplads i øjeblikket, og fik uafgjort på udebane mod Blackburn i sidste runde. Reading var oppe imod Bolton sidst de var i aktion i Premier League-sammenhæng, og denne kamp tabte de 2-0 på hjemmebane. Everton burde ud fra dette kunne skrive tre point yderligere på kontoen efter denne kamp. Selvom intet er givet på forhånd skal Reading finde flot spil frem, for at få point med hjem fra Goodison Park.

West Ham – Birmingham (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

West Ham har gennem det meste af sæsonen været placeret midt i Premier League. De er hverken med i det sjove selskab i ligaens top, men er heller ikke en del af nedrykningskampen i ligaens bund. Oprykkerne fra Birmingham er derimod en klar deltager i bundkampen, hvor de i øjeblikket besidder ligaens 18. plads, der betyder nedrykning. Det er værterne, der er favoritter i denne kamp, hvor West Ham dog ikke må føle sig for sikre. Birmingham spillede uafgjort med Derby i sidste runde, mens West Ham led et 1-0-nederlag til Wigan. Da de to klubber mødtes tilbage i august sidste år vandt West Ham 0-1.

Sunderland – Wigan (Spilles lørdag d. 9-2-2008 kl. 16:00)

Sunderland og Wigan ligger side om side i Premier League. Det eneste der skiller de to hold ad er målforskellen, hvor Wigan er lidt bedre. Der er dog stor forskel på de to klubbers resultater i sidste spillerunde. Sunderland led et klart nederlag til Liverpool, mens Wigan besejrede West Ham. De to klubber mødtes i FA Cuppen tilbage i januar, og ved denne lejlighed var Wigan overlegne, da de kørte en 0-3-sejr hjem. Deres kamp i ligaen tidligere i denne sæson endte med samme cifre. Dermed har Wigan et lille overtag inden kampen, hvor Sunderland kan drage fordel af hjemmebane.

Manchester United – Manchester City (Spilles søndag d. 10.2-2008 kl. 14:30)

Dybdegående optakt bringes senere.

Chelsea – Liverpool (Spilles søndag d. 10-2-2008 kl. 17:00)

Dybdegående optakt bringes senere.

Arsenal – Blackburn (Spilles mandag d. 11-2-2008 kl. 21:00)

Runden afsluttes i London, når Arsenal og Blackburn tørner sammen mandag aften. I sidste spillerunde tilbageerobrede Arsenal førstepladsen i ligaen, da de sikkert besejrede Manchester City. Blackburn var langt fra overbevisende i deres seneste kamp, hvor de spillede uafgjort med Everton på hjemmebane. Nicklas Bendtner og resten af Arsenal-mandskabet er da også store favoritter til opgøret, hvor The Gunners skal forsvare førstepladsen. Blackburn kæmper dog en hård kamp for at sikre sig en placering, der giver europæisk fodbold i næste sæson, og skal derfor ikke afskrives på forhånd.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu