Наши партнеры

Menu



Optakt: Premier League 23. Runde

Engelsk fodbold

Der er London-derby på programmet i denne treogtyvende runde, når Fulham tager imod Arsenal, der skal forsøge at tilbageerobre førstepladsen. Skal dette lykkes skal Reading stjæle point fra Manchester United, der viser stor styrke i øjeblikket. Chelsea hænger fortsat på i toppen og møder i denne runde Birmingham, der tog point fra Arsenal i sidste spillerunde. Runden spilles færdig mandag aften, hvor Liverpool skal op imod Martin Laursens formstærke Villa-hold. Vi bringer det fulde overblik over treogtyvende runde.

Reading – Manchester United (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Manchester United viste stor overlegenhed i sidste spillerunde, hvor Newcastle blev sendt hjem med en øretæve på hele 6-0. Premier Leagues førerhold viser stor styrke i øjeblikket og der er ikke meget, der tyder på, at Reading skal kunne sætte en stopper for dette. Reading præsterer ikke godt i øjeblikket og er placeret på ligaens 13. plads. Da de to klubber sidst tørnede sammen lykkedes det Reading at stjæle point på Old Trafford, men selvom de har hjemmebanefordel i denne rundes kamp, så bliver det efter al sandsynlighed en meget svær opgave.

Portsmouth – Derby (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Portsmouth har i den seneste tid ikke været imponerende at følge. Holdet kæmper for europæisk fodbold i næste sæson, men skal dette mål nås, skal spillet forbedres. I sidste runde tabte holdet 2-0 til oprykkerholdet, Sunderland, men i denne kamp er chancerne for Portsmouth-sejr rigtig store. Modstanderen er nemlig bundproppen Derby, der hidtil blot har hentet syv point og blot står noteret for en enkelt sejr. Det ligner en hjemmebanesejr, men Portsmouth skal ikke tage for let på det.

Birmingham – Chelsea (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Via god fight hentede Birmingham uafgjort mod Arsenal i sidste spillerunde. I denne runde venter et nyt stort London-hold, Chelsea. The Blues lider fortsat under fravær fra flere profiler, men ikke desto mindre er holdet godt kørende. Tottenham blev sikkert besejret på eget græs i sidste runde og set ud fra det, burde oprykkerne fra Birmingham ikke blive noget stort problem. Chelsea må dog ikke undervurdere Birmingham, der trods en placering i den kedelige ende af tabellen samt blot fem sejre i denne sæson godt kan overraske. Vil Chelsea hænge på i toppen, skal der dog tre point på kontoen.

Fulham – Arsenal (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Der er London-brag i Fulham, hvor Arsenal kommer på besøg. Efter et skuffende uafgjort resultat i sidste runde mod Birmingham i en kamp, hvor flere spillere virkede modløse, skal Arsenal forsøge at komme tilbage. Det suveræne hold har ikke været så suveræne på det seneste og derfor er der bestemt ingenting der er afgjort på forhånd. Fulham, der for nyligt sikrede sig FCKs Brede Hangeland, ligger godt nok til nedrykning i øjeblikket, men plejer at give den en ekstra skalle i disse kampe. Det er en kamp Arsenal skal vinde, for ikke at tabe terræn til Manchester United i toppen.

Blackburn – Middlesbrough (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Blackburn besejrede Bolton i deres seneste ligakamp, mens Middlesbrough klarede uafgjort mod Liverpool. Gæsterne er kun et enkelt point fra nedrykningsstregen, hvorfor de har hårdt brug for point. Blackburn har også brug for point i den anden ende af tabellen. De er placeret lige udenfor top-7, der giver europæisk fodbold i næste sæson. Derfor ville en sejr gøre godt for begge mandskaber. Da de to klubber mødtes tilbage i august var det Blackburn, der løb med alle tre point. De er igen til denne kamp favoritter til at stjæle sejren.

Tottenham – Sunderland (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 16:00)

Tottenham er i færd med at redde en katastrofal sæson. Holdet er blot nummer 12 i ligaen, hvilket er langt under forventningerne. Efter en udmærket periode blev de stoppet på Stamford Bridge, hvor Chelsea sejrede med 2-0. Tottenham har en god mulighed for at komme tilbage i denne runde, hvor modstanderen hedder Sunderland. Godt nok besejrede Sunderland Portsmouth i sidste runde, men holdet ligger til nedrykning og er et hold, som Tottenham skal slå, hvis de skal tilbage. Gæsterne vil dog være opsatte på at hive point med hjem fra London, da point er en hårdt tiltrængt ting i bundstriden.

Newcastle – Bolton (Spilles lørdag d. 19-1-2008 kl. 18:15)

Newcastle er et hold i krise. Det blev udstillet af Manchester United i sidste spillerunde, da Newcastle blev sendt med et klart 6-0-nederlag. Siden da er holdets nye manager kommet på plads, men Kevin Keegan har noget at rette op på. Hans første kamp bliver mod Bolton, der ligeledes har problemer. Bolton har mistet topscorer Nicolas Anelka, der er skiftet til Chelsea, og er meget tæt på nedrykningsstregen. Hvilken af de to klubber, der klarer sig bedst i denne kamp skal blive spændende, men en ting er sikkert, begge hold har brug for succes.

Wigan – Everton (Spilles søndag d. 20-1-2008 kl. 14:30)

Wigan hentede en smal 1-0-sejr over Derby i sidste runde, hvilket betød, at holdet kravlede lige op over nedrykningsstregen med en bedre målscore end Sunderland. Ligesom det er tæt i bunden er der også kamp om pladserne i den bedre del af tabellen. Everton er nummer fem i skrivende stund og viser godt spil. Sidst de var i aktion i liga-sammenhæng slog de Manchester City 1-0 og de er også favoritter til at vinde denne kamp. Da de to hold sidst mødtes endte det med en Everton-sejr på 2-1.

Manchester City – West Ham (Spilles søndag d. 20-1-2008 kl. 17:00)

Manchester City faldt et par pladser i tabellen, da de i sidste spillerunde tabte til Everton. City-mandskabet er dalet lidt i niveau efter de ellers fik en fantastisk start på sæsonen. West Ham har været meget svingende i denne sæson. De er placeret lige midt i tabellen på en 10. plads, hvor de hverken er i fare for nedrykning men ej heller tæt på de europæiske pladser. En sejr over City vil dog betyde, at de vil rykke tættere på de eftertragtede pladser. De to klubber mødtes for nyligt i FA Cuppen, hvor City løb af sted med en smal sejr på 1-0.

Liverpool – Aston Villa (Spilles mandag d. 21-1-2008 kl. 21:00)

Liverpool må se i øjnene, at de på nuværende tidspunkt er meget langt væk fra førstepladsen i ligaen. To skuffende uafgjorte kampe i træk har betydet, at de øvrige tophold har øget forspringet, hvilket Liverpool ikke kan være tilfredse med. Lige i hælene på dem er hold som Aston Villa, der netop er denne rundes modstander. Det bliver ingen nem opgave for Liverpool, da Martin Laursen og resten af Aston Villa-mandskabet er rigtig godt kørende i øjeblikket. Villa er nummer seks i skrivende stund med samme antal point som Liverpool, der dog har spillet en kamp færre.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu