Наши партнеры

Menu



Optakt: Champions League-gruppespillet 5. kamp A-D

Champions League

I aften spiller holdene fra Champions League-grupperne A-D deres femte kamp i gruppespillet. Efter i aften vil vi være meget klogere på hvilke hold, der går videre til 1/8-finalerne, og hvilke der er færdige i turneringen. Vi bringer en optakt til onsdag aftens otte opgør i den prestigefyldte turnering.

Gruppe A:

Besiktas – Marseille

Besiktas har ikke været overbevisende i deres seneste mange hjemmekampe i Champions League. De har tabt tre af deres seneste fem CL-hjemmekampe. Besiktas har dog aldrig tabt hjemme til et fransk hold. Lige så slemt ser det ud for Marseille, der har tabt otte af deres seneste ti CL-udekampe. Trods dette indtager Marseille pt. en andenplads i Gruppe A – 1 point bag Porto og 3 point foran Liverpool, der ligger på tredjepladsen. Besiktas må undvære et halvt hold i Serdar Kurtulus, Gökhan Zan, Ibrahim Kas, Mehmet Yozgatli og Lamine Diatta, der alle døjer med skader. Marseille-træner Eric Gerets kan igen glæde sig over at have anfører Lorik Cana og forsvarschefen Julien Rodriguez tilbage, han har derfor taget en 21-mandstrup med til Tyrkiet, hvor franskmændene skal forsøge at rejse sig efter 0-8-udmygelsen, der skete mod Liverpool.

Forventede startopstillinger:

Besiktas: Arikan – Serdar Kurtulus, Diatta, Toraman, Uzulmez – Ozcan, Cissé, Avci, Tello – Delgado, Bobo.

Marseille: Mandanda – Bonnart, Rodriguez, Faty, Taiwo – Nasri, Cana, Zenden, Valbuena – Ziani – Niang.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Vi tror, at Marseille rejser sig ovenpå det ydmygende nederlag til Liverpool. Vi tror, at franskmændene vinder kampen med en smal 2-1-sejr.

______________________________________________________________________________

Liverpool – Porto

Der er lagt op til en yderst interessant kamp på Anfield Road i aften. Liverpool fik en forfærdelig start på årets Champions League med kun et point for de første tre kampe. I sidste runde fik ”The Reds” dog rettet en lille smule op på den katastrofale start ved at vinde hele 8-0 over Besiktas. Samtidig lykkedes det for Aggers mandskab, at hente et komfortabelt udesejr på 3-0 over Newcastle i weekenden. Dermed virker det som et veloplagt Liverpool-mandskab, der i aften løber på banen til den femte kamp i gruppe A.

Også aftnens modstander, FC Porto, viser i øjeblikket stor styrke. Det portugisiske mesterhold fører Champions League Gruppe A med otte point for fire kampe, og i den hjemlige har holdet ikke tabt i 14 kampe i streg. Der er dermed, som tidligere nævnt, lagt op til et spændende og yderst vigtig opgør på Anfield Road.

Forventede startopstillinger:

Liverpool: Reina, Arbeloa, Carragher, Hyypia, Fabio Aurelio, Benayoun, Gerrard, Mascherano, Riise, Voronin, Crouch.

Porto: Hélton, Stepanov, Bruno Alves, Fucile, Raúl Meireles, Cech, Bosingwa, Paulo Assunção, Quaresma, Sektioui, Lisandro López.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Vi tror, kampen bliver et særdeles lige opgør, som kan tippe til begge sider. Dog vil vi sætte vores lid til hjemmeholdet, da Liverpool skal bruge en sejr for videre avancement. 2-1 er TotalBold’s bud på kampens resultat.

______________________________________________________________________________

Gruppe B:

Rosenborg – Chelsea

Rosenborg har overrasket mange med deres imponerende indsats indtil videre. Holdet besidder andenpladsen i Gruppe B, og vil med en sejr i aftenens kamp mod gruppens førerhold, Chelsea, tage et stort skridt på vej mod 1/8-finalerne. Og det er ikke en helt umulig opgave nordmændene står over for. Godt nok er Chelsea på papiret et bedre fodboldhold, men de engelske vicemestre får ikke nemme betingelser. London-klubben har været hårdt ramt af skader den seneste tid, og til aftenens kamp kan de heller ikke stille med stærkeste hold. På trods af dette, burde Chelsea have klassen til at slå Rosenborg, og dermed sikre deres videre færd i Champions League. Selvtilliden er dog høj hos det norske mandskab, der har leveret flotte resultater hidtil i turneringen. De to klubbers første møde endte uafgjort, 1-1 i London.

Forventede startopstillinger:

Rosenborg: Hirschfeld – Stoor, Kvarme, Dorsin, Riseth – Skjelbred, Sapara, Tettey, Razack Traoré – Iversen, Koné.

Chelsea: Cudicini – Belletti, Terry, Alex, Bridge – Essien, Makelele, Lampard – Cole, Drogba, Kalou.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Vi tror, at Chelsea vil vise klassen, og vinde kampen, og dermed sikre sig videre avancement til 1/8-finalerne. Rosenborg vil ikke være stærke nok, selvom de er på hjemmebane, og har leveret imponerende resultater i Champions League. Vi tror, at kampen ender med en smal Chelsea-sejr på 1-0.

______________________________________________________________________________

Valencia – Schalke 04

Valencia og Schalke kæmper en hård kamp, for at komme videre fra gruppespillet. Spanierne har haft problemer i turneringen, hvor de senest tabte til upåagtede Rosenborg på hjemmebane. Nederlaget fik også konsekvenser, holdets træner Quique Sanchéz Flores blev fyret, og ind er kommet Ronald Koeman. Schalke har heller ikke været overbevisende i deres præstationer, men de vil dog med point i denne kamp kunne spille sig nærmere videre avancement. Tyskernes store problem har været den manglende bredde i truppen. Efter mange skader er dette blevet tydeligt for de fleste. Det er dog begyndt at lysne på skadesfronten. Bliver der en taber i denne kamp, kan denne godt vinke farvel til videre deltagelse i Champions League. Derfor vil begge hold naturligvis være klar allerede fra første fløjt.

Forventede startopstillinger:

Valencia: Hildebrand – Miguel, Albiol, Marchena, Moretti – Joaquin, Albelda, Silva, Vicente – Angulo, Villa.

Schalke 04: Neuer – Rafinha, Bordon, Krstajic, Westermann – Jones, F. Ernst – Özil, Rakitic – Halil Altintop, Kuranyi.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Valencia har langt fra imponeret i dette års gruppespil, men Schalke har heller ikke gjort det meget bedre. Derfor vurderer vi, at dette opgør vil blive en tæt affære, der ender med en pointdeling. Totalbold.dk tror på resultatet 2-2.

______________________________________________________________________________

Gruppe C:

Werder Bremen – Real Madrid

Werder Bremen døjer med flere skader, og til aftenens kamp har holdets brasilianske midtbaneprofil, Diego, karantæne. Dette betyder sandsynligvis, at danske Daniel Jensen vil blive rykket længere frem på banen, hvilket Jensen har udtalt, også er det, der passer ham bedst. Gruppe C er en af de grupper, der stadig er meget åbne, og selvom Werder Bremen indtager en skuffende sidsteplads i puljen, er videre avancement slet ikke umuligt. Real Madrid behøver nødvendigvis ikke en sejr over tyskerne, men hvis de ikke vinder, vil gruppen blive utrolig åben inden sidste spillerunde. Spanierne har ikke været så imponerende i deres præstationer på det seneste, mens Werder Bremen er fint kørende i Bundesligaen. Spanierne vil dog utvivlsomt gå efter en sejr i aften, så gruppen ikke bliver så åben når sidste runde skal spilles.

Forventede startopstillinger:

Werder Bremen: Wiese – Fritz, Mertesacker, Naldo, Pasanen – Jensen, Baumann, Borowski – Carlos Alberto – Sanogo, Rosenberg.

Real Madrid: Casillas – Sergio Ramos, Metzelder, Cannavaro, Marcelo – Diarra, Gago – Robinho, Guti, Raúl – van Nistelrooy.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Werder Bremen er på hjemmebane, og Real Madrid har historisk set ikke klaret det godt mod tyske hold på udebane. Bremen har dog heller ingen god statistik imod spanske hold, og derfor tror vi på en 1-2-sejr til Real.

______________________________________________________________________________

Lazio – Olympiakos

Der venter et meget spændende opgør i Italien, når Lazio onsdag aften tager imod Olympiakos. Begge hold er noteret for fem point for de første fire kampe, og derfor vil de tre point blive meget afgørende for, hvilke hold, der kommer videre fra gruppen. Hvis det lykkedes for Lazio, at spille dig videre fra gruppespillet i Champions League vil det være første gang siden sæsonen 1999/2000. Det bliver en svær kamp for grækerne, da de skal spille på udebane, hvor Lazio traditionel tro er et stærk mandskab. Olympiakos, der har vist godt spil i Champions League-gruppespillet, skal dog ikke undervurderes, da de har et stærkt kollektiv.

Forventede startopstillinger:

Lazio: Ballotta – Scaloni, Stendardo, Siviglia, Kolarov – Mudingayi, C. Ledesma, Mutarelli – Mauri – Pandev, Rocchi.

Olympiakos: Nikopolidis – Torosidis, Antzas, Zewkalov, Pandos – Stoltidis, Cristian Raúl Ledesma, Patsatzoglou – Galletti, Djordjevic – Lua Lua.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Hverken Lazio eller Olympaikos kan tåle at tabe aftenens kamp. Vi vurderer, at det bliver et tæt opgør, der dog til sidst vil vippe over til Lazios fordel. Vi tror, at italienerne henter en sejr på 2-1.

______________________________________________________________________________

Gruppe D:

Benfica – Milan

I aften mødes Gruppe D’s sidsteplads, Benfica, med førstepladsen, Milan. Hjemmeholdet har efter de fire første kampe kun skrabet tre point sammen, mens italienerne har fået 9 point efter ligeså mange kampe. I ligaen går det dog bedre for Benfica. Holdet har stadig ikke tabt i den portugisiske 1. Division, og de indtager ligaens 2. plads. Holdet kommer med en frisk sejr i bagagen, da det i weekenden blev til en 3-1 sejr ude mod bundholdet, Academica.

Milan har været i omvendt store vanskeligheder i den hjemlige liga. Klubben ligger kun nummer 9, og præstationerne har været langt fra prangende. Søndag var milaneserne igen i problemer i Serie A, men kunne dog takket være et frisparksmål fra Andrea Pirlo hive sejren hjem mod Cagliari.

Forventede startopstillinger:

Benfica: Quim, Luis Filipe, Luisao, David Luiz, Léo, Katsouranis, Petit, Rodríguez, Rui Costa, Maxi Pereira, Nuno Gomes.

Milan: Dida, Oddo, Nesta, Kaladze, Maldini; Gattuso, Pirlo, Brocchi, Kaká, Seedorf, Gilardino.

Totalbold.dk’s bud på kampen: Kampen spilles på Estadio de Luz, også kaldt Lysets Stadion, og vi forventer derfor, at det bliver en spændende kamp. Dog bør Milan være stærke nok til at slå portugiserne. 1-0 er vores bud på kampen

______________________________________________________________________________

Celtic – Shakhtar Donetsk

Celtic behøver blot en scoring, før de kan notere deres 200. mål i den europæiske turnering samt Champions League, hvis dette sker i aften, vil det blive i deres 125. kamp. Celtic er ubesejret i deres seneste ti europæiske hjemmekampe, hvor de kun har sluppet to mål ind. De har holdt målet rent i 14 ud af deres seneste 16 kampe. Shakhtars statistik er ikke just prangende. De har tabt deres seneste elleve CL-udekampe, og har kun formået at vinde én enkelt gang. Shakhtar ligger lige med Celtic i point i Gruppe D, med 6 point, men de har en bedte målscorer, hvilket betyder, at de ligger på andenpladsen. Fernandinho er ikke med for Shakhtar, da han har karantæne. Begge trupper er skadesfri. Celtics keeper, Artur Boruc, samt midtbanespilleren Paul Hartley er tvivlsomme til opgøret.

Forventede startopstillinger:

Celtic: Boruc – Naylor, Caldwell, Kennedy, McManus – Scott Brown, Donati, Jarosik, McGeady – McDonald, Vennegoor of Hesselink.

Shakhtar Donetsk: Pyatov – Srna, Chygrynskiy, Kucher, Rat – Willian, Lewandowski, Jadson, Gladkiy – Lucarelli, Brandão.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Kampen vil uden tvivl være meget intens, og skotterne er kendte for at gå til stålet, og aftenens kamp tror vi absolut ikke vil blive nogen undtagelse. Begge hold har 6 point, hvorfor en sejr til et af holdene, vil betyde videre avancement. Vi regner derfor med, at der vil blive kæmpet til det sidste sekund. Vi tror, at Celtic formår, at hive en 2-0-sejr hjem.

Skrevet af Casper Lohse, Thomas Mørch og Pernille Nielsen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu