
Claude Makelele er efterhånden blevet 36 år, og derfor har han også selv været i tvivl, om han skulle fortsætte karrieren på højeste plan. Nu melder franskmanden dog ud, at han tager endnu et år på banen.
Claude Makelele skiftede før denne sæson til franske Paris St. Germain, og den rutinerede defensive midtbanemand har været fast inventar på hovedstadsklubbens midtbane i denne sæson. Det vil den tidligere Real Madrid- og Chelsea-spiller sandsynligvis også være i næste sæson, da han har besluttet at tage endnu en tørn.
“Jeg bliver i klubben, da direktør Sebastien Bazin har forsikret mig om, at den kommende træner regner med mig. Jeg er formentlig klar til endnu et år på banen,” siger Makelele til L’Equipe. Han håber også på at blive i PSG i fremtiden, da han satser på et job i klubben, når han engang indstiller karrieren.
Paris St. Germain har endnu ikke fundet frem til, hvem der skal sidde på trænerbænken i næste sæson, efter at Paul Le Guen trådte tilbage tidligere på sæsonen.
Skriv et svar