FC Barcelona sejrede sikkert i aftenens Champions League-finale, hvor de efter en usikker start på kampen, fik spilovertaget. Samuel Eto’o og Lionel Messi blev kampens to målscorere.
FC Barcelonas defensiv var svækket til finalen, hvor profiler som Dani Alves, Eric Abidal samt Rafael Marquez i den vanlige startformation, var ude med henholdsvis karantæner og en knæskade.
Det kunne tydeligt mærkes i kampens indledende minutter, hvor der opstod store fejlafleveringer i forsvaret. Efter blot 30 sekunder sparkede målmand Victor Valdés bolden ud over sidelinjen, og da stadionuret havde passeret otte minutter, havde Cristiano Ronaldo allerede afsluttet tre gange, og derved lagt massivt pres på den spanske storklub.
Derfor var det ganske overraskende, at det trods den ustabile start, var FC Barcelona, som bragte sig i front. Ti minutter var spillet, da Samuel Eto’o brød igennem i Manchester Uniteds bagkæde. Han modtog bolden fra Andres Iniesta, hvorefter han satte Nemanja Vidic af med en stopfinte for derefter at lægge bolden sikkert ind bag Edwin van der Sar tæt på mål, til stillingen 1-0.
Efter scoringen var Uniteds offensive spillere paralyseret, og derved fik catalanerne mere plads at spille deres hurtige kombinationsspil på. Men englændernes solide forsvarsspil i bagrummet sørgede for, at Barcelona-spillerne ikke fik scoret yderligere i første halvleg.
Sir Alex Ferguson valgte at benytte et af sine esser på bænken. Carlos Tévez gjorde sin entre i stedet for Anderson, som ikke havde gjort sig synderligt bemærket.
Men FC Barcelona-spillerne fortsatte, hvor de slap fra første halvleg. Blot tre minutter inde i anden halvleg fik den franske stjerneangriber, Thierry Henry, en kæmpe chance. Han fik elegant afdriblet Rio Ferdinand, men efter at være kommet frem til en oplagt afslutning, valgte han at afslutte noget forkølet med en blød inderside på den rutinerede keeper van der Sar.
Fem minutter senere brændte det dog for alvor på igen nede ved Uniteds mål. Barcelona havde fået dømt frispark kort udenfor det lille felt, og Xavi skulle forsøge at score. Han demonstrerede sin gode sparketeknik i situationen, men til stor ærgrelse for Barca-lejren, ramte han stolpen, hvorefter bolden røg ud af farezonen.
Herefter stod United for en række angreb, men Ronaldo løb inden for få minutter offside to gange, og skarpheden manglede for englændernes offensiv, som ellers har vist sig at være effektiv hele turneringen igennem.
Efter 70 minutters spil kunne de 80.000 tilskuere på lægterne juble endnu engang, da den lille ekvilibrist, Lionel Messi, drev gæk med United-forsvaret, da han fuldstændigt umarkeret fik headet bolden over målmanden van der Sar, som desperat forsøgte at redde skuddet ved at gå ud af sit mål, mens Rio Ferdinand så passivt til i det lille felt. De spanske mestre var nu foran 2-0, og det var i sandhed op ad bakke for United.
Kort efter havde Cristiano Ronaldo mulighed for at reducere, men Victor Valdés var hurtigt over ham, og fik lukket af for sit mål.
Med små ti minutter tilbage af kampen begik indskiftede Scholes et groft frispark på Busquets, som sagtens kunne være blevet takseret til et direkte rødt kort, men kampens dommer, Massimo Busacca, nøjes med at præsentere ham for et gult kort.
Manchester United havde ikke mere at byde på i aften, mens FC Barcelona havde de bedste forudsætninger for at bringe sig yderligere i spidsen, men kampen endte med de overbevisende cifre 2-0 i catalanernes favør.
Med sejren kunne spillerne og staben i FC Barcelona juble over den historiske ”The Treble”, mens man løftede den flotte pokal med de store ører.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar