
TotalBold.dk varmer op til den store Champions League-finale på onsdag mellem FC Barcelona og Manchester United. Vi har vurderet samtlige spillere, som vi forudser, der vil være at finde i startformationerne samt de to cheftrænere. Duellen står herunder mellem holdenes højre-angribere, Messi og Ronaldo.
FC Barcelona: Lionel Andrés Messi
Født: 24. juni 1987
Nationalitet: Argentina
Højde: 169 cm
Vægt: 67 kg
Tidligere klubber: Barcelona B
Champions League-præstation i denne sæson:
Den blot 21-årige vævre Barcelona-spiller har stået for en stor del af den catalanske storklubs scoringer. I løbet af sine ti Champions League-kampe har han scoret otte mål, hvilket næsten er et mål pr. kamp. I knald eller fald-kampene scorede Messi først mod Lyon fem minutter inden første halvlegs afslutning i en kamp som Barcelona senere ville trække sig sejrrigt udad med 5-2. I kvartfinalens første opgør var Messi stærkt medvirkende til spaniernes 4-0-sejr hjemme mod Bayern München, hvor den lille argentiner scorede to mål.
Champions League-erfaring:
Ligesom Cristiano Ronaldo har Messi vundet pokalen med de store ører før. Her skal vi til året 2006, hvor Barcelona mødte Arsenal i finalen. Messi var overhovedet ikke udtaget til truppen af den daværende træner Frank Rijkard, men havde alligevel deltaget i den. Han scorede blot et enkelt mål, hvilket var i gruppespillet, da Barcelona mødte græske Panathinaikos som de slog 5-0.
Styrker:
Lionel Messi minder om Ronaldo på en del områder, da han har mange egenskaber lig portugiseren. Messi er exceptionel hurtig og har en formidabel teknik. Når først han accelerer og kommer op i fart, mens han samtidig får gang i finterne, så er der ingen måde at stoppe ham på. Messi er også en dødboldspecialist og rammer jævnligt plet med sine frispark. Messi er desuden en komplet angriber, da han stort set kan spille samtlige offensive positioner på banen, mens han også er en habil oplægger.
Svagheder:
Lionel Messi blev født med en hormonforstyrrelse, hvilket gjorde at han stoppede med at vokse som trettenårig. Som resultat af den lidelse, så er Messi dårlig i det fysiske spil og kan lettet vippes omkuld af større modstandere. Grundet sin lave højde er han dårlig på hovedstød og høje bolde, mens han ofte bliver skadet.
Manchester United: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro
Født: 5. februar 1985
Nationalitet: Portugal
Højde: 185 cm
Vægt: 74 kg
Tidligere klubber: Sporting CP
Champions League-præstation i denne sæson:
Den unge portugiser har været en essentiel mand for det engelske mandskab. Det første mål han scorede i forbindelse med Champions League var i 2-0-sejren over den italienske storklub Inter, hvilket medførte til videre avancement i den prestigefyldte turnering. Målet bragte englænderne til kvartfinalerne, hvor Ronaldos landsmænd fra Porto ventede. Også her i kvartfinalerne kreerede den 24-årige kant en magisk oplevelse.
Efter blot seks minutters spilletid spillede den brasilianske midtbanespiller Anderson til Ronaldo der tog et træk til højre, hvorefter han affyrede et skud fra over 36 meter som langsomt steg og var uden for rækkevidde for Porto-målmanden Helton. Det spektakulære mål blev efter kampen lovprist af manager Alex Ferguson, mens Ronaldo selv kaldte det sit smukkeste mål nogensinde.
I løbet af sine elleve Champions League-optrædener, har den portugisiske landsholdsspiller scoret fire mål og har været bagmand til to mål. Der er begået hele 36 frispark på Ronaldo. Mange kritikere mener at det er som følge af at portugiseren filmer for meget.
Champions League-erfaring:
Cristiano Ronaldo er i sin unge alder efterhånden en rutineret herre i Champions League-regi. Han har således allerede vundet turneringen sidste år, hvor Manchester United mødte Chelsea. De originale 90 minutter endte i et 1-1-remis, hvor Cristiano Ronaldo scorede på et flot hovedstød efter 26 minutters spil. Nitten minutter senere udlignede Frank Lampard, hvorefter kampen endte i straffesparkskonkurrence. Her var Ronaldo overraskende nok den eneste af Manchester Uniteds samtlige syv skytter, der brændte i forsøget på at lave en finte.
Cristiano Ronaldo spiller en stor rolle for Manchester United. Uden Ronaldo kunne klubben formentlig ikke have noget så langt på trods af hårdtarbejdende tovejsspillere som Darren Fletcher og Michael Carrick og målscorere som Wayne Rooney.
Styrker:
Cristiano Ronaldo er gudsbenådet med en fremragende teknik, en fantastisk højrefod samt et rapt antrit. Desuden har han et hårdt og præcist frispark. Ronaldo er foruden disse kvaliteter også en giftig afslutter. I skrivende stund ligger han på en delt andenplads med atten mål i den hjemlige liga, mens han har et scoringsgennemsnit i Champions League på 0.39 pr. kamp.
Svagheder:
Cristiano Ronaldos styrker overskygger klart hans svagheder, men han lider dog stadig under mangler. Den unge portugiser kan til tider være en anelse for selvisk i forbindelse med sin omgang med bolden. Det er dog klart blevet bedre med alderen. Desuden kan han brokke sig en del i løbet af en kamp. Desværre har Cristiano Ronaldo også fået et prædikat som en spiller der filmer for meget. Det hænder stadig, men er blevet klart reduceret i løbet af årene. Det vil tage Cristiano Ronaldo lang tid at slippe af med det ry.
Samlet vurdering:
Lionel Messi har været flyvende denne sæson – både i den hjemlige liga, men også i Champions League. Han har i løbet af denne Champions League-sæson lavede fire assists i sine ti kampe, så han har stået utroligt stærkt. Cristiano Ronaldo er en vigtig spiller for United og uden ham havde de engelske mestre svært ved at få det flydende spil, som Ronaldo står for. Kampen mellem disse to er meget lige, men Lionel Messi har potentialet til at rykke fra Ronaldo og gøre finaleaftenen uforglemmelig.
Skrevet af Peter Christensen
Skriv et svar