Det er nu blevet offentliggjort at årets træner fra år 2006, Lars Olsen, skal afløse Bruce Rioch, når han til sommer stopper i OB.
Lars Olsen, der p.t. er træner i Randers, har skrevet under på en 2-årig kontrakt med OB, der træder i kraft den 1. juli 2007.
”Vi ser frem til samarbejdet med Lars Olsen, som vi ser som en yderst kompetent afløser for Bruce Rioch. Vi har fundet den rette afløser til at fortsætte den positive udvikling, der er skabt under Bruce Riochs ledelse. Lars Olsen har i sin karriere som spiller og træner vist en stærk vindermentalitet, og vi er overbevist om, at han er den rette til at fortsætte den positive sportslige udvikling i OB,” fortæller OB’s direktør Kim Brink.
Bruce Rioch har meddelt at det har været en svær beslutning at forlade OB, da han har haft en fantastisk tid. Han beskriver det som den bedste fodboldoplevelse han nogensinde har haft. Han fortæller at den eneste grund til at han må forlade fynboerne er, at han har brug for at være mere sammen med sin familie i Storbritannien. Bruce mener at Lars Olsen er den rette mand til at fortsætte OB’s succes.
Lars Olsen glæder sig meget til sit nye job, da han synes at OB er en spændende klub, der lige for tiden udvikler sig med fantastisk fart. Han vil gøre alt hvad han kan for at klubben fra Odense vil fortsætte denne udvikling, og er sikker på at OB stadig vil være et tophold langt ud i fremtiden.
Skriv et svar