Menu



Manchester United: De fantastiske fem og guldringens mulige afslutning

Skrevet af Kenneth Thygesen

De er blevet kaldet alt lige fra Class of ’92 til Den Gyldne Generation. De har tilsammen spillet over hundredvis af engelske landskampe tilsammen. De har slidt og slæbt på træningsbanerne i Manchester, siden de var 15-16 år gamle. Gary Neville, Phil Neville, Nicky Butt, David Beckham og Paul Scholes er navnene på fem spillere, som med blod, sved og tårer i over et årti har kæmpet for ”vores” klub.

En gylden generation af yderst talentfulde unge spillere, som har grebet chancen og i mange år har været fantastiske ambassadører for verdens største fodboldklub. De fantastiske fem har trods modstand fra mange sider (hvem sagde Alan Hansen?) gjort en forskel i den røde trøje og været en uhyggelig vigtig årsag til Uniteds guldalder i 90’erne og i starten af det nye århundrede. Ringen blev startet med en sejr i ungdommens svar på FA Cup i starthalvfemserne, da de fem var med til at hæve trofæet, og i år kan måske blive det sidste år for de fem britiske knægtes optræden på Old Trafford.

Det er efterhånden et par år siden, at Butt, Beckham og Phil Neville forlod klubben til fordel for henholdsvis Newcastle, Real Madrid og Everton. Tilbage i omklædningsrummet på Old Trafford står kun Paul Scholes og Gary Neville nu – to loyale tjenestemænd hvis startplads i en stærk United-trup er fortrængt på det groveste. De har begge to i de seneste par år døjet med mange skader, som adskillige gange har sat dem ud af spillet. Øjenskader, maveskader, knæskader og så videre har tvunget den rødhårede midtbaneterrier og den trofaste kaptajn op på tribunen, alt imens nye spillere har triumferet på ”deres” positioner. Det har sat deres spor, og Sir Alex Ferguson har – til trods for en dyb respekt for de to solidariske briter – kastet sin kærlighed på unge, nye spillere.

I Paul Scholes’ tilfælde er kampen om de to centrale midtbanepladser uhyggelig tæt, og dagsformen og modstanderens spillestil vægtes og overvejes nøje, inden Sir Alex udpeger de to, som skal arbejde i det røde maskinrum. Når Paul Scholes er i topform og rammer dagen, mener jeg, at han uden tvivl er Englands allerbedste centrale midtbanemand – til at udføre det job han skal for United vel at mærke. Han har ikke en arbejdskapacitet som Steven Gerrard, en sparketeknik som Sneijder eller en kreativitet Fabregas. Men Scholes, åh Paul Scholes. Ingen slår en tværaflevering så præcist og så nøjagtigt som ham. Ingen formår at optræde så køligt og med så stort et overblik som ham. Ingen udstråler den ro og den vindene ”vi skal nok køre den her hjem, drenge”-attitude som ham. Han er en ener, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det underbygges også på det tydeligste af, at de to tidligere engelske landstrænere Sven Göran Eriksson og Steve McClaren i hver deres landstrænerperiode, bønfaldt den 170 centimeter høje United-spiller om, at vende tilbage på landsholdet, til hvilket han kvittede i 2004. Det gjorde de, velvidende om at de havde verdensklassespillere som Frank Lampard, Steven Gerrard, Michael Carrick og Owen Hargreaves på den position. Det siger lidt om Paul Scholes’ uvurderlige kvaliteter.

Men men men.. Den pasningssikre midtbanemand er ikke, hvad han har været, hvilket han kan takke flere skader og ikke mindst alderen for. Scholes fylder midt i november 35 år, og hans tid som en fast del af Uniteds start 11’er er for mig at se ved at være forbi. Han døjer pt. (naturligvis) med en skade, og han forventes først tilbage i december. Flere folk gjort deres entré på Uniteds midtbane i sidste sæson i og med at Scholes også der var ude i store perioder med skader. Unge Anderson var en kæmpe fornøjelse at følge i sidste sæson, og den boldsikre Michael Carrick trådte fra kamp til kamp mere og mere i karakter.

I år har skotten Darren Fletcher vist højt niveau, og han har med hele tre scoringer i Premier League i år vist, at han også er værd at tro på. Derudover er både Owen Hargreaves og den purunge Rodrigo Possebon klar til at tage over i kulissen. Scholes har nået en alder, hvor der er langt mellem snapsene, hvad angår hans gode kampe. Den normalt så kompetente Scholes har mærket alderen trykke allerede i sidste sæson, da han i flere tilfælde blev vraget til vigtige topkampe til fordel for Anderson, Hargreaves eller Carrick. Set for mig er Scholes mere og mere en spiller, som vi har i klubben af visuelle grunde. Han udviser en loyalitet, der er værd at tage ved lære af og er besiddelse af en stor rutine, som de unge talenter kan suge til sig af. Han er naturligvis også i besiddelse af flere kompetencer, men på fodboldbanen er han ved at være ved vejs ende. De mange mål som Scholes for år tilbage var garant for udebliver, og de skærende diagonalafleveringer er afløst af passive sidelæns afleveringer.

Scholes er på vej ud – ikke ud af klubben forhåbentlig, men på vej ud af Uniteds trup. Manden er ikke hvad han har været, og jeg tror snart at vi ser ham i en funktionærstilling i klubben frem for på træningsbanen. Jovist, manden har stadig noget at give af, men en 35-årig mand, som har vundet utallige mesterskaber og FA Cups, to Champions League-titler og spillet over 60 landskampe er naturligvis ikke i besiddelse af den forventede sult, som kræves for at være på Uniteds hold. Paul Scholes er snart en saga blot på Uniteds midtbane, som jeg ser det.

Gary Neville var engang en af Europas bedste og sikreste højre backs, men også skader har tvunget den aldrende Manchester-dreng ud af truppen. I hele 07-08-sæsonen var ”Gaz” udenfor med undtagelse af en eller to kampe som indskifter. Uniteds evige reserve, Wes Brown, overtog med stor ros højrebacken og den plads har han ikke i sinde at afvige til fordel for kaptajn Neville.

Browns førhen tvivlsomme og usikre aktioner for United er blevet erstattet af velkvalificerede solide indsatser i selv de største Champions League- og Premier League-kampe. I takt med at Brown performer, falder Nevilles niveau. Garys skadessituation, sin høje alder og den manglende kamptræning på højt niveau, får mig til at spå om en ny fast mand på højreback. Føromtalte Wes Brown har vist, at han kan overtage pladsen. Dertil kommer de unge stjerneskud Danny Simpson (som dog i denne sæson er udlejet til Blackburn) og brasilianske Rafael. Specielt Rafael lyser af potentiale. Desuden har også Owen Hargreaves med højt niveau vikarieret på backen. At Neville bærer anførerbindet kan dog give ham en forlænget snor, men hans fodboldmæssige kvaliteter er ligesom Scholes, ikke hvad de har været.

Set med fremtidens øjne vil det så ikke være naturligt, at satse på unge og nye kræfter frem for at træde rundt i gamle dages bedrifter og storhedstider? Ville det ikke være en logisk tankegang, at give Rafael og Simpson chancerne på backen, og Hargreaves, Fletcher eller Possebon chancen på midtbanen? Det er svært at svare på, da både Neville og Scholes er to vigtige omdrejningspunkter i klubben, og begge har opnået prestige og en cirkel af glorværdighed, ære og respekt omkring sig. Men er det nok til trods for at kvaliteterne på banen mangler?

To ud af fem er tilbage, men de to er på retur. Manglende spilletid og skader har betydet, at både Scholes og Neville ikke har en så væsentlig rolle rent sportsligt mere som førhen. Den gyldne generation har nået sin sidste tur, og en ualmindelig talentfuld årgang ventes snart at trække sig tilbage for altid på Uniteds træningsbaner. Guldringen afsluttes og fodboldens cyklus har gået sin gang.

Jeg tror, at indeværende sæson kan blive de sidste med en United-trup bestående af medlemmer af Class of ’92. Man skal dog aldrig sige aldrig med de garvede briter, men jeg tror, at de fantastiske fems guldring har nået sin afslutning. Desværre.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.



Kommentér

En kommentar til “Manchester United: De fantastiske fem og guldringens mulige afslutning

  1. Mads Skovgaard siger:

    Din analyse rammer plet. Class of '92 er et overstået kapitel.

    Paul Scholes gjorde sit til sidste år, at sende Man. U. i finalen i Champions League, og jeg tror på, at det er det sidste han har gjort af store bedrifter for djævlene. Carrick har overtaget tangentstokken på den centrale del af midtbanen og Anderson har et uanet stort potentiale, og sammen med Rodrigo Possebon, bør kreativiteten og roligheden på midten være sikret i fremtiden.

    Owen Hargreaves og i særdeleshed Darren Fletcher, er arbejdsmændene på midten, og er absolut blandt de bedste i Premier League.

    Gary Neville har være ude af billedet længe. Han spiller slet ikke med det samme overskud længere, deltager ikke i de kendte raids frem af banen, og i defensiven laver han fatale fejl. Rafael er den oplagte erstatning, men om han er klar til de store kampe, må tiden vise. Knægten er fra '90 og er altså stadig kun 18.

    Brown og Simpson vil være oplagte back-up's på pladsen når Rafael tager over.

    Scholsey og Gaz er fortid i United. Deres tidligere kvalitet er uomtvisteligt, men bliver kun vist i glimtvis, og det er ikke godt nok i en klub som United. Ved fordums styrke var de to af verdens bedste på deres positioner. Nu er de forfaldende stjernerder rammes af nye skader uge efter uge, og kan ikke længere ramme et passende niveau, når de en sjælden gang optræder på banen.

    Class of '92 er ovre og har måske være det for længe.



Top-menu
Menu