Skrevet af Thomas Mørch

Da Roman Abramovic i sommers skulle finde den mand, som han mente, kan skaffe Champions League-trofæet til Stamford Bridge, blev den portugisiske landstræner Luiz Felipe Scolari udset som den rette. Ikke nok med at resultaterne skal komme fra dag 1 – det skal ske gennem offensiv sprudlende fodbold.

Og tingene har i den grad ændret sig siden, ”Big Phil” overtog det ledige sæde hos The Blues. 17 ligakampe er spillet. 11 af dem er vundet, og det er med en helt igennem imponerende målscore på 36-7. Men trods det flotte spil og den flotte score er det Liverpool, der topper Premier League. Grundene hertil er mange.

Den flotte hjemmebanerekord blev brudt af The Reds fra Merseyside – skuffende, men ikke overraskende. Den nye spillestil, som Scolari vil praktisere er stadig under opbygning, og selvfølgelig tager det noget tid for spillerne at omstille sig til en ny spillestil. Herudover er denne mere offensive tilgang til kampene mere risikabel.

Hvor det førhen var det primære mål at holde modstanderne fra chancer, er det nu at skabe mange chancer og komme frem til adskillige scoringsmuligheder i løbet af kampene. Denne form for fodbold er ofte forbundet med noget højere risici, da et velorganiseret hold – lidt a la ”det gamle Chelsea” – kan få et taktisk overtag ved at fokusere på en sublim defensiv og lukrere på kontraangreb.

Netop dette våben udnyttede Liverpool til UG mod Chelsea på Stamford Bridge, og det var grunden til, at The Reds vandt en fortjent sejr. Herefter er det blevet til flere skuffende resultater på hjemmebane. Newcastle og West Ham har begge fået et point med hjem, mens også Arsenal formåede at få alle tre point på det tidligere ellers så uovervindelige fort i det vestlige London. Denne kamp var dog den største farce, jeg længe har været vidne til. Chelsea kom planmæssigt foran efter 31 minutters spil, hvor John Djourou sparkede den ind i eget net – efter et fremragende indlæg af Bosingwa.

Kampen igennem var ét langt stormløb mod Almunias mål, og det var et utroligt, at der kun stod 1-0 til pausen. I det 59. minut udlignede Robin Van Persie i en tydelig offside-position. Nok kan man nogle gange klandre dommere uberettiget, men at linjedommeren ikke ser, at Van Persie står en halv meter offside er til grin, og må ikke ske på et sådan niveau! At så netop Robin Van Persie tre minutter senere igen er på pletten, og scorer et fantastisk mål, der afgør kampen, er som Chelsea-mand så ulideligt bittert.

Ugen efter det smertefulde nederlag til The Gunnars blev det dog til oprejsning med en 2-0-sejr i Bolton. Kampens resultat betyder, at Chelsea nu har slået en ny rekord. De blåklædte har nu vundet 11 udekampe i træk. Den tidligere rekord sad Tottenham på, da de i april-november 1960 vandt ti sejre i træk. Vi håber på endnu to udesejre inden jul mod Everton og Fulham.

Søndag blev det til et følelsesladet gensyn med Chelsea-legenden, Gianfranco Zola. Hans hold West Ham gæstede italienerens gamle hjemmebane, og troldmanden fik den varme velkomst, han har fortjent. Specielt husker jeg tilbage på hans guddommelige snævre driblinger, uforlignelige dybe stikninger og ikke mindst hans vidunderlige sparketeknik, som jeg altid prøvede at efterligne, når jeg skulle sparke hjørnespark og frispark for mit hold i ungdomsårene.

For mig var det ikke Beckham, der var det store idol, det var Zola. Og det er stadig Zola! Tiden med Zola er nu, for de flestes vedkommende, glemt, men selvom det er mange år siden, skal inspirationen måske hentes der. Et stærkt kollektiv med sprudlende individualister gjorde, at det altid blev underholdende, når Chelsea spillede. Stabiliteten manglede dog, og det blev ikke til meget mere en placeringer lige under toppen i Premier League. Derfor skal der indføres kontinuitet, og kampene på hjemmebane skal igen til at være tre sikre point, hvis mesterskabet og ikke mindst den Champions League-titel, vi alle hungrer efter, skal hjemføres.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.