Menu



Real Madrid – Nye storhedstider på vej?

TotalBold.dk’s ekspert i spansk fodbold, Peter Christensen, har udformet en artikel, som sætter fokus på Real Madrids seneste præsidenter, som til sammen har siddet på tronen i mere end 70 år. Klubben står over for et præsidentvalg i nærmeste fremtid, hvilket muligvis medfører nye storhedstider.

Den stolte og traditionsrige klub, Real Madrid, har haft mange personligheder til at forme klubben. Fælles for dem alle, er, at de har bragt klubben hen til statussen som den mest vindende fodboldklub i historien. Både spillere og trænere har høstet det ene trofæ ind efter det andet, hvilket har sat sit tydelige præg på fodboldverdenen.

Men det er ikke blot de dygtige spillere og de taktisk snedige trænere, som har gjort Real Madrid succesfuld. Det er i høj grad også præsidenterne, der i højere grad står for køb af begge. Præsidenterne sikrer deres eftermæle med store indkøb, men bliver i større grad husket for Real Madrids triumfer i deres respektive perioder.

Real Madrid står over for en stor intern rokade, da der angiveligt sættes en dato på, hvornår præsidentvalget skal finde sted i Kongeklubben, når klubben afholder generalforsamling søndag den 29. marts 2009.

TotalBold.dk bringer herunder et overblik over de seneste præsidenter, som optakt til Real Madrids kommende præsidentvalg.

Rafael Sánchez-Guerra – 1935-1936

Meritter: Copa del Rey (1936) og Trofeos Mancomunados (1936)

Nævneværdige indkøb: Fernando Guidicelli

På trods af at Rafael Sánchez-Guerra ikke var medlem af Real Madrid, så blev han ikke desto mindre valgt ind som præsident 31. maj 1935. Sánchez-Guerra blev præsident på et meget kaotisk og hektisk tidspunkt, da Spanien kom under diktator Francos ledelse, hvilket startede en lavine af problemer for det spanske folkefærd.

Sánchez-Guerra havde stort set ingen opgaver i forbindelse med Real Madrid (eller Madrid Club de Fútbol, som klubben hed dengang), da de uofficielle præsidenter Juan José Vallejo og Antonio Ortega stod for den daglige drift af klubben. Under den spanske borgerkrig blev Sánchez-Guerra spærret inde af tilhængere af Franco, men flygtede senere til Paris, hvor han var i eksil.

Adolfo Meléndez – 1936-1940

Meritter: Regionalt mesterskab

Nævneværdige indkøb: Chus Alonso, Simón Lecue Andrade, Gaspar Rubio

Adolfo Meléndez har altid været en lederskikkelse for Real Madrid. Han både grundlagde klubben i 1902 og spillede der i hele sin aktive karriere. Herefter blev Meléndez præsident i to perioder: Først i årrækken 1908 til 1916, hvor han tiltrådte efter Carlos Padrós, og senere fra 1936 til 1940.

Real Madrid formåede aldrig at vinde nogle store titler i løbet af Meléndez’ to perioder, men det var pga. at han kom til under turbulente tider. I sin seneste præsidentperiode, som foregik lige efter den spanske borgerkrig, var fodbold næsten ikke til mere og alle Real Madrid-spillerne havde forladt klubben. Den 27. november 1940 forlod Meléndez sin post.

Antonio Santos Peralba Álvarez – 1940-1943

Meritter: Ingen

Nævneværdige indkøb: Nazario Belmar Martínez, José Llopis Corona

Antonio Peralba havde – ligesom forgængeren – sin præsidentperiode under nogle af Spaniens værste år. Borgerkrigens hærgelser kunne stadig findes i gadebilledet, mens man febrilsk forsøgte at bygge et helt nyt Spanien fra bunden af.

Under Antonio Santos Peralba var Real Madrid svækket. Der var ingen reelle kvalitetsspillere på holdet, mens alle medlemmer fra 1936-mandskabet enten var stoppet, var tæt på, eller var i eksil.

Peralba blev nødsaget til at træde tilbage den 6. august 1943 af den nye spanske regering efter at Real Madrid og Barcelona deltog i semifinalerne af Generalísimo Cup, der endte med at spillerne udviste voldelig adfærd. Samtidig blev også catalanernes præsident nødt til at stoppe efter skandalen.

Santiago Bernabéu – 1943-1978

Meritter: Primera División (1954, 1955, 1957, 1958, 1961, 1962, 1963, 1964, 1965, 1967, 1968, 1969, 1972, 1975, 1976 og 1978), Europa Cuppen for mesterhold (1956, 1957, 1958, 1959, 1960 og 1966), Copa del Rey (1946, 1947, 1962, 1970, 1974 og 1975) Intercontinental Cup (1966), Latin Cups (1955 og 1957) og VM for klubhold (1960)

Nævneværdige indkøb: Alfredo di Stéfano, Francisco Gento, Héctor Rial, Ferenc Puskás, Pirri, Paul Breitner

Han er uden tvivl den mest vigtige mand i Real Madrids historie. Santiago Bernabéu blev medlem af den spanske storklub som 15-årig og opnåede mange fantastiske ting med den. Han formåede at blive anfører for Real Madrid, direktør og endda træner inden han blev præsident.

Og den plads holdte han på i rigtigt mange år. Knap 30 år var han præsident for Real Madrid, som vandt adskillige triumfer under Bernabéus ledelse. Blandt andet de storslåede hold, der holdte til i 50’erne og 60’erne, som indeholdt mange legendariske spillere.

Bernabéu blev kendt for en helt speciel evne til at opdage talenter, da han bl.a. skrev kontrakt med Alfredo di Stéfano, som nok er den bedste spiller i Real Madrids historie.

Santiago Bernabéu Yeste forlod verdenen for altid den 2. juni 1978 under VM i Argentina. Efter hans død indstillede FIFA alle turneringer i tre dage samtidig med, han blev mindet med et minuts stilhed, hvilket på daværende tidspunkt var fuldstændig ukendt i fodbold-regi.

Luis de Carlos Ortiz – 1978-1985

Meritter: Primera División (1979 og 1980), Copa del Rey (1980 og 1982) og UEFA Cup (1985)

Nævneværdige indkøb: Miguel Ángel Portugal, Laurie Cunningham, Agustín, Jorge Valdano

Luis de Carlos havde den uhyre svære opgave at erstatte Santiago Bernabéu i embedet som præsident. Omend det praktisk talt var umuligt, så kæmpede Luis de Carlos meget hårdt for sagen. Han endte også med at være en meget succesfuld mand, der under sin ledelse af klubben kom under hård kritik af Real Madrids krævende fans. Det var som regel på grund af de manglende titler, men alligevel så formåede den madrilenske klub at vinde sit første UEFA Cup-trofæ nogensinde.

Ortiz trådte tilbage umiddelbart efter triumfen. Efter hans død i 1994 blev han husket som en fremtrædende præsident, som altid traf kloge beslutninger og kun ville det bedste for Real Madrid.

Ramón Mendoza Fontela – 1985-1995

Meritter: Primera División (1986, 1987, 1988, 1989, 1990 og 1995), Copa del Rey (1989 og 1993), Supercopa de España (1988, 1989, 1990 og 1993) og UEFA Cup (1986)

Nævneværdige indkøb: Francisco Buyo, Rafael Gordillo, Fernando Hierro, Hugo Sánchez, Michael Laudrup

Ramón Mendozas periode som præsident er den længste i Real Madrids historie efter Santiago Bernabéu. Og det siger en del. Mendoza blev valgt ind den 24. maj 1985 fordi han var den eneste kandidat, der havde alle de obligatoriske papirer. Real Madrid havde under Ramón Mendoza en af sine mest succesfulde perioder i midten af 80’erne, hvor La Quinta del Buitre skabte frygt i den spanske liga.

La Quinta del Buite bestod af de fem spillere Emilio Butragueño, Míchel, Martín Vázquez, Manolo Sanchís og Miguel Pardeza, som én gang for alle beviste, at Real Madrid var en af de største og bedste klubber i verden.

På grund af sin eksemplariske styring af klubben, blev Mendoza genvalgt både i 1991 og 1995. Dog måtte Mendoza gå af efter valget i 1995 på grund af en intern krise og dårlige resultater rent sportsligt.

Lorenzo Sanz Mancebo – 1995-2000

Meritter: Primera División (1997), to Champions League (1998 og 2000), Interkontinental Cup (1998) og Supercopa de España (1997)

Nævneværdige indkøb: Roberto Carlos, Claude Makélélé, Fernando Morientes, Davor Suker, Pedja Mijatovic

Lorenzo Sanz’ første livstegn var, da han og bestyrelsen skubbede Ramón Mendoza ud som klubpræsident. Sanz blev herefter udpeget som Mendozas efterfølger 20. november 1995 uden et valg var udskrevet, hvilket var til manges forundring.

Under Lorenzo Sanz’ ledelse var klubben stærk. Efter La Quinta del Buitre-årene var alt faldet til ro og tingene foregik i et lidt langsommere tempo. Ikke desto mindre købte Sanz klogt ind, da han fik fat i Fabio Capello, som var en af de bedste trænere i verden, hvorefter Real Madrid vandt deres syvende Champions League-trofæ 32 år efter den sidste. Senere vandt madrilenerne den prestigefyldte turnering igen med Pedja Mijatovic i spidsen.

Under Sanz’ periode begyndte en ny stjerne at blomstre. Den daværende træner Jorge Valdano bragte en ung spanier op på førsteholdet, hvor han blev den yngste spiller nogensinde til at spille for Real Madrids A-hold. Raúl González Blanco var sytten år og fire måneder gammel, da han fik sin debut. Udover Raúl fik også en vis Iker Casillas en fast plads i startopstillingen. Begge to er i dag en del af Madridismo-begrebet og er grundstammen på det nuværende hold.

Florentino Pérez Rogríguez – 2000-2006

Meritter: Primera División (2001 og 2003), Champions League (2002), Supercopa de España (2001 og 2003), en Interkontinental Cup (2002) og en Europæisk Super Cup (2002)

Nævneværdige indkøb: Luís Figo, Zinédine Zidane, Ronaldo, David Beckham og Sergio Ramos

Sum i alt på spillerindkøb: 2,460 mia. kroner

Lorenzo Sanz blev nødt til at følge klubbens reglement og udskrev valg. Denne gang skulle han ikke vinde, men det blev i stedet en entrepenør, der overtog hans plads i den varme stol. Sanz fik blot 5.08 % af stemmerne, mens Florentino Pérez fik hele 91 %. Pérez blev specielt valgt ind, da han lovede at bringe den portugisiske kantspiller Luís Figo til klubben.

Florentino Pérez’ fodboldfilosofi gik ud på at sætte de unge spillere sammen med verdensstjerner. Ideologien kaldte han Zidanes y Pavones, som var repræsenteret af den graciøse franskmand Zinédine Zidane og ungdomsspilleren Francisco Pavón, der aldrig fik sit gennembrud i klubben.

Pérez ledte Real Madrid til sin niende sejr i Champions League, hvor netop Zidane scorede et fremragende helflugtermål. Pérez trådte tilbage den 27. februar 2006 efter han indså, at han ikke kunne redde klubben, som var ved at falde fra hinanden sportsligt.

Han reddede hele Real Madrids økonomi, da han bl.a. solgte klubbens træningsanlæg til kommunen. Han øgede også omsætningen, da han arrangerede ture til Asien, hvor Real Madrid skulle markedsføre sig selv, hvilket gjorde klubben til verdens rigeste.

Med købet af englænderen David Beckham, steg trøjesalget også til astronomiske summer. En bedrift, som aldrig er gentaget siden hen.

José Ramón Calderón Ramos – 2006-2009

Meritter: Primera División (2006 og 2007) og Supercopa de España (2008)

Nævneværdige indkøb: Fernando Cannavaro, Ruud van Nistelrooy, Gonzalo Higuaín, Arjen Robben, Lassana Diarra

Sum i alt på spillerindkøb: 1,970 mia. kroner

Ramón Calderón blev valgt ind som præsident den 2. juli 2006, hvor han skulle skabe et nyt Real Madrid-hold op fra grunden af efter de fallerede Los Galácticos-år. Mens Real Madrids medlemmer ventede på præsidentvalget, var det Fernando Martín Álvarez, som blev udpeget til fungerende præsident. Dog gik han overraskende af efter blot tre måneder, da kun ét medlem af den 16-mands store bestyrelse støttede ham.

Hans efterfølger blev den garvede Luis Gómez-Montejano, som ikke formåede at udrette noget specielt i sine to måneder som præsident.

Igennem hele valgperioden fortalte Calderón, hvad hans vision var: At bringe nyt liv i Madridismo-begrebet, hvilket han blev meget anerkendt for. Udover det kom han ind fordi han lovede vælgerne at bringe Cristiano Ronaldo, Kaká, Francesc Fabregas og Arjen Robben til klubben. Han fik kun fat i Arjen Robben, der senere blev en vigtig mand i Real Madrids offensive spil.

I Galácticos-årene havde Florentino Pérez satset på offensive spillere, som havde mange finter på repertoiret, havde meget karisma og solgte godt i udlandet. Det formåede han at gøre til perfektion, men med så meget overvægt på den offensive del, så kom defensiven til at lide under det. Calderón hentede imidlertid tre defensive midtbanespillere – Mahamadou Diarra, Fernando Gago og Émerson, hvor de to første satte skik på den defensive midtbane, mens Émerson blev lagt for had af Real Madrid-fansene.

Udover de tre defensive midtbanespillere, så hentede Calderón også Fabio Capello, som havde stået i spidsen for det succesfulde Juventus-mandskab, der bl.a. blev italienske mestre to gange i træk.

Efter klubbens første mesterskab begyndte hele samarbejdet at krakelere. Fabio Capello blev fyret fordi han ikke leverede det underholdende spil, som Real Madrid normalt er kendt for, og ind kom i stedet Bernd Schuster, som tidligere havde ført Getafe langt op i Primera Divisións tabel. Alt var fryd og gammen, da Schuster vandt det spanske mesterskab igen og endda havde offensivt fodbold som hovedmål, men resultaterne begyndte derefter at svinge og Real Madrid spillede nonchalant, hvilket resulterede i endnu en trænerfyring. Ind kom Juande Ramos, som formåede at få de flotte resultater frem igen.

Under en generalforsamling, der fandt sted den 7. december 2008, blev Calderón beskyldt for fusk under valget. Den 16. januar 2009 trådte Ramón Calderón officielt tilbage, men har offentligt meldt ud at han overvejer at stille op til det kommende valg.

Mens vi venter på en ny Real Madrid-præsident, så er det den tidligere vicepræsident for Ramón Calderón, Vicente Boluda, der står i spidsen for Real Madrid. Mange har allerede kritiseret Boluda, selvom han kun er fungerende præsident. Det er vedtaget, at han overhovedet ikke må foretage sig noget som helst, hvilket har skabt tvivl blandt spillerne. Det gælder blandt andre, den italienske, erfarne forsvarer, Fabio Cannavaro, som ikke kan få sin kontrakt forlænget.

Det bliver spændende at se, hvem der vinder valget. Der har allerede været en del kompetente kandidater til posten, og det bliver med garanti et tæt løb. Kun tiden vil vise om det vil blive en succesfuld præsident eller en, som aldrig rigtigt får printet sit navn ind i historiebøgerne.



Kommentér



Top-menu
Menu