Наши партнеры

Menu



22. december: Peter Schmeichel

Fulde navn: Peter Boleslaw Schmeichel

Født: 18. november 1963

Landskampe/mål: 129 (1)

Europamesterskaber: 1

Klubber: Gladsaxe-Hero Boldklub Hvidovre IF, Brøndby IF, Manchester United, Sporting CP, Aston Villa og Manchester City

Klubtrofæer: Superligaen fire gange, den danske pokalturnering en gang, europæisk Super Cup en gang, Liga Cuppen en gang, FA Cuppen tre gange, Premier League fem gange, Champions League en gang og den portugisiske liga en gang

Starten af karrieren

Peter Boleslaw Schmeichel startede sin seniorkarriere i Gladsaxe-Here Boldklub, hvor han fik sin debut som 18-årig på klubbens 3. divisionshold, som han nåede at spille 46 kampe for, inden turen i 1984 gik til Hvidovre IF, der befandt sig i den bedste danske række. Fra starten af sin Hvidovre-karriere beviste Schmeichel, at han klart var en af de bedste målmænd i Danmarksturneringen. Udover at redde masser af bolde for Hvidovre, så formåede den lange keeper at score seks mål, idet han også var en sikker straffesparksskytte.

Europæisk succes med Brøndby

Peter skiftede i 1987 Hvidovre ud med Brøndby, hvor han vandt sine første titler, da han i løbet af cirka fem år i klubben vandt mesterskabet i 1987, 88, 90 og 91. Med de fire mesterskaber fulgte der også en del Europa Cup-kampe, hvori Brøndby og Schmeichel specielt gjorde sig bemærket i 91-sæsonen. Brøndby slog nemlig det ene storhold ud efter det andet, hvilket blandt andet skyldes storspil af Peter Schmeichel i målet.

I semifinalen stødte Brøndby ind i mægtige AS Roma, som klubben var få minutter fra et ekspedere ud, men det forhindrede Rudi Völler med en sidste øjebliksscoring, der sendte Brøndby ud af UEFA Cuppen.

Præstationen i UEFA Cuppen vakte opsigt i Europa og det endte ud i en kontrakt med Manchester United, som måtte af med sølle fem millioner for den danske keeper. Købet af Schmeichel er sidenhen blevet betragtet som århundredets køb af Sir Alex Ferguson.

Gennembruddet

Den første titel med De Røde Djævle kom kort tid efter skiftet til England, da United vandt den europæiske Super Cup, som senere hen i sæsonen blev fulgt op af sejren i Liga Cuppen. I den efterfølgende sæson fik Schmeichel sit helt store gennembrud, da han havde hele 22 ”clean sheets” i Premier League, der blev vundet af United for første gang i 26 år. Succesen betød, at ”The Great Dane” blev nomineret til verdens bedste målmand.

I den efterfølgende sæson fortsatte succesen i det engelske for den lange dansker, der vandt FA Cuppen og Premier League endnu en gang. 1994-95-sæsonen blev ikke nogen succes for Schmeichel og United, da der ikke blev vundet nogen titler i den sæson. Titler kom der dog sæsonen efter, hvor FA Cuppen og Premier League blev vundet igen. Sæsonen efter gentog De Røde Djævle genstukket og vandt Premier League, men det trofæ kunne de desværre for Schmeichel og co. ikke genvinde sæsonen efter, som blev titelfri for Uniteds vedkommende.

The Treble

1998-99-sæsonen blev den mest succesrige i Schmeichels karriere, hvor han havde en stor andel i Manchesters triumfer, hvor de formåede at vinde FA Cuppen, Premier League og Champions League, som det første hold i England. Alle trofæerne var dog ikke lige nemme at vinde, specielt Champions League-triumfen var rigtig flot, idet United indtil kort før tid var bagud med 0-1 til Bayern München. Et mirakuløst comeback skete dog i slutminutterne, hvor Teddy Sheringham og Ole Gunner Solskjær scorede i overtiden til stor United-jubel.

Nedtrapning

Efter den succesrige 1998-99-sæson skiftede den danske keeper Manchester United ud med Sporting CP, hvor han huserede i målet i to sæsoner. I de to sæsoner blev det til et mesterskab for Schmeichel, som åbenbart savnede England så meget, at han vendte tilbage til England efter sin anden sæson i Portugal. Aston Villa blev den heldige klub, der fik gavn af den højt råbende dansker. Villa fik dog kun danskerens kunnen at se i en enkelt sæson, da Schmeichel i sommeren 2002 skiftede til Manchester City, hvor han sluttede sin glorværdige karriere i 2003.

Tiden på landsholdet

Schmeichels betydning for det danske landshold var stor. Målmanden fik debut for landsholdet i 1987 i en OL-kvalifikationskamp mod Grækenland. Det var dog først i 1992, at den store keepers kvaliteter for alvor kom frem landsholdsmæssigt. Schmeichel var nemlig en af de væsentligste årsager til de danske underdogs gik hen og vandt Europamesterskabet. I semifinalen reddede han Marco van Bastens straffespark og blev derfor en af de væsentligste årsager til, at Danmark kom i finalen. Finalekampen kom den lange danskers kvaliteter igen landsholdet til gavn, da han var en sikker sidste skanse og holdte buret rent til stor dansk jubel.

1998 blev det næste danske succesår i landsholdsregi, og der havde ”The Great Dane” igen en stor betydning for landsholdet, som formåede, at kvalificere sig til kvartfinalen ved VM i Frankrig.

EM 2000 i Holland og Belgien blev Schmeichels sidste slutrunde, der noget skuffende sluttede allerede efter gruppespillet. Året efter sluttede den store danskers landsholdskarriere efter, at han havde spillet 129 kampe, hvoraf de 30 var som anfører og han formåede også at score et enkelt mål på straffespark.

Tiden efter bolden

Da Schmeichel stoppede sin karriere startede han på TV3 +, hvor han blev programvært for Champions League, hvilket han også er i dag. Derudover så var den lange dansker i august 2007 i spidsen for en investorgruppe, som ville tilføre 250 millioner kroner til Brøndby mod at Schmeichel blev sportsdirektør samt at der blev foretaget en række ændringer i klubbens struktur, men de planer blev skudt i sænk af Brøndby, hvilket Schmeichel for få uger siden udtrykte sin glæde overfor, da klubben nu atter er på ret køl.

Skrevet af Patrick Andersen



Kommentér



Top-menu
Menu