Menu



Professionalismens indtog i dansk fodbold – 1970 til 1990

TotalBold.dk fejrer DBU’s 100 års jubilæum igennem en artikelserie, som er udarbejdet af TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker. De kommende dage vil vi bringe en artikel, som strækker sig fra begyndelsen af historien og til i dag.

Nyskabelser

1970’erne startede med en stor og, skulle det vise sig senere, vigtig ændring i fodboldspillet. I forbindelse med verdensmesterskaberne i 1970 i Mexico, blev Ken Astons opfindelse brugt for første gang. Denne opfindelse bestod af noget så elementært som de gule og røde kort. At der før 1970 ikke blev brugt røde og gule kort, virker den dag i dag utænkeligt, men havde det ikke været for Ken Aston, havde fodbolden i dag, manglet en vigtig del af dens regelsystem.

1970 markerede også, at damefodbolden begyndte at vise sig, især i Danmark. Ved det uofficielle verdensmesterskab vandt de danske damer nemlig, blandt andet efter en sejr over Italien. Og året efter gentog man succesen i Mexico, hvor man foran 110.000 tilskuere vandt over værtsnationen 3-0 i finalen, alle tre mål signeret af den bare 15-årige Susanne Augustesen, der på dette tidspunkt stadig gik i skole. Disse to mesterskaber, der altså var før end DBU havde taget fodbolden på programmet, viste at damefodbolden havde en del potentiale.

Dette kunne DBU ikke undgå at lægge mærke til og i 1972 blev det besluttet, at inkludere damefodbolden under DBU’s vinger. Endvidere kunne DBU igen få opfyldt deres amatøridealer. Året forinden var udfasningen af disse idealer gået i gang på herresiden. Men der skulle alligevel gå to år inden den første kamp blev spillet, da damerne spillede den første landskamp mod Sverige, en kamp der endte med dansk sejr på 1-0.

Traditioner brydes

Efter den flotte sølvmedalje ved OL i Rom 1960 og fjerdepladsen ved EM i Spanien i 1964, gik det hele i stå for landsholdet. DBU havde stædigt holdt fast i princippet om, at professionel fodbold ikke var noget for danskerne. Derfor havde samtlige spillere, der var blevet professionelle i udlandet, måtte opgive en ellers lovende landsholdskarriere.

Blandt dem kan der nævnes koryfæer som ”Guld” Harald Nielsen (14 kampe/15 mål), Erik Dyreborg (6 kampe/8 mål) og Carl Aage Præst (24 kampe/17 mål), som alle tog imod tilbuddet om en karriere i det store udland og derfor opgav landsholdet. DBU mente, at amatøridealerne i fodboldsporten skulle holdes fri fra alle former for kommercielle og økonomiske interesser, og derfor forblev disse spillere udelukket fra landsholdet.

Flere af spillerne gav udtryk for, at de gerne ville repræsentere landsholdet, og at de ikke forstod DBU’s holdning til professionel fodbold. Men det var ikke bare DBU, der havde disse holdninger til den kommercielle del af sporten, ej heller de andre specielforbund under Danmarks Idræts Forbund (DIF) mente, at en professionalisering af sporten ville være godt, hvilket jo i sidste ende betød at DIF ej heller selv så dette som et positivt skridt. Ikke desto mindre blev DBU nødt til at bryde med denne regel i 1971, og landstræner Rudi Strittich kunne nu indkalde de udlandsprofessionelle spillere, som Werder Bremens Ole Bjørnemose og Newcastles Preben Arentoft.

Dette betød, at der nu var en blanding af betalte ”udlændinge” og danske amatører på landsholdet. Set globalt var DBU’s initiativ ikke ligefrem noget helt nyt, især set i lyset af, at England allerede før DBU’s oprettelse havde indført betalt fodbold. Men kigger man kun nationalt, var det noget nyskabende og grænseoverskridende og de var derfor forud for deres tid, da man først senere har set andre specielforbund følge efter.

Den første kamp efter professionelle spillere havde fået grønt lys til landsholdet, blev spillet i Oporto, mod et portugisisk landshold med blandt andre legenden Eusébio. Debuten gik ikke som landstræneren havde håbet på, da landsholdet måtte rejse tilbage til Danmark med en ørefigen på 5-0.

Ironisk nok kvalificerede amatørlandsholdet sig til OL i 1972 i München, bare et år efter de ikke længere havde eneret på landsholdspladserne. Det var den første slutrundedeltagelse for det danske landshold siden europamesterskaberne i Spanien otte år før, så stort var det. Holdet der tog til Tyskland bestod blandt andre af senere A-landsholdsstjerner som Allan Simonsen og Per Røntved, mens en spiller som Henning Jensen, der netop var skiftet til Borussia Münchengladbach, var udelukket grundet IOC’s regler om amatører, regler som DBU jo selv havde ophævet blot et år før. Det blev til et hæderligt resultat i Tyskland, med en plads i mellemrunden, hvor man dog til sidst tabte til Sovjet, som derfor gik videre til semifinalerne, mens Danmark var færdige ved turneringen.

Betalt fodbold

Efter DBU havde tilladt udlandsprofessionelle at spille på det dansk A-landhold siden 1971, var der et begyndende pres på DBU for at tillade betalt fodbold i de bedste danske fodboldklubber. Især med oprettelsen af ”Dansk Professionelt Fodboldforbund” (DPF) i 1973, blev presset på DBU stort.

Hovedmændene bag dette initiativ var den senere minister Helge Sander og den nu tidligere professionelle fodboldspiller i Italien, Harald Nielsen. De havde besluttet sig for, at hvis DBU ikke ville tillade professionelt fodbold i Danmark, ville de oprette deres egen Superliga, hvor de bedste danske hold skulle slå deres folder.

Argumentet for bibeholdelsen af det system, der havde fungeret hidtil, var at de små klubber ville miste deres bedste spillere til de større klubber og derved ikke længere have den samme mulighed for at udfordre de store hold. Endvidere fremhævedes det, at med tilgangen af penge til sporten, ville idealerne smuldre og den opdragende funktion det hidtil havde haft, ville forsvinde. Dette var noget især ”de gamle” i DBU holdte sig fast til.

Argumentet for det modsatte bestod i at dansk fodbold ville falde endnu længere bagud i udviklingen i forhold til andre lande, blandt andet med sætningen ”verdens sidste amatører”. Det ville derfor være nødvendigt for, så hurtigt som muligt, at få indført dette. Disse argumenter blev fremført af DPF, med de to førnævnte i spidsen, og de professionelle fløje i DBU og DIF.

Efter lange og seje kampe blev d. 29. oktober en historisk dag i dansk fodbolds historie. Her var der nemlig for første gang et flertal for indførelsen af betalt fodbold i Danmark. Men da det møde, der blev holdt denne dag, var et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, kunne det ikke gennemføres, da en sådan lovændring først skulle gennemføres på et ordinært repræsentantskabsmøde.

Dette møde kom blot små to uger efter, at DIF d. 12. februar 1978 vedtog at specielforbund gerne måtte indføre professionalisme, såfremt deres respektive internationale organisationer tillod dette. Dette banede vejen for DBU’s ja til betalt fodbold d. 25. februar 1978. Hermed var der ikke længere behov for DPF, så dette forbund forsvandt igen, sammen med at Helge Sanders og Harald Nielsens drøm blev opfyldt.

I forbindelse med indførelsen af betalt fodbold benyttede 39 klubber i danmarksturneringen sig af muligheden for at ansætte spillere på kontrakt, da 530 spillere blev ansat. Samtidig besluttede DBU, at spillere på landsholdet kunne honoreres med op til 7000 kr., alt efter resultatet af kampen og om den pågældende spiller var professionel eller amatør, da sidstnævnte stadig højst kunne honoreres med 800 kr.

Nye tider på landsholdet

I forbindelse med professionaliseringen af det danske landshold, indgik DBU i 1978 en kontrakt med tøjfirmaet Hummel om beklædning af de danske landshold. Denne aftale var den første af sin slags for DBU, der hidtil havde skiftet leverandør i tide og utide, og skulle træde i kraft d. 1. januar 1979.

Aftalen kom i stand, da Hummel i forvejen var sponsor for danske spillere som Henning Jensen, Allan Simonsen og Frank Arnesen, og derfor så det som meget naturligt, også at stå for tøj til deres landshold. I denne forbindelse skal da også nævnes, at Hummel tidligere i årtiet var blevet købt op af de to danskere Jørgen Vodsgaard og Max Nielsen, der tidligere havde været på håndboldlandsholdet, så firmaet nu ikke længere var tysk, men dansk.

Derudover indgik DBU deres første hovedsponsoraftale. Den blev indgået med den danske bryggerigigant, Carlsberg, som kom til at pryde det danske træningstøj frem til 1986. I første omgang bandt Carlsberg sig til DBU i to år, hvor de skulle skyde to millioner kroner ind i forbundet, som dog skulle forpligte sig til at starte professionalismen i Danmark.

I 1979 fik Danmark så ny landstræner. Siden Rudi Strittich havde forladt landsholdet, havde Kurt Nielsen stået i spidsen for de bedste danske fodboldspillere. Det gjorde han indtil 1. juli 1979, da tyske Josef Emanuel Hubertus Piontek blev ansat. Denne mand kendes nok bedre som Sepp Piontek og er nok en af de personer, der i dag, tilskrives størst ære af dansk landsholdsfodbolds anden guldalder, som startede under hans ledelse i 1980’erne.

Med hans tilgang til landholdsfodbold, blev ting ændret hos DBU. Han stod nu for at udvælge de spillere, der skulle med på landsholdet og dem der skulle spille. En ny ting i DBU. Men det hjalp åbenbart det danske hold. Det kunne dog ikke ses i den første kvalifikationsturnering lige fra starten af. Danmark mistede hurtigt chancen for at kvalificere sig til verdensmesterskaberne i Spanien i 1982, da holdet tabte de tre første kampe, men da Danmark senere slog de senere verdensmestre Italien med 3-1 efter overbevisende spil, var der stor tiltro til, at holdet kunne kvalificere sig til en af de kommende slutrunder.

Denne tro og drøm blev til virkelighed allerede i den næste kvalifikationsturnering. Danmark lagde ud med et flot 2-2-resultat hjemme mod forhåndsfavoritterne England. Sidenhen vandt man fem kampe i træk, hvoraf den femte af disse kampe er den berømte kamp mod England på det gamle Wembley Stadium i London.

Danmark skulle vinde for selv at kunne afgøre om de skulle med til slutrunden året efter i Frankrig, men statistikken talte imod Danmark. Danmark havde aldrig vundet over England på deres hjemmebane, ej heller havde de vundet over dem i en betydningsfuld kamp.

Og for at gøre ondt værre, havde englænderne kun tabt to gange på Wembley i en betydningsfuld kamp, nemlig i 1967 mod Skotland og 1972 mod Vesttyskland. Men efter en fantastisk indsats gennem samtlige 90 minutter, vandt danskerne sensationelt 0-1, målet scoret på straffespark af Allan Simonsen.

Dette resultat gjorde, at danskerne sluttede gruppen på en førsteplads, med et forspring på et point til englænderne, selvom det kun blev til tre point i de sidste to kampe. Dermed var den første slutrundedeltagelse i tyve år en realitet.

Danmark stillede op til turneringen med spillere som Michael Laudrup, Preben Elkjær, Allan Simonsen, Frank Arnesen og Søren Lerby. Bookmakerne havde udset Danmark til at være en outsider til titlen, men dog stadig med gruppemodstanderne Frankrig og Belgien som værende favoritter til semifinalepladsen.

Og det blev da også til et nederlag på 1-0 i den første kamp mod værtslandet Frankrig. Det blev dog til en storsejr på hele 5-0 over Jugoslavien i anden kamp, hvilket gjorde, at danskerne stadig havde muligheden for videre avancement, problemet var dog bare, at det krævede en sejr over Belgien, der blandt havde verdens bedste målmand, Jean-Marie Pfaff.

Denne kamp er siden hen blevet kåret til den sjette bedste landskamp nogensinde. Danmark var kort før pausen bagud med 2-0 og stod over for et beton-forsvar. Men danskerne kunne prise sig lykkelige over, at Frank Arnesen scorede på straffespark inden pause-teen, da dette med stod sandsynlighed har givet det ekstra, der skulle til i anden halvleg. Indskiftede Kenneth Brylle udlignede til 2-2, hvilket jo gjorde et belgisk mandskab frustreret.

Med bare seks minutter igen scorer Preben Elkjær et af de vigtigste landsholdsmål i sin karriere, da han lobber den over en fremadstormende Pfaff, der i samme sekund sætter en uhensigtsmæssig hård tackling ind på Elkjær.

Euforien over målet gør dog, at Elkjær bare ruller rundt og rejser sig op og jubler. Danmark kvalificerede sig til semifinalerne. Disse var dog endestationen, da danskerne tabte til værtsnationen efter straffespark, en straffesparkskonkurrence hvor samme Elkjær, dog nu med hul i buksen, brændte det tiende og sidste straffespark, ved at skyde bolden langt over mål.

Starten på dansk fodbolds anden guldalder

I 1984 fik de danske fodboldtilskuere FIFA’s fair-play-diplom, en anerkendelse af deres muntre, festlige, korrekte og ikke mindst fredelige opførsel under den netop overståede slutrunde i Frankrig. Dette var startskuddet til en institution i dansk fodbold, en institution, der fik sin officielle start den 16. april 1986 i Nyborg, under navnet De Danske Roligans.

Roligansene stod og står for fodbold uden vold og er oprettet for at vise, at fodbold sagtens kan nydes uden den vold som hooliganisme bibringer. Selvom der ikke ses så meget til roligansene nu, som det gjorde omkring deres oprettelse og de næste ti år, findes foreningen stadig.

Disse tilskuere kunne glæde sig over at danskerne gjorde en fantastisk figur ved kvalifikationen til verdensmesterskaberne i Mexico i 1986. Danmark var kommet i en gruppe, der udover Danmark, indeholdte Irland, Norge, Schweiz og storfavoritterne til gruppesejren Sovjetunionen.

Efter de to første runder af kvalifikationen gik det dog ikke som det så ud fra starten af. Schweiz havde lagt sig i spidsen af gruppen med maksimumpoint, blandt andet i kraft af en 1-0-sejr hjemme over Danmark.

De sovjetiske spillere havde kun hentet et point, mens danskerne havde skrabet tre point sammen. Men så skete der noget i gruppen. Danskerne vandt den efterfølgende kamp med 3-0 over Irland, mens Sovjetunionen tog en sikker 4-0-sejr hjemme over Schweiz. Disse kampe var bare indledning til de to stores møde i Idrætsparken i København, en kamp mange sidenhen har kaldt den bedste danske landskamp nogensinde.

Danskerne spillede en utrolig god kamp og trak sig til sidst ud af opgøret med en 4-2-sejr, på to mål af både Preben Elkjær og Michael Laudrup. Og på trods af at Sovjetunionen vandt deres sidste tre kampe i træk, kunne deres dårlige udebanestatistik ikke udbedres og de endte som toer i gruppen efter Danmark.

Dermed havde landsholdet kvalificeret sig til den første VM-slutrunde nogensinde. Slutrunden startede fantastisk for danskerne, der ellers havde trukket så svære modstandere som Skotland, Vesttyskland og Uruguay. Sidstnævnte var på det tidspunkt forsvarende Copa América-vindere, en turnering de vandt igen i 1987.

Dette nævnes for at kunne sige, hvor stor en bedrift det var, da Laudrup, Elkjær og alle de andre, sønderbombede de tidligere verdensmestre i anden gruppekamp. Efter en første sejr på 1-0 over Skotland vandt holdet med hele 6-1 over sydamerikanerne. Dette, sammen med den efterfølgende flotte 2-0-sejr over Vesttyskland, sendte hurtigt danskerne op i favoritfeltet til titlen, hvor de før ”bare” var nævnt som outsidere.

Dog gik der ikke lang tid, før danskerne røg ud af dette favoritfelt igen. I 1/8-finalen stødte man ind i Spanien, nøjagtigt som man gjorde to år forinden i semifinalen ved europamesterskaberne. Denne gang blev kampen dog ikke helt så tæt, tværtimod faktisk. Jesper Olsen havde bragt det danske hold i spidsen efter 33 minutter på et straffespark. På dette tidspunkt gik det rigtigt godt for danskerne, og ingen havde nok kunnet forudse, hvad der ville ske bare ti minutter senere. Jesper Olsen var igen på spil, denne gang i den anden ende af banen.

Målmand Lars Høgh afleverer bolden ud til ham og kort efter forsøger han en tilbagelægning, det skulle vise sig at blive den måske dummeste beslutning i hans fodboldkarriere. Afleveringen rammer nemlig slet ikke Lars Høgh og ruller nærmest ind foran fødderne på den spanske angriber Emilio Butragueño, der bringer spanierne på 1-1 bare to minutter før pausen. Det spanske hold scorede yderligere fire gange i anden halvleg og sendte det måske bedste danske landhold nogensinde, ud af slutrunden med et ydmygende 5-1-nederlag.

Dynamit-drengenes sidste år

Efter det ydmygende exit i Mexico skulle Sepp Piontek og daværende assistent Richard Møller-Nielsen til at tænke på både EM, der i 1988 skulle afholdes i Vesttyskland, og OL, der skulle afholdes i Seoul, Sydkorea, samme år.

Danmarks præstation i kvalifikationsturneringen til europamesterskabet var langt fra overbevisende. Kun otte point blev der hentet i seks kampe, dog var dette stadig på det tidspunkt, hvor en sejr kun gav to point. Men havde det ikke været for Finlands sejr på 3-0 over Tjekkoslovakiet, havde Danmark ikke kvalificeret sig.

Danmark endte dog med at deltage i slutrunden, der blev det endelig exit for Dynamit-drengenes fantastiske fodboldspil i 80’erne. Danmark tabte samtlige tre kampe ved slutrunden, hvor de var havnet i en gruppe med Vesttyskland, Italien og Spanien.

OL-kvalifikationen var straks mere spændende, faktisk endda lidt for spændende. Danmark mistede reelt deltagelsen i Seoul på grund af administrative fejl, der gjorde at man tillod Per Frimann at stille op i kvalifikationskampene. For at deltage i disse var kravet at:

1: “Den olympiske turnering – Seul 1988, kvalifikation og slutrunde – er åben for alle spillere undtagen europæiske og sydamerikanske, der har deltaget i kampe om verdensmesterskabet (kvalifikation og slutrunde).”

2: “Europæiske og sydamerikanske spillere, der har spillet mindre end 90 minutter i én kamp i kvalifikationsturneringen og/eller slutrunden, er spille-berettiget i den olympiske turnering.”

3: “Hvis en spiller fra de under 2 nævnte kategorier har spillet en hel kamp eller mindre end 90 minutter i to eller flere kampe i VM-sammenhæng (kvalifikation og/eller slutrunde), er han ikke længere spille-berettiget i den olympiske turnering.”

Per Frimann havde deltaget i den mindeværdige kamp mod Sovjetunionen og derudover yderligere to kampe i kvalifikationen til VM i Mexico, og var derfor ikke spilleberettiget i OL-kvalifikationsturneringen. Alligevel var han på banen fra starten af i Danmarks udekamp mod Polen. Danmark vandt kampen 2-0 takket være to mål af Kim Vilfort, men endte desværre med at tabe kampen 2-0 grundet brugen af Per Frimann og kom derfor ikke med til Sydkorea. Den plads tog Vesttyskland i stedet.

Danskerne kvalificerede sig netop ikke til VM i Italien i 1990 og grundet en dårlig start, fik Sepp Piontek overtalt Morten Olsen, til at vende tilbage til landsholdet, selvom han egentlig var stoppet efter EM 1988. Det endte med at Danmark senere kunne vinde gruppen ved bare at spille uafgjort med Rumænien på udebane.

Søren Lerby blev indkaldt til denne kamp også, dermed hans sidste landskamp. Danmark kom flot fra start med et 0-1-mål af Flemming Povlsen efter seks minutter, men det endte alligevel med et dansk nederlag på 3-1, hvilket sendte rumænerne videre til slutrunden. Set i det verdenshistoriske perspektiv var dette resultat medvirkende til, at den rumænske diktator Nicolae Ceausescu, der havde haft magten i 22 år, blev henrettet bare 40 dage senere.

Andre begivenheder i denne periode:

• I 1977 blev Borussia Münchengladbach-spilleren Allan Simonsen belønnet med titlen ”Årets fodboldspiller i Europa”. Han blev i 1983 nummer tre, efter en halv sæson for Charlton Athletic og en halv sæson for Vejle BK. Preben Elkjær blev nummer tre i 1984 og nummer to i 1985. Michel Platini endte dog med sejren alle tre år.

• De danske damer vinder det uofficielle europamesterskab i fodbold i 1979, efter en finalesejr på 2-0 over Italien på Stadio Sao Paolo i Napoli. 15.000 tilskuere overværer denne kamp.

• I 1981 vinder Boldklubben Frem pokalturneringen for sjette gang, og vinder dermed trofæet til ejendom.

• I 1982 indføres en elite-turnering for juniorer. Den deles op i en øst og vest-kreds og vinderne af hver kreds mødes i finalen. B1901 fra Nykøbing Falster vinder det første mesterskab. Samme år kåres Morten Olsen, RSC Anderlecht, som årets danske fodboldspiller, som den første i en udenlandsk klub.

• I 1984 vinder de danske damer bronze ved det første officielle europamesterskab i fodbold.

• I 1986 bliver Brøndbyernes Idrætsforening den første fuldtidsprofessionelle fodboldklub i Danmark.

• I 1987 bliver førnævnte klub den anden fodboldklub i verden til at blive børsnoteret. Tottenham Hotspur var den første. Samme år når de kvartfinalen i Europa Cuppen for mesterhold, som det første danske hold i tyve år og det sidste nogensinde.

DBU’s sponsoraftale med bryggerigiganten Carlsberg udløb ved årsskiftet 1986-1987, og der var derfor blevet indgået en ny aftale, denne gang dog med Danske Mejeriers Fællesorganisation.

• 16. april 1987 overrasker jyllandsserieklubben Skagen IK, ved at slå Brøndby IF ud af DBU’s landspokalturnering i 4. runde. Dette står stadig som den største overraskelse i dansk klubfodbold.

• I 1988 vinder Ikast fS det første danske mesterskab i five-a-side (indendørs fodbold)

Samme år spilles den første pige-U/16-landskamp i DBU-regi.

• I 1989 kan DBU fejre sit 100 års jubilæum. I forbindelse hermed lykkedes det Morten Olsen, som den første dansker, at passere 100 kampe, for det danske A-landshold.



Kommentér



Top-menu
Menu