Menu



Pengenes indflydelse i fodboldverdenen – Del 2

I første del fokuserede vi på, hvor galt det kan gå hvis fodboldklubberne ikke tager økonomien seriøst og blot investere til højre og til venstre, uden at være dækket ind. En tankegang som i de fleste tilfælde får fatale konsekvenser. I denne del 2 vil vi se på den anden side af boldgaden, nemlig på klubber, som pludselig får tilført et hav af midler via kapitaltilførsler fra rigmænd.

Kapitaltilførsel via rigmænds opkøb af klubber har specielt i de seneste ti år fået større og større indflydelse på, hvilke klubber, der gør sig gældende i mesterskabskampene i de enkelte ligaer – verden over. Et stort brud på traditionerne for inkarnerede fans, men det overskygges af nye dyre spillerindkøb og konstant deltagelse i toppen af de respektive ligaer. Den neutrale fodboldseer kan enten vælge at lovprise eller hade denne forandring. Men en garanti er der – det er aldrig til at vide, hvem der er favorit til den kommende sæson, da disse kapitaltilførsler kan være med til at ændre magtforholdene i de enkelte ligaer.

Der hvor dette har været mest i fokus, er i England, her er eksemplerne i engelsk fodbold efterhånden blevet mange, hvor klubber som Manchester United, Manchester City, Chelsea og West Ham har været offer/haft glæde af dette. Rigmænd køber sig til magten i klubber og tilfører stjernespillere på samlebånd. Dette tog rigtig fat i 2003, da den russiske oliemilliardær Roman Abramovich, for omkring 2,5 milliarder kroner erhvervede London-klubben, Chelsea. Siden da mener man, at han har brugt hele 6 milliarder på sine forretninger i klubben.

Senere er en række Premier League-klubber blevet overtaget af udenlandske investorer. Blandt andet har amerikanske, Malcolm Glazer, købt sig ind hos Manchester United – efter sigende spenderede han omkring 9 milliarder kroner. Det nyeste skud på stammen er Manchester City, der er blevet overtaget af den tidligere thailandske premiereminister Tkaksin Shinawatra. I modsætning til bysbørnene fra Manchester United, har fansene dog indtil videre valgt at bakke op om overtagelsen.

Før overtagelsen af Manchester United, frygtede ledelsen reaktionen fra klubbens fans. Det blev som ventet en vred fanskare, der i de efterfølgende uger skulle støtte deres hold. En af de væsentligste grunde til denne vrede var udsigten til øgede billetpriser med op til 200 %. En ventet effekt heraf ville være, at klubbens trofaste fans ikke længere ville have råd til deres sæsonkort og i stedet ville forretningsfolk og firmaer investere i pladserne. Resultatet heraf ville formentlige være, at den specielle stemning ville forsvinde. Resultatet har været et både og. Priserne er steget, men stemningen er bevaret i det store hele trods klager fra enkelte fansfraktioner.

Engelske klubber ser altså ud til at være attraktive for investorer og opkøbere. Tv-omtalen og den i det hele taget gigantiske opmærksomhed omkring engelsk fodbold, gør formentlig denne liga til en ekstra god forretning. Forretning er netop, hvad der er masser af i denne liga. Det økonomiske aspekt er nærmest blevet uoverskueligt for den neutrale fodboldfan. Glæden ved at se sit hold klare sig godt overskygger de enorme økonomiske risici, der hele tiden løbes i kulisserne. I de seneste år er Premier League gået fra at være en stor pengetank, til at være en gigantisk pengetank. Blandt andet er gennemsnitslønnen anslået til at være ca. 12,5 mio. årligt – per spiller, vel og mærke. Men om dette giver det helt korrekte billede af lønnen er usikkert. De helt store stjerner tjener halvdelen af dette beløb på bare én måned, hvilket sætter disse tal i et lidt andet perspektiv.

Grunden til de skeptiske miner blandt fans og eksperter, er selvfølgelig usikkerheden omkring klubbernes økonomi. Chelsea eller Abramovich, har brugt så mange penge på spillere, at klubben uden hans penge, ville gå konkurs lige efter et hypotetisk brud med russeren. Det er blandt andet de enorme lønninger, der ville betyde et Chelsea-kollaps. The Blues er ikke alene om at løbe denne risiko, men håbet om guld og europæiske triumfer er et glimrende incitament for ledelsen i klubben.

Konkurrencen på det højeste niveau er så hård, at man næsten er nødt til, at have en pengepung i ryggen. Fulham, Blackburn og Birmingham betragtes som middelmådige klubber i den bedste række. Deres eksistens i Premier League er ligeledes takket være en rigmands påvirkning.

Ud fra dette kan man jo drage den konklusion, at klubben med de mest rundhåndede rigmænd oftest tager trofæerne. Dog har Chelsea ikke opnået den ønskede effekt endnu, i hvert fald ikke i henhold til Abramovich, som gerne vil have succes i Champions League.

Opkøb øvrige steder

At vi møder flere eksempler som dette, er slet ikke utænkeligt. Det ligner i øjeblikket den eneste vej til toppen i England, men at finde balancegangen er svær. I hvert fald har vi ikke set den sidste overtagelse endnu. Konstant sættes nye rigmænd i forbindelse med klubber, og tendensen har spredt sig langt ud over England. Selv lille Danmark har set lignende eksempler. AGF med Kurt Andersen, og senest Brøndby med Peter Schmeichel-gruppen. Sidstnævnte blev dog ikke ført ud i livet.

Også i klubber som Hearts og Shakhtar Donetsk har rigmænd givet væsentlige kapitaltilførsler, som har givet en del opmærksomhed omkring klubberne.

Shakhtar Donetsk

I Shakhtar har man fået et meget velhavde bagland og det betyder, at klubben de seneste år gang på gang er med i mesterskabskampen og samtidig gør sig gældende i europæiske turneringer. Dette sker blandt andet på baggrund af væsentlige investeringer i spillere, som man normalt ikke ville forvente, ville tilslutte sig en ukrainsk klub. De to mest ”prominente” spillere man har erhvervet på det seneste er Willian og Cristiano Lucarelli. Den 19-årige brasilianer Willian fra Corinthians blev hentet til klubben på en femårig kontrakt. Hvor Shakhtar betalte en overgangssum på lige over 100 millioner kroner.

Spilleren, der blev den sjette brasilianer i ukrainernes trup, har også været på tale i Lyon, men Shakthar vandt duellen, formentlig grundet deres økonomiske tilbud.

Hearts

I 2005 overtog litauiske Vladimir Romanov skotske Hearts. Mange betegnede det som den nye ”Abramovich” i britisk fodbold, da Vladimir også har en kæmpe pengetank i ryggen. Vladimir startede også med at købe et nyt hold, da mere end ti nye spillere tiltrådte i klubben inden for det første halve år. Første sæson blev også en succes, til trods for Romanov mente, at en sammensværgelse gjorde, at de ikke vandt mesterskabet. Hearts vandt således den skotske pokalfinale og blev nummer to i ligaen.

Sæsonen 2006/2007 blev til gengæld ikke en dans på roser – flere spillere kom ind og truppen blev endnu en gang mikset rundt, mens Romanov gjorde sig upopulær i flere kredse – såvel internt som eksternt. Det betød svigtende resultater og trænerfyringer. Resultatet blev en 4. plads. Dermed prøvede man at hente Lothar Matthäus til klubbens som manager, men det blev kun ved snakken og den nye sæson har heller ikke været en dans på roser. Her i slutningen af december ligger klubben på en 10. plads.

Dermed er rigmændenes legeplads ikke forbeholdt de store ligaer, men både store som små.

En af de mørke sider

En af de kedelige effekter, som flere har diskuteret er udviklingen af de nationale talenter. Tilstrømningen af alle de udenlandske (kommende) stjerner har efter fleres mening sat de unge nationale talenter i baggrunden, og derved har man pludseligt et problem med at udvikle nok talenter til landsholdet. Heriblandt menes England, at lide under dette, da der ikke er nok alternativer til de enkelte pladser. Om dette er årsagen til den netop missede kvalifikation til det kommende EM i 2008 kan man analysere fra nu af og i en evighed, men nogle er af den overbevisning.

Opsummering

Der er ikke en klar konklusion på, hvorvidt rigmændenes kapitaltilførsel til klubber rundt om i verden er en fordel eller en ulempe, men en ting er sikker; det giver en masse en omtale til de pågældende klubber. I de fleste tilfælde har det isoleret set været positivt for den enkelte klub og for dens fans, da det har givet klubben et skub i den rigtige retning, og dermed øget chance for titler til klubben, dog ingen garanti.

Når det er sagt skal man have de negative effekter for øje. Her tænkes på de investere, som tiltager sig så meget magt, at de ødelægger organisationen i klubben samt importen af udenlandske spillere, så de nationale helte forsvinder og talenterne bliver ”sat i baggrunden”. I Hearts er seks af de syv angribere udlændinge.

En ting er sikker – det er altid spændende at være tilskuer til disse events.

Skrevet af Morten Jensen



Kommentér



Top-menu
Menu