
Rasmus Würtz blev med sit skifte fra AaB til FC København manden, som skal afløse Tobias Linderoth på den centrale midtbane hos de danske mestre. Han frygter dog ikke sammenligningen.
Rasmus Würtz er blevet udset til at lukke hullet på den centrale midtbane hos FC København efter salget af Tobias Linderoth til Galatasaray. Den danske landsholdsspiller ved godt, at han vil blive sammenlignet med den Linderoth, men det går ham ikke på.
“Jeg er klar over, at folk nok vil sammenligne os. Og på nogle punkter kan vi også minde om hinanden. Men jeg er købt for mine egne kvaliteter, og jeg er ikke den nye Tobias Linderoth. Jeg er en anden type spiller, og det ved FCK også godt. De ved præcis, hvad de får. Klubben har købt mig, fordi de kunne se nogle kvaliteter i mit spil, der passer til FCK. De har en klar plan med mig, og det er vigtigt for mig at vide,” sagde Rasmus Würtz til Tipsbladet.
Rasmus Würtz nåede at optræde i AaB-trøjen 183 gange i en alder af blot 23 år.
Skriv et svar