DBU’s kasserer, Torben Mogensen, vurderer, at en kvalifikation til VM i Sydafrika næste år, vil blive en guldgrube for dansk fodbold.
Danmarks A-landshold har taget et stort skridt på vejen mod VM-slutrunden næste år i Sydafrika, da man har vundet i samtlige af de seneste fem kampe.
DBU’s kasserer, Torben Mogensen, forudser, at en slutrunde-deltagelse vil indbringe en bruttoindtægt på godt 85 millioner kroner. Dette beløb vil være rekord i forbundets 120 år lange historie.
“Jeg vil tro, at der til DBU selv vil blive noget, der ligner 40 millioner,” fortæller han til Ritzau, der samtidig understreger, at man ikke har udregnet de præcise økonomiske gevinster ved VM-præmiepengene endnu, men at vurderingen er foretaget ud fra det sidst afholdte VM i Tyskland.
Sidste gang Danmark deltog ved en VM-slutrunde tilbage i 2002, hvor slutrunden blev afholdt i Japan og Sydkorea, tjente man 14,8 millioner kroner, efter at have kvalificeret sig til 1/8-finalerne.
DBU’s øjeblikkelige forudsigelse bygger vel at mærke blot på, at landsholdet henter et par point i det indledende gruppespil, men altså ikke når længere i turneringen, hvilket betyder, at der kan være tale om et betydeligt større beløb.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar