Martin Vingaard mener, at FCK’s kamp mod Brøndby er vigtigere end UEFA Cup-kampen mod Manchester City. Selvom UEFA Cuppen også har høj prioritet, så er Brøndby-kampen vigtigere, da den er en af de kampe, der afgører, hvem der vinder SAS Ligaen.
Vingaard, der for nylig skiftede til FCK fra Esbjerg, glæder sig til at spille mod Manchester City, men kampen mod Brøndby er vigtigere for Vingaard, da den afgører meget.
”Jo, jeg glæder mig! City-kampene er en gulerod, men kampen mod Brøndby er meget vigtig. Måske er den ikke altafgørende, men den kan afgøre meget, og det er derfor meget vigtigt at vi får point, for så kan vi selv afgøre det. UEFA Cuppen har også høj prioritet, men det vigtigste er trods alt, at vi får mesterskabet hjem til F.C. København, så kampen mod Brøndby er den vigtigste af de tre første kampe,” siger landsholdsspilleren til FCK’s hjemmeside.
Selvom Manchester City-kampen for Vingaard ikke er så vigtig, som kampen mod Brøndby, har Vingaard alligevel holdt øje med City på transfermarkedet.
“Det er jo svært ikke at læse om hvad de henter – eller ikke henter. Der er jo mange rygter, men de har da også fået købt lidt. Men vi skal bare koncentrere os om vores eget hold, og vi tror på, at hvis det fungerer for os og hvis vi får spillet til at gå op i en højere enhed, så er der en god chance for at gå videre. Det er godt nok tidligt på sæsonen, og det er vores første kamp efter vinterpausen, men vi så jo at FC Midtjylland var tæt på, så vi tror på det, og tror på at vi kan slå Manchester City over to kampe. De er naturligvis favoritter, men det er jo ikke sikkert deres stjerner kan spille sammen – hvilket man jo kan se i ligaen, hvor de ikke ligefrem har været sprudlende. Og hvem ved, måske vil de ikke prioritere UEFA Cuppen højest, hvis de ligger og kæmper for livet i bunden af Premier League,” udtaler Vingaard, som kan få sin officielle debut for FCK mod Manchester City.
Skriv et svar