Viborg-centerbacken, Jesper Andersen, skal igennem en operation før hans årelange skadeshelvede endelig kan afsluttes. Der skal pilles ved korsbåndet, der for anden gang holder ham ude på langtidsbasis.
Jesper Andersen har ikke fået meget spilletid for Viborg FF. Det skyldes ikke, at Jesper ikke kan tilkæmpe sig en plads i startopstillingen, men nærmere et knæ, der for anden gang holder ham ude i flere måneder. Således fik Jesper kun to kampe efter en 16 måneders lang pause, hvorefter korsbåndet igen drillede forsvareren.
Nu går turen så til operationsstuen, hvor der sandsynligvis skal foretages et indgreb i knæet.
“Jeg skal højst sandsynligt opereres. Jeg blev korsbåndsopereret for godt ti år siden, og det korsbånd er ret løst efterhånden. De har en formodning om, at nogle af de knæskader jeg har haft det sidste år til halvandet skyldes det her korsbånd. Når jeg lander ned kan underbenet godt forskydes en smule, og det giver nogle komplikationer i knæet,” siger Jesper Andersen til bold.dk.
Derfor ligner det endnu en lang pause til den uheldige Viborg-spiller.
“Det betyder ikke andet, end at jeg skal ind i et langt skadesforløb. Der er en kontrakt at forholde sig til, og så længe jeg har en kontrakt med Viborg vil jeg gøre alt for at opfylde den så godt som muligt. Det gør jeg selvfølgelig ikke ved at være skadet, men så må jeg gøre alt, hvad jeg kan for at blive hurtigt klar igen,” siger Jesper Andersen.
Skriv et svar