
Efter et besøg fra fire nigerianske spillere fra Vejles akademi i Nigeria har Vejle valgt at skrive kontrakt med to af spillerne. De to talenter hedder Joseph Akinfola og Chidi Dauda Omeje.
Februar bød på nigeriansk besøg i Vejle, idet fire nigerianere fra Vejles akademi i Nigeria var rejst til Danmark for at komme til træning i SAS Liga-klubben. De nigerianske spillere, Joseph Akinfola og Chidi Dauda Omeje, som henholdsvis spiller angriber og defensiv midtbane, skrev således i dag under på treårige kontrakter med klubben.
”Der er bestemt et stort potentiale i begge. Generelt kan man sige, at de har de individuelle færdigheder i orden. De basale ting, som skal være på plads for at blive professionel fodboldspiller,” fortæller ungdomstræneren hos Vejle, Jesper Søgaard, ifølge Vejles hjemmeside.
”Nu handler det om, at de skal tilvænnes til europæisk fodbold. Bare det at spille på en græsbane med en ordentlig læderbold er nyt for dem, så vi skal have tålmodighed,” fortæller han endvidere.
Jesper Søgaard skal således lede to nigerianere an, idet de tilmelder sig hans U-trup.
Skriv et svar