
Vejle Boldklub A/S kunne præsentere en årsrapport med sorte tal, hvor overskuddet lød på 1,1 mio. kroner før skat.
Vejle Boldklubs oprykning til SAS Ligaen har betydet, at østjyderne har øget deres omsætning med 55 procent. I sommeren 2008 gennemførte man en aktieemission, som medfører, at egenkapitalen i selskabet øget fra 21 til 52 millioner kroner siden sidste regnskabsafslutning.
”Et stærkt koncept har sikret endnu en flot fremgang på omsætningen. Det skyldes en stor opbakning fra sponsorer og samarbejdspartnere og understreger, at selskabet har det rigtige setup. Der blev gennemført en tilfredsstillende aktieemission, som sluttede den 3. juli 2008. Det betyder, at vi nu har 1700 aktionærer. Aktiekapital og egenkapital udgør henholdsvis 38, 8 mio. kr. og 52 mio. kr., og dermed lever vi op til vores målsætning om ikke at udhule vores aktiekapital,” forklarer formand for Vejle Boldklub Holding A/S, Lars Skou, til Vejle Boldklubs hjemmeside.
”I 4. kvartal blev det besluttet at rydde op i spillertruppen og skille sig af med flere spillere, der ikke havde slået til sportsligt eller var langtidsskadet. Det medførte ekstra udgifter til løn og afskrivninger i forbindelse med kontraktophævelser. Der blev ikke solgt spillere i 2008,” understreger Skou.
Skriv et svar