Aftenens kamp på Stamford Bridge vil være en, som går over i historien. Opgøret bød på en vanvittig målfest, hvor holdene nettede fire gange hver. Men eftersom første opgør endte 3-1 i Chelseas favør, kunne de glæde sig over billetten til semifinalen.
Liverpool har tidligere leveret mirakler i Champions League, men inden kampen var de bagud 3-1 i det samlede regnskab, og derfor kunne mandskabet se frem mod en benhård mission.
Kampen var 19 minutter gammel, da Fabio Aurelio fra 33 meter kunne score det første mål og oven i købet på frispark. Han opfattede hurtigt, at Petr Cech var langt væk fra den korte stolpe, og derfor forsøgte han at snyde den rutinerede keeper, som havde forventet et indlæg. Dette var et optimalt opbytte til stillingen 1-0.
Små ti minutter senere kunne holdkammeraten Xabi Alonso fordoble føringen. En Liverpool-spiller blev hevet i trøjen i feltet, hvilket fik kampens dommer, spanske Luis Medina Cantalejo, til omgående at pege på pletten. Alonso var sikkerheden selv, da han kanonerede bolden i modsatte side af den Cech valgte.
Liverpool fortsatte med at presse hjemmeholdet, men de måtte nøjes med en føring på 2-0 ved pause. I anden halvleg skulle Didier Drogba dog ikke bruge mange minutter på at bringe værterne på måltavlen.
I det 51. minut scorede han. Nicolas Anelka fik trukket sig fri på højrekanten, hvorefter han kunne lægge bolden ind i feltet til en fremstormende Drogba, der lige akkurat fik prikket til bolden, hvilket tydeligvis kom bag på Liverpool-keeperen Pepe Reina, som dog heller ikke så alt for skarp ud i situationen, da han fumlede bolden ind over stregen.
Seks minutter senere demonstrerede Chelsea-forsvareren Rodrigo Alex sin fantastiske sparketeknik. Hjemmeholdet havde fået dømt frispark et godt stykke udefra feltet, men det lod Alex sig ikke tynge af. Han kanonerede bolden ind bag Reina, som forgæves kastede sig efter bolden. Stillingen var nu 2-2.
Kampens sidste kvarter bød på mange forsvarsfejl, hvilket betød, at begge holds offensiv kunne boltre sig. Frank Lampard scorede i det 76. minut til 3-2, da han modtog bolden fra Didier Drogba og derefter bankede bolden i kassen.
Liverpool-spillerne havde dog ikke givet op endnu. Lucas Leiva kunne med hjælp fra Michael Essien, som rettede hans afslutning af, bringe Liverpool på tavlen for tredje gang i kampen. To minutter senere kunne Dirk Kuyt heade gæsterne nærmere endnu et mirakel, men holdet manglede fortsat endnu en scoring.
Med et minut tilbage af den ordinære spilletid kunne Frank Lampard lukke en målrig affære, da han fra kanten af feltet sendte bolden op i det fjerneste målhjørne til slutresultatet 4-4.
Aftenens resultat betyder, at Chelsea sammenlagt vinder 7-5, og dermed er klar til semifinalen, hvor de møder FC Barcelona.
Skriv et svar