Наши партнеры

Menu



Utaka-hattrick sikrede OB videre avancement

Europa League

OB skulle her til aften gøre arbejdet færdigt mod makedonske Rabotnicki i Europa League-kvalifikationens tredje runde. OB-spillerne var i dette returopgør på hjemmebane, og den spiller, som løb med den største opmærksomhed, blev OB’s angriber Peter Utaka, som scorede samtlige mål for hjemmeholdet og sikrede et 3-0-slutresultat.

OB stod med det bedste udgangspunkt, inden aftenens returkamp på Fionia Park blev sparket i gang, eftersom fynboerne vandt det første opgør knebent 4-3. OB’erne kom da også godt fra start, da OB-spillerne blev noteret for fire store chancer allerede efter to minutters spil.

Rabotnicki gæstede sjældent OB’s banehalvdel, hvilket illustrerede OB’s store dominans kampen igennem. På trods af det massive pres for hjemmeholdet, lykkedes det ikke for OB-spillerne at få bolden ind over stregen i Rabotnicki-målet igennem de første 45 minutter.

Fra starten af anden halvleg havde Lars Olsen skiftet Caca ind, som brillerede i den forrige kamp med et hattrick. Men i stedet for at den brasilianske angriber endnu en gang skulle stjæle rampelyset, blev det Peter Utaka, som i dette opgør viste sig at have mange mål i støvlerne.

Tre minutter inde i anden halvleg modtog Utaka bolden fra Hans Henrik Andreasen, hvorefter OB-angriberen sikkert lagde bolden imellem benene på makedonernes målmand. Minuttet efter var udeholdet tæt på at udligne, men skarpheden manglede foran målet og afslutningen røg over OB-målrammen.

Hans Henrik Andreasen var også involveret i fynboernes anden scoring. Han blev tacklet midt på Rabotnickis banehalvdel, hvorefter bolden hoppede hen for fødderne af Utaka, som resolut stak af sted i en friløber, og kort efter kunne passere gæsternes keeper for anden gang i kampen til stillingen 2-0.

I det 80. minut kunne Utaka fuldende sit hattrick, da han i fællesskab med makedonernes Rodic, som forsøgte at få bolden ud af farezonen, fik skovlet bolden ind over stregen til slutresultatet 3-0.

OB kan derfor notere sig en samlet sejr på 7-3, og finde sig selv i bowlen, når der i morgen trækkes lod til fjerde og afgørende runde i Europa League klokken 13.30.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu