Manchester United og Portsmouth måtte ud i straffesparkskonkurrence, for at afgøre, hvem der skulle have Community Shield-trofæet. Her viste United sig stærkest, og de snuppede dermed sæsonens første trofæ.
Stemningen var høj på Wembley søndag eftermiddag, da Manchester United og Portsmouth tørnede sammen i den prestigefyldte Community Shield. Manchester United måtte se bort fra en række profiler, hvilket havde givet plads til nogle unge spillere i truppen. Derudover var det værd at bemærke, at anfører, Gary Neville, var tilbage i startopstillingen efter en lang skadespause.
United startede kampen bedst, og sad på spillet de første minutter. Første halvleg bød ikke på så mange muligheder, men Darren Fletcher havde en særdeles stor mulighed for at bringe United på 1-0 efter 36 minutter spil. Nani snuppede bolden fra Glen Johnson og sendte bolden ind i feltet, hvor Fletcher havde timet sit løb godt. Desværre for Fletcher og Manchester United fik midtbanespilleren slet ikke ordentligt ram på bolden, og stillingen var stadig 0-0.
Portsmouth havde også deres muligheder i kampen, men det var Manchester United, der havde de største chancer. I anden halvleg forsøgte Carlos Tevez sig fra distancen, men en sublim aktion fra David James i Portsmouth målet gjorde, at stillingen fortsat var uændret.
United pressede på for en sen scoring, men selvom de kom frem til de bedste muligheder, blev der ikke scoret. Den ordinære spilletid endte 0-0, og derfor skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence.
Her var Manchester United de bedste, og de løb af sted med en sejr på 3-1 efter scoringer af Tevez, Giggs og Carrick, mens Defoe som den eneste scorede for Portsmouth. Dermed er sæsonens første trofæ i hus for Alex Fergusons tropper.
Skriv et svar