Barcelona kæmpede bravt, men det var ikke nok til at sikre sig en plads i dette års Champions League-finale. Spanierne blev besejret med 1-0 af Manchester United, som dermed er det ene af de to hold, der skal spille finale i Moskva.
Manchester United-spillerne blev sendt på banen med lidt af en start, da de mange rødklædte fans diskede op med en lækkerbisken af en tifo. Ordet “Believe” – tro – stod skrevet henover Old Traffords ene langside.
Barca lagde hurtigt kampen ud med et frispark, hvilket egentlig virkede meget typisk for kampens første ti minutter. Vinklen var dog for spids og frisparket endte ikke med andet end en mavepumper til en Manchester United-forsvarer, som udgjorde den midterste del af muren.
Barcelona dominerede de første ti minutter, men alligevel var det englænderne som scorede kampens første mål. Paul Scholes stod bag et brag af en kasse i det 13. minut. Det skete dog med lidt hjælp fra Barcelonas italiener, Gianluca Zambrotta, som næsten sparkede bolden til rette for den rødhårede Scholes. Scholes tog chancen og skød til kuglen lidt udenfor feltet, hvilket altså endte op i kampens første mål.
I de efterfølgende minutter virkede katalanerne særdeles chokerede, og panikkede sig gennem den efterfølgende stund. Efter 19 minutter var Lionel Messi dog tæt på, da hans drilske forsøg kravlede rundt om stolpen. Det var dog ikke kun Barcelona, som var tæt på. Også Manchester United diskede op med gode forsøg, blandt andet, da Park Ji-Sung var tæt på med en næsten tro kopi af Messis forsøg.
Kampen fortsatte med god fight, men man skulle helt hen til det 33. minut, før Barcelona igen havde skud mod van Der Sars mål. Denne gang var det den rutinerede Deco, som indenfor tre minutter var tæt på af to omgange.
Første halvleg sluttede med 1-0, hvilket, på det tidspunkt, udløste flybilletter til den russiske hovedstad til Manchester United. Barcelona skulle på en halvleg forsøge at rette op på den miserable sæson.
United kom bedst fra start, hvilket kunne ses på en ung portugiser. Der er ikke tale om Ronaldo, som ikke havde sin bedste kamp, men om Nani, som brillerede i kampens anden halvdel. I det 52. minut bevægede han sig godt rundt, og pludselig modtog han bolden få meter foran mål. Desværre for Manchester United endte chancen med et hjørnespark.
Barcelona virkede chokerede og var egentlig ikke specielt farlige. De kom ned omkring det engelske felt i det 59. minut, men få sekunder efter var bolden i den helt anden ende af banen. Endnu engang var Nani i hopla, da han med et blændende sololøb skabte sig plads til en afslutning. Han måtte dog se sit forsøg gå over mål.
Manchester United lignede i midten af anden halvleg mere og mere et bud på en finaledeltager, hvilket også blev opbaktet af statistikken, som afslørede et overtag til englænderne. Henry strøg på banen til fordel for Iniesta, netop for at rette op på dette.
Barcelona vedblev med at forsvinde, momentvis, ud af kampens forløb. Den største underholdning stod Zambrotta og Ronaldo for, da de havde en særdeles intens fight på flanken. “Blaugrana” havde dog glimtvist nogle gode forsøg, som blandt andet en solidtspillende Lionel Messi stod for.
Barcelona begyndte dog i de sidste tyve minutter at holde trykket på Manchester United, men kom ikke frem til de helt afgørende forsøg. Den store boldbesiddelse kunne have udmundet sig i et utal af scoringer, men troen virkede en anelse fjern hos de blåklædte. Endnu engang sikrede flot forsvarsspil Manchester United det ønskede resultat.
Kampen var en særdeles fremragende affære. Man kunne have ondt det kriseramte Barcelona-hold en plads i finalen, men Frank Rijkaards tropper formåede ikke at hive sejren hjem. Manchester United går i finalen.
Skriv et svar