Det danske U21-landshold løb onsdag eftermiddag ind i et nederlag til Holland. Jesper Lange var manden bag det eneste danske mål i 2-1-nederlaget, hvor to danskere måtte udgå med skader.
Det var en meget ujævn bane, der mødte det danske U21-landshold, da de onsdag eftermiddag mødte Holland. Dette resulterede i, at både Timmi Johansen, Thomas Enevoldsen trådte forkert, og måtte lade sig udskifte i første halvleg.
Hollænderne kom foran allerede i det niende minut, da Rydel Poepon scorede med et fladt skud. Denne føring blev fordoblet af Shkodran Metaj med ti minutter tilbage af første halvleg.
I anden halvleg overtog de danske drenge overtaget i kampen, og det flotte spil resulterede i et enkelt mål. Det var Esbjergs Jesper Lange, der fik reduceret med fem minutter tilbage. 2-1 blev kampens resultat, men trods nederlaget, var den danske U21-landstræner, Keld Bordinggaard, tilfreds med holdets præstation.
“Det er meget svært at være utilfreds med andet end resultatet og banen i dag,” siger Bordinggaard efter kampen og uddyber
”Den turbulente start med skader hos Timmi Johansen og Thomas Enevoldsen giver Holland chancer, og desværre en meget tidlig scoring. Men vi rejser os langsomt og får masser af spil og momentum i en kamp, der er vores hele anden halvleg. I dag så vi en fremragende kollektiv indsats, hvor blandt andre Leon Jessen og Lasse Schöne strålede.”
Skriv et svar