
OB har her til aften annonceret, at de har solgt deres angriber Baye Djiby Fall til den russiske klub Lokomotiv Moskva. Overgangen finder sted med øjeblikkelig virkning.
OB-angriberen Djiby Fall har været en eftertragtet herre, og den russiske klub Lokomotiv Moskva har længe haft ham på ønskelisten. Ruslands transfervindue lukker først i nat, og derfor har det altså kunnet lade sig gøre, at købe angriberen med øjeblikkelig virkning.
”Der er først og fremmest tale om en god aftale for Odense Boldklub. Det har hele tiden været vores holdning, at vi ikke ville sælge med mindre, at det rigtige tilbud kom. Så vi har været klar over, at det kunne være et spørgsmål om tid,” fortæller OB-direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside, og fortsætter:
”Det er klart, at tidspunktet ikke er optimalt, fordi transfervinduet i Danmark er lukket, og vi derfor ikke kan hente en ny spiller på nuværende tidspunkt. Vi har dog fortsat en stærk trup, som vi senest supplerede med Demba-Nyrén i vinterpausen, og derudover har vi flere andre kompetente angribere.”
Fall har nettet hele 22 gange i blot 38 kampe, siden han tiltrådte hos OB tilbage i vinteren 07/08.
Skriv et svar