
Ved en træningskamp i dag på Frederiksberg, hvor KB og B 93 mødtes, skete der en tragisk ulykke, da en blot 15-årig KB-målmand mistede bevidstheden efter en nærkamp. Her til aften fortæller den centrale vagtleder, at han er erklæret død.
I formiddags mødtes KB og B93’s drengehold i en træningskamp, men kampen fik en tragisk afslutning, da KB’s 15-årige målmand fik et knæ i hovedet og derefter var bevidstløs. Episoden betegnes som et hændeligt uheld ifølge øjenvidner.
“Under træningskamp mellem KB og B 93 på førstnævntes anlæg er der sket den ulykkelige situation, at Anders Hansen i en hændelig spilsituation er blevet ramt så uheldigt, at det har medført hjertestop og kvæstelser som Anders nu behandles for på Rigshospitalet,” fortalte KB’s ungdomsformand, Henrik Frøling Pedersen, til bt.dk lørdag eftermiddag.
De mange unge spillere, som var chokerede over den tragiske episode, fik krisehjælp kort tid efter.
”Vi blev kontaktet umiddelbart efter episoden. På anlægget var samlet mange unge drenge, som på det nærmeste var i chok. Så vi kontaktede Falcks kriselinje, som omgående stillede med en krisepsykolog,” siger den centrale vagtleder hos politiet, Mogens Knudsen.
”Vi har fundet frem til, at han sandsynligvis har fået et knæ i nakken under kampen, og at det har givet ham en alvorlig skade i nakkehvirvlerne,” siger den centrale vagtleder på Politigården i København til Ritzau.
Lægeambulancen bragte den 15-årige på Rigshospitalets traumecenter, men her til aften kunne lægerne ikke gøre mere for at redde hans liv, og derfor blev den unge målmand erklæret død.
Politiet planlægger ikke, at foretage sig mere i sagen, oplyser vagtleder Erik Gøtsche.
Skriv et svar