Наши партнеры

Menu



TotalBold.dk vurderer: Champions League-gruppe D

Champions League

TotalBold.dk giver herunder vores bud på, hvordan den endelige stilling bliver i Champions League-gruppe D, som indeholder cypriotiske APOEL Nicosia, spanske Atlético Madrid, engelske Chelsea FC, samt portugisiske FC Porto.

1. Chelsea FC

Information: Chelsea har aldrig vundet Champions League, men har været tæt på. I sidste sæson blev semifinalen endestation for The Blues, der måtte se sig besejret af FC Barcelona efter to tætte kampe, hvor de senere vindere af turnering gik videre på reglen om udebanemål. Inden da var Chelsea gået videre fra gruppe A på andenpladsen efter AS Roma og foran Bordeaux og CFR Cluj. Derefter blev Juventus og Liverpool sendt ud.

I Premier League blev det til en tredjeplads til Chelsea, der måtte se sig slået af Liverpool og Manchester United. Dog vandt man FA Cuppen. Denne sæson er London-klubben startet godt med fire sejre ud af fire mulige og fører ligaen.

Chelsea har denne sommer skiftet manager fra Guus Hiddink til Carlo Ancelotti, og den nye manager har indført et nyt spillesystem – 4-4-2 – med diamant-formation på midtbanen. På transferfronten har Chelsea ikke været så aktive som tidligere set. Ind er kommet Yuri Zhirkov, unge Daniel Sturridge og Ross Turnbull.

Vurdering: De seneste år har Chelsea blandet sig i mesterskabskampen og har også været med fremme på den europæiske scene. Det er dog ikke blevet til så mange titler, men holdet består af mange gode spillere. Derudover har der ikke været skiftet meget ud på holdet frem mod den nye sæson, og spillerne kender således hinanden godt, hvorfor vi tror, at Ancelottis mandskab vil gøre en god figur i Champions League og nå langt.

2. Atlético Madrid

Information: Atlético Madrid endte som nummer fire i Primera Division i sidste sæson, mens klubben i Champions League gjorde en god figur i gruppespillet, hvor de sluttede som nummer to – to point efter Liverpool, men langt foran Marseille og PSV Eindhoven. Efterfølgende blev Atlético sendt ud i 1/8-finalen af FC Porto på reglen om flest scorede udebanemål. Fjerdepladsen i den spanske liga betød, at holdet skulle kvalificere sig til gruppespillet. Det skete med en samlet sejr på 5-2 over Panathinaikos.

Her i gruppespillet står det spanske hold overfor Porto igen. Sidste sæson endte opgørene mellem de to klubber henholdsvis 2-2 og 0-0, og det vidner dermed om to tætte kampe. Det bliver sandsynligvis også netop disse to klubber, der skal kæmpe om andenpladsen i gruppen og dermed videre avancement i turneringen. Derudover skal Atlético se, om de kan gøre noget mod Chelsea, der umiddelbart er favorit til at tage førstepladsen.

Vurdering: Atlético blev sendt ud i 1/8-finalen i Champions League i sidste sæson, og det var netop Porto FC, der stod bag dette. Spanierne kan dermed få revanche i denne sæson, når de to klubber står over for hinanden igen – denne gang i gruppespillet.

3. FC Porto

Information: Som nævnt slog FC Porto Atlético Madrid ud af Champions League i sidste sæson. Inden da havde man sat Arsenal, Dynamo Kiev og Fenerbahce på plads i gruppespillet og taget førstepladsen i gruppe G. I kvartfinalen var modstanderen Manchester United, og portugiserne var tæt på at levere en overraskelse. I den første kamp i Manchester klarede Porto uafgjort 2-2. På hjemmebane blev det dog til et smalt 1-0-nederlag og så var Porto ude.

I den hjemlige liga derimod var Porto de bedste, og de tog således førstepladsen. I sommerens transfervindue har holdet dog måttet sige farvel til nogle profiler. Den nu tidligere anfører, Lucho González, er skiftet til Marseille, mens Lyon har hentet Lisandro Lopez og Aly Cissokho.

FC Porto råder dog fortsat over spillere som Bruno Alves, Raul Meireles og Hulk.

Vurdering: I sidste sæson var Porto en positiv oplevelse i Champions League, og efter at have vundet det portugisiske mesterskab, er holdet klar til denne sæsons udgave af turneringen. Holdet har dog sagt farvel til flere profiler denne sommer og kommer nok til at kæmpe med Atlético Madrid om gruppens andenplads.

4. APOEL Nicosia

Information: I forhold til gruppens øvrige tre klubber er APOEL Nicosia noget mere ukendt. Holdet blev mestre i Cypern i sidste sæson og skulle dermed forsøge at kvalificere sig til Champions League i denne sæson.

I anden kvalifikationsrunde blev EB/Streymur sendt ud i overbevisende stil, og i næste runde var det Partizan Beograd, der måtte forlade turneringen, da APOEL vandt 2-1 samlet efter to kampe. I den sidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet var det danske FC København, der var modstanderen. Det lignede en opgave, som det danske hold godt kunne løse, men APOEL havde ikke tænkt sig at give op på forhånd.

I Parken tabte de cypriotiske mestre godt nok 1-0, men på hjemmebane kom holdet på måltavlen hele tre gange, og da københavnerne kun scorede en enkelt gang, var APOEL videre. Her blev Chrysis Michael den store helt med to scoringer i opgøret.

Vurdering: Det ligner en meget svær opgave for APOEL Nicosia, også selvom der tidligere er set overraskelser. Holdet vil give alt hvad de har for at levere en god indsats, og så må vi se, hvad det rækker til. Vi tror dog ikke, at det cypriotiske mandskab vil komme til at volde de andre så store problemer.

Se hele kampprogrammet for gruppe D
_________________________________________________________________________

HVORDAN VURDERER DU GRUPPE D?

DELTAG I DEBATTEN HER!



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu