Den tidligere Primera Division-legende, Diego Tristan, er i øjeblikket på prøvetræning i West Ham, hvor han håber, at opholdet bliver permanent.
Angriberen Diego Tristan, som tidligere slog sine folder i Deportivo la Coruna fra 2000 til 2006, er i øjeblikket på prøvetræning i Premier League-klubben West Ham.
Holdets manager, Gianfranco Zola, har igennem de seneste dage desperat ledt efter en angriber, som kunne tiltræde som afløser for ankelskadede Dean Ashton, som først er kampklar til januar.
”Zola ringede til mig og fortalte mig om sine planer og situationen omkring holdet. Derfor er jeg her for at bevise mit værd,” siger Tristan til The Times.
Den 32-årige spanier scorede 78 mål i 177 optrædener i Deportivo. Senest har han spillet i italienske Livorno, men grundet måltørke, valgte klubben ikke at forlænge hans kontrakt.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar