AC Horsens har underskrevet en toårig aftale med den tidligere Manchester United-forsvarer, Adam Eckersley, der tiltræder med omgående virkning på en fri transfer.
Den tidligere Manchester United-reserve samt Brøndby-spiller, Adam Eckersley, har trænet med hos AC Horsens igennem den seneste uge, og eftersom cheftræner Kent Nielsen var tilfreds med venstrebackens præstationer, skrev man en toårig kontrakt med den 22-årige spiller.
”Vi har længe haft en ambition om, at vi skulle have to normale venstre backs på holdet, og det har vi fået med tilgangen af Adam Eckersley. Han er hurtig, god fremad banen og fysisk stærk, så der bliver hård kamp om pladsen på venstre back og vi ved, at Adam Eckersley har niveauet til den bedste danske række,” siger cheftræner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv, er glad for sit skifte.
”Jeg kan godt lide dansk fodbold, der er meget forskellig fra den engelske stil og alt er perfekt for mig i AC Horsens. Alle har taget godt imod mig, det nye stadion bliver fantastisk og Kent Nielsen er en erfaren træner, som jeg kan lære meget af. Nu glæder jeg mig til at bringe AC Horsens så langt som muligt,” siger Adam Eckersley.
Skriv et svar