Наши партнеры

Menu



Thygesen ude i seks til otte uger

Dansk fodbold

FC Midtjyllands midtbaneprofil, Mikkel Thygesen, må se sine holdkammerater spille fra tribunen de næste seks til otte uger, efter han i dag brækkede et ribben.

Mikkel Thygesen har været en profilerne for FC Midtjylland, siden sit skifte fra tyske Mönchengladbach, men nu bliver hans gode stime afbrudt, da han i dag skuffet måtte forlade klubbens vægttræning med et brækket ribben.

Midtbaneprofilen vil i værste tilfælde være ude i seks til otte uger.

”Jeg er helt nede i kulkælderen, for vi står jo lige på kanten af en både sjov og hård periode med topopgøret mod OB og kampene mod Lokomotiv Moskva i UEFA Cuppen,” sagde Thygesen til FC Midtjyllands hjemmeside og forklarede videre, hvad der skete under træningen.

”Da jeg var af sted med landsholdet for nylig, trykkede jeg et ribben. Jeg har haft smerter lige siden men ikke så slemt, at jeg ikke kunne spille. Mens jeg lavede bænkpres i dag kunne jeg lige pludselig mærke, hvordan knoglerne blev trukket fra hinanden. Jeg håbede, at det var en muskelskade, men inderst inde vidste jeg godt, hvad der var sket,” udtalte Thygesen.

FC Midtjylland er også kede af det, derfor vil man nu undersøge muligheden for at specieldesigne en slags beskyttelsesvest, således midtbanespilleren kan komme til at spille hurtigere end forventet.

”Fra håndbolden har man gode erfaringer med en slags vest, der er lavet i noget specielt plastic, som bliver syet ind i en undertrøje, lavet til den pågældende spiller. Det er måske en mulighed for Mikkel. Men det bliver formentlig hverken i næste uge eller næste uge igen,” udtalte klubbens fysiske træner Lars Raundahl Rasmussen.

Som minimum ser det ud til, at Thygesen går glip af SAS Liga-opgørene mod OB og Esbjerg.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu