
Den danske dommer Claus Bo Larsen gav Chelseas John Terry et gult kort i Champions League-kvartfinalen mod Liverpool. Chelsea-anføreren er ikke tilfreds med advarslen, der giver ham karantæne i returkampen, men Claus Bo Larsen afviser kritikken.
I anden halvleg af den første Champions League-kvartfinale mellem Liverpool og Chelsea, gav dommer Claus Bo Larsen Chelseas anfører John Terry en advarsel, efter et sammenstød med Liverpools målmand Pepe Reina. Det gule kort betyder, at Terry har karantæne i returopgøret på tirsdag.
”Jeg følte det som om, at jeg gik efter bolden. Det er det, jeg altid gør. Jeg har talt med Reina, og han sagde, at det ikke var til et gult kort. Han vidste allerede, at et gult kort ville give mig karantæne, og han var ærlig over for mig,” siger Terry til Skysports.com og fortsætter:
”Det minder mig om da Xabi Alonso fik en advarsel i en lignende situation med Eidur Gudjohnsen for et par år siden. Han græd efter den kamp. Jeg er naturligvis skuffet.”
Kampens dommer, danske Claus Bo Larsen, er dog ikke i tvivl om, at det gule kort var rigtigt givet.
”Det er klart, at han er lidt bitter, når han misser næste kamp, men så kunne han lade være med at springe ind i målmanden med vilje. Han får også stoppet en kontra. Alle Chelsea-spillerne er i angreb. Det er ret beregnende, og jeg er slet ikke i tvivl,” siger Claus Bo Larsen til bold.dk.
Skriv et svar