Наши партнеры

Menu



TB-vurdering: Tysklands EM-trup

TotalBold.dk har kigget nærmere på Tysklands EM-trup, inden den store finale, som bliver afviklet om mindre end 24 timer. Vi har givet fodbolde efter, hvor godt vi mener, at spillerne har spillet på en skala fra 1-5, hvor én fodbold er det dårligste, og fem naturligvis er det bedste.

Målmændene

Jens Lehmann (Arsenal)

Uden den store spilletid hos sin klub, siges målmænd at rustne. Til tider har det også set sådan ud for Tysklands førstemålmand Jens Lehmann, der under VM 2006 erobrede pladsen i det tyske mål fra den karismatiske Oliver Kahn. Ligesom Kahn er den endeløse tid dog ved at indhente Lehmann, som ligesom resten af hans hold så svage ud mod Tyrkiet. Han har ikke været den sikreste ved dette EM, og derfor må han ikke regnes som en topmålmand.

Rene Adler (Bayer 04 Leverkusen)

Bayer Leverkusen signede i 2001 den tyske målmand Rene Adler, og i 2007 fik han så sin debut på det højeste fodboldniveau i Tyskland. Det skulle vise sig, at være et godt valg Leverkusen havde taget, idet han senere hen fik titlen som den bedste Bundesliga-keeper anno 2008. Således må han regnes som en god andengarde i det tyske mål, men blandt andet den internationale rutine mangler, hvorfor han endnu ikke er en komplet målmand.

Robert Enke (Hannover 96)

Ligesom Adler må Enke nok forbigå dette EM uden en eneste optræden. Han har dog en vis rutine, hvilken understreges af hans tid i Benfica, hvor han over tre år fik 77 kampe. Siden 2004 har han været fast keeper for Hannover 96, men skarpheden til Tysklands bedste målmand er der simpelthen ikke.

Forsvaret

Arne Friedrich (Hertha Berlin)

En solid forsvarsspiller, der kan rykkes rundt i forsvaret efter behag. I hele hans karriere har han spillet for blot to klubber, hvilke begge er tyske. Han er Hertha Berlins kaptajn, og hans debut for Tyskland kom i 2002, og han har siden været en fast klippe i Tysklands forsvar. Da Tyskland erobrede metal ved sidste VM fik han ved næsten alle kampe fuld tid, men alligevel er der bedre forsvarsspillere end Arne Friedrich. 3 stjerner.

Christoph Metzelder (Real Madrid)

Trods den store titel af at være spiller hos Real Madrid, har den foregående sæson ikke just været Metzelders. Skader har præget den 194 centimeter høje midterforsvarer, der dog i dette EM har været foruden. Han er hovedstøds- og tacklingsstærk og vil sandsynligvis starte inde i finalen, hvor han skal forsøge at dæmme ned på Spaniens hurtige frontløbere.

Clemens Fritz (Werder Bremen)

Werder Bremens faste højreback Fritz fik sin første aktion for Tyskland i år 2006. Som en dynamisk back tager han chancer, og forsøger så ofte som muligt at komme med i tyske angreb. Han kommer dog angiveligt ikke i kamp, da han holdes ude af andre mere prominente backs.

Heiko Westermann (Schalke 04)

Westermann må ses som blot en støtte for det tyske forsvar, da han i midterforsvaret holdes ud af Metzelder og Mertesacker. Med blot 3 optrædener for Tyskland menes den høje Schalke 04-spiller dog ikke som nogen stor tysk spiller endnu, og blandt andet den manglende rutine er grunden til, at han nok må gå igennem dette EM foruden ét eneste minut på banen.

Philipp Lahm (Bayern München)

Philipp Lahm – Tysklands redningsmand. Som en altid angribende back har han gang på gang vist, at han har hurtigheden og den rigtige vilje til at spurte op og ned af banen, og det var hovedsageligt grunden til, at han, efter en flot afslutning, kunne skrive et afgørende mål på CV i slutminutterne af semifinalen. Han starter sandsynligvis på enten den højre eller venstre back i finalen.

Per Mertesacker (Werder Bremen)

Angiveligt den bedste tyske forsvarer, og han har da også fået optrædener i alle deres kampe ved dette EM. Hans højde giver ham et godt hovedstød, hvilket sammen med hans taktiske konsistens og gode tacklingsevne gør ham til en af Europas bedste forsvarsspillere. Han har været længe jaget af diverse storklubber, men er altså indtil videre blevet i Werder Bremen, hvor han i den foregående sæson var den vigtigste del af forsvaret.

Marcell Jansen (Bayern München)

Bayern München-back der i længere tid har vist sig som en god forsvarsspiller. Fire optrædener ved dette EM må regnes som meget for spilleren, der besidder en god angrebsevne og altid leverer gode indlæg. I finalen vil han dog måske blive skubbet ud i kulden af Tysklands andre angrebsivrige backs, det på trods af, at han ellers har leveret udmærkede præstationer.

Midtbanen

Simon Rolfes (Bayer 04 Leverkusen)

Rolfes har ikke haft den store rolle ved dette EM, men den defensive midtbanespiller har alligevel præsteret solidt. Han er ofte med i angreb, og menes eventuelt på længere sigt at kunne tage over for Tysklands kaptajn, Michael Ballack. Dog skal der lidt mere rutine til, specielt internationalt, før den spilstyrende blondhårede tysker vil kunne dette.

Bastian Schweinsteiger (Bayern München)

Efter et rødt kort og to mål ved dette EM, er han nu, sammen med Tyskland, i finalen, og det menes, at den tyske fløj vil være en af de startende mod Spanien. Ude fra sin kant har han gode muligheder for at sætte fart, og det samt god teknik er opskriften på hans relative succes for Tysklands landshold.

Torsten Frings (Werder Bremen)

Har ved dette EM fået stor tillid. Hans taktiske kloghed samt vilje kan endnu engang være med til at give Tyskland et plus overfor spanierne. I den foregående sæson har han dog længe været ude med skader, men alligevel har han til tider ved dette EM vist hans kompetencer, og sammen med Michael Ballack kan han udgøre et grufuldt våben mod Spanien.

Michael Ballack (Chelsea)

Omdrejningspunktet, kreativiteten, viljen og maskinen. Ja, der er mange titler, man sagtens kan printe på Michael Ballack samt hans betydning for det tyske landshold. Hans færdigheder og rutine er på et utvivlsomt højt niveau, hvilket ved store dele af dette EM har vist sig. Specielt mod Portugal gjorde han en god figur, og det håbes, at den tyske legende endnu engang vil brillere i finalen. Det vil få vital betydning for Tysklands spil.

Piotr Trochowski (Hamburger SV)

Har endnu ikke fået sin første optræden i dette EM, og medmindre kritiske tyske skader indfinder sig i finalen, menes Trochowski ikke at komme på banen. Han har dog stadig sine styrker, og hvis han skulle komme på banen, vil det heller ikke være det store minus for det tyske landshold. Specielt hans eksplosive skud er et varemærke for Trochowski.

Thomas Hitzlsperger (Stuttgart)

Stuttgart-spilleren, der kan bruges på adskillige midtbefindende pladser, fik sin debut for landsholdet i 2004, og har ved dette EM været en særdeles fast mand på banen. Han bibringer et farligt skud og vil sandsynligvis starte inde for tyskerne. Hvis han skal blive sat i scene må resten af den tyske midtbane dog fungere, hvilket den i semifinalen ikke gjorde.

Tim Borowski (Werder Bremen)

Blot 22 minutter på banen viser, at han ikke er den mest tillidsfulgte spiller på det tyske landshold. Forinden Joachim Löws ansættelse var han dog en stor faktor hos Tyskland, men den 194 centimeter høje midtbanespiller har altså måttet vige sin plads for andre spillere.

Angrebet

Mario Gomez (Stuttgart)

Gomez har slet ikke fundet det spil frem, der gav ham en plads på banen i de første af Tysklands kampe. Han kan sparke med begge ben, heade og afslutte, men de forventninger der forinden EM var til Stuttgarts høje angriber er blevet skudt til jorden. Derfor er han sandsynligvis ikke hos de startende elleve, der løber på banen for Tyskland i finalen.

Oliver Neuville (Mönchengladbach)

Tysklands nummer 10 er den ældste markspiller hos tyskerne. Han leverer altid stabilt, og efter at være blevet valgt fra til de to foregående EM-slutrunder, er han i år blevet valgt til truppen. Dog har han indtil videre blot fået elleve minutter på banen, idet yngre og mere talentfulde spillere presser ham væk fra startopstillingen.

Miroslav Klose (Bayern München)

I den foregående sæson kunne han fejre det tyske mesterskab med Bayern München, men ligesom Mario Gomez har Klose ikke haft det meste talentopfyldende EM, men Bayern München-angriberen har dog scoret to mål. Hans helt store gennembrud kom for to år inde i fortiden, hvor han var en stor del i Tysklands VM-bronze. Hans skud- samt hovedstødskraft er de største af hans kompetencer, men hans målnæse heller ikke fejler noget.

David Odonkor (Real Betis)

En af de få udenlandsspillende spillere på det tyske landshold, Odonkor, har blot fået 48 minutters spilletid ved dette EM. Real Betis-spilleren har længe været plaget af skader, hvilket selvfølgelig sætter en stopper for det talent, som han trods alt besidder. Hurtigheden specielt er hans største force, men medmindre kampen skal ud i forlænget, eller store skader fremkommer, er dette ikke nok til et håb om spilletid i finalen.

Lukas Podolski (Bayern München)

En af Tysklands helt store oplevelser ved dette EM. Trods den manglende tillid fra hans klubtræner, har han vist, at selvtilliden er, hvor den skal være, og med tre mål er han den mest scorende tysker spillere forinden finalen. Således opfølger han sin sidste slutrundes succes, hvilken var ved VM 2006, hvor han blev kåret til turnerings bedste yngste spiller. Han starter sandsynligvis inde for Tyskland i finalen.

Kevin Kuranyi (Schalke 04)

Schalke 04-angriberen er blevet sat ud i kulden af Gomez, Podolski og Klose, der alle har fået betydeligt mere spilletid end Kuranyi. I hans foregående sæson med Schalke 04 så han ellers ud til at være i god form, men er altså blevet efterladt i skyggerne af tyskernes træner Joachim Löw. Derfor vil Kuranyi nok ikke starte inde, men kan sagtens sættes ind i de afgørende minutter.

Vurderingerne er udarbejdet af Christian Hallas.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu