
Generalsekretæren i den svenske elitefodboldforening, Tommy Theorin, ser optimistisk på Royal Leagues fremtid. En tv-aftale vil være klar i løbet af en uge.
Royal League er programsat til at starte den 8. november, men der er endnu ingen tv-aftale på plads. Generalsekretæren i den svenske elitefodboldforening, Tommy Theorin, mener dog ikke, at det er et problem at startdatoen nærmer sig. Turneringens koncept ligger klart, og turneringen bliver derfor sat i gang som planlagt.
“De (klubberne, red.) har fået besked om, at vi begynder som planlagt,” forklarede Tommy Theorin til det svenske nyhedsbureau TT.
I øjeblikket forhandles der i Oslo om en tv-aftale, og her er meldingen den samme, som den har været i lang tid: Man forventer en snarlig afklaring. Meldingen fra Tommy Theorin er, at en aftale meget snart vil være på plads.
”En aftale kommer på plads i løbet af ugen,” sagde Tommy Theorin.
Skriv et svar