
TotalBold.dk erfarer, at Brøndbys midtbaneslider Martin Spelmann vil forlade den københavnske vestegn for i stedet at tiltræde hos Esbjerg fB.
Ifølge en af TotalBold.dk’s kilder, vil Martin Spelmann i nærmeste fremtid forlade Brøndby for i stedet at skifte til vestjyderne, Esbjerg, der i sidste SAS Liga-sæson endte på syvendepladsen.
Tidligere har midtbanespilleren udtalt til sporten.dk, at han havde flere tilbud på hånden, blandt andet fra FC Nordsjælland.
”FC Nordsjælland har været gode til at samle folk op, der er blevet til overs i andre klubber. Det kunne være genialt at komme dertil, og det kan jo også være, det er en af de klubber, der er interesserede,” udtalte Spelmann og fortsatte:
”Tom (Køhlert, red.) har ikke sagt noget til mig, og jeg forventer ikke, at jeg er her til september. Jeg har fortalt Anders Bjerregaard (Brøndbys sportschef, red.), at jeg gerne vil væk, og så klarer min agent den derfra. Brøndby ved, hvad jeg gerne vil. Så er det vel op til dem, om det kan lade sig gøre. Hvis de alligevel køber en helt ny trup, som der har været tale om, så er der ikke så meget at gøre, hvis man allerede er ude i kulden nu,” påpegede Martin Spelmann.
Skriv et svar