Bernd Schuster var tilbage på sin gamle hjemmebane, da Real Madrid gæstede Michael Laudrups Getafe. Trods overtag i både spil og chancer måtte Getafe endnu en gang se sig slået, da Sergio Ramos sikrede udeholdet en spinkel sejr.
Michael Laudrup har forsat sin første sejr som Getafe-træner til gode. I aftes mødte Getafe kongeklubben Real Madrid med den tidligere Getafe-træner, Bernd Schuster ved roret.
Hjemmebaneholdet gjorde en rigtig god figur, og fik spillet sig frem til mange gode muligheder. Laudrups drenge manglede dog den sidste skarphed, når der skulle afsluttes, og det betød i stedet, at det var udeholdet Real Madrid, der bragte sig i front.
På et kontraangreb midt i anden halvleg scorede forsvarsspilleren Sergio Ramos til 0-1, efter Getafe længe havde presset på. Efter det noget ufortjente føringsmål fortsatte hjemmeholdet med at producere chancer, og kort før pausefløjt brændte det igen på foran Real-målet.
Udeholdet fik dog igen afværget og sikret sig de tre point, der betyder, at de er tilbage på førstepladsen i Primera Division, mens Getafe er næstsidste med blot to point efter seks kampe.
Skriv et svar