Morten Skoubo ved endnu ikke om Real Sociedad har råd til at beholde ham, såfremt holdet rykker ned fra Primera Division. Et salg er ikke usandsynligt.
Morten Skoubo har bestemt ikke haft en sæson der er hver at skrive hjem om. Han har været hårdt plaget af skader, og hans hold ligger i den dårlige ende af tabellen i Primera Division.
Skoubo har indtil nu holdt fast i at han ønsker at blive i klubben, selvom den skulle rykke ned fra Primera Division til Segunda Division, men klubben har måske en anden plan med danskeren.
”Det bliver interessant at se, hvad klubben finder på. De kunne godt finde på at skille sig af med profilerne, fordi det er for dyrt. Det, kunne jeg godt forestille mig, blev løsningen. Og så er jeg nok også på listen,” sagde Skoubo til 24timer.
Den tidligere Brøndby-spiller håber dog stadig på, at han har en fremtid i klubben.
”Jeg håber jeg bliver her. Det vil være svært at finde et andet sted, når jeg ikke har spillet længe, og der måske ikke er nogen der vil have mig. Jeg kan nok ikke ligefrem vælge mellem topklubberne.”
Skriv et svar