FC Nordsjælland-spilleren Jonathan Richter, som blev ramt af lynet, ligger fortsat på intensiv afdeling på Hvidovre Hospital. Hans tvillingebror Simon fortæller i dag til klubbens hjemmeside, hvad seneste nyt er i sagen.
FC Nordsjællands midtbanespiller, Jonathan Richter, ligger stadig på intensiv afdeling på Hvidovre Hospital. Hans tvillingebror Simon fortæller i dag over for klubbens hjemmeside, hvordan situationen ser ud i øjeblikket.
”Han er stadig på intensiv afdeling, fordi hans almene tilstand er skrøbelig. Men vi forventer ”Jonas” relativt snart flyttes til en anden afdeling, fordi hans vitale organer er i fortsat bedring, og han anses for at være uden for livsfare,” fortæller tvillingebror Simon på vegne af hele familien.
”Det er endnu for tidligt at sige noget om omfanget af hans varige mén, men vi er lykkelige over at have ham hos os, og at han har kæmpet sig til det punkt han er nået til nu. Vi vil dog gerne pointere, at Jonathan endnu ikke selv har kræfter til at kommunikere med andre end den nærmeste familie og få af hans bedste venner,” forklarer Simon Richter og fortsætter:
”Jonathan er meget træt, men når han er vågen, er han meget med i det, der foregår omkring ham. Han snakker med os og er ved godt mod. Det er fantastisk for os at opleve, at han har sin humor og sit humør, når han har sine gode øjeblikke.”
”Der venter ham fortsat en meget lang og hård kamp, der kan vare måneder, før han og vi ved, hvordan det her ender. Men ”Jonas” er klar over, hvad der venter ham, og han har indstillet sig på det. I den fase har han brug for al den ro og fred som han kan få, for han er stadig i en proces, hvor han forsøger at forstå, hvad der egentlig er sket, og hvordan han skal forholde sig til det.”
”Jeg vil gerne på vegne af hele familien takke for den massive støtte, opbakning og forståelse som så mange mennesker har vist os. Alle dem, som har besøgt os, bedt for Jonathan, tilkendegivet deres støtte via internettet fra Skotland til Afrika, og ikke mindst de hold, klubber og fans, der har sendt hilsener. Det er den støtte, der har båret os i familien igennem og som har gjort, at Jonathan er nået så langt som han er.”
”Han var f.eks. vildt imponeret og glad for at høre, at der var oprettet en Facebook-gruppe på næsten 50.000 medlemmer, der ønskede ham god bedring. Jonathan har så sent som søndag aften fortalt os, at han ville ønske han havde kræfter til at takke alle de mennesker, som har tænkt på ham, fordi det betyder så meget for ham. Jeg ved, at Jonathan er overvældet af, at så mange mennesker har støttet ham og fulgt med i, hvordan han har det. Det har gjort og gør stadig en forskel i hans daglige kamp.”
”Og så er vi evigt taknemmelige for den indsats personalet på Hvidovre Hospital har gjort. De har været fantastiske og har ydet alt, hvad ydes kan,” slutter Simon Richter.
Skriv et svar